Det ungarske kulturlivs frihed er i fare og flere ungarske kunstnere arbejder under politisk pres. Den danske kulturpresse har imidlertid endnu ikke opdaget, at én af dansk musiklivs centrale personer er initiativtager i en protestaktion. Krisztina Vas Nørbæk udvider her vores horisont.
Radiounderholdningsorkestrets ungarske chefdirigent, Adam Fischer er ikke kendt for noget politisk engagement, snarere det modsatte. Han er en ambitiøs musiker. Hvorfor skrev han den 1. februar i år et bekymret brev til medlemmerne af Det Europæiske Folkeparti i Europaparlamentet, den konservative gruppe som Ungarns suveræne regeringsparti Fidesz er medlem af?
Det er kun en lille del af den danske presse, som har fanget denne historie, og Fischers brev har ikke fået megen omtale. Imidlertid drejer det sig om en sag, som har udløst protester fra mange teatre, fra Tjekkiet til England og fra Bruxelles til Grækenland. Peter de Caluwe, lederen af operahuset Theatre Royal de Moinnaie i Bruxelles, har bl.a. taget initiativ til en fællesaktion, hvor et memorandum blev oplæst, forud for aftenens forestilling.
Og Fischer og de Caluwe har redegjort på et fælles pressemøde for baggrunden, nemlig at Budapests overborgmester netop har udnævnt den kontroversielle György Dörner til leder af ”Új Színház” (Ny Teater), som er et internationalt anerkendt teater i Ungarns hovedstad. Kontroversen består i Dörners planer om at opsætte et stykke af nyligt afdøde István Csurka, som var kendt for sine antisemitiske holdninger.
Fischers brev
Fischers brev kan læses i sin fulde længde på hjemmesiden www.artistsagainstracism.eu, og på Det Europæiske Folkepartis side, her vil jeg citere enkelte afsnit:
”Den mest skræmmende kendsgerning for os er, at samspillet mellem det regerende parti og racistiske/antisemitiske grupper er meget tættere end det, offentligheden har kendskab til eller anelse om. Det blev tydeliggjort med den offentlige kontrovers omkring Dörner’s udnævnelse. For nylig pralede Csurka i sin egen avis om, hvor vigtigt hans engagement var for, at partiet Fidesz kunne vinde to tredjedels flertal ved det sidste valg. Csurka er [var, red.] chef for det antisemitiske, ekstreme højreparti MIÉP; som leder af dets fraktion var han medlem af det ungarske parlament i årene 1993-1994 og igen fra 1998 til 2002. Hans parti stillede ikke op ved det sidste valg, men pegede i stedet på Fidesz. Den – efter min mening – skandaløse påstand om, at Dörner’s og Csurka’s udnævnelse kunne være en del af en kynisk handel mellem Fidesz og MIÉP, blev ikke engang afkræftet af Budapest’s overborgmester, som var ansvarlig for udnævnelsen.”
Csurkas antisemitisme
Det stykke, som Dörner har planer om at sætte op er Csurka’s ”Den sjette kiste” fra 2010. Værket udmærker sig ved at udtrykke et syn på Ungarns nyere historie, som mange vil karakterisere som både populistisk og nationalistisk. Handlingens midtpunkt er fredsforhandlingerne efter den Første Verdenskrig i 1920, som for Ungarns vedkommende foregik på et slot i Versailles ved navn ”Petite Trianon”. De betragtes som et vendepunkt, en kataklysme i ungarernes nationale bevidsthed. Ungarns territorium blev beskåret med næsten to tredjedele.
Csurka analyserer selve fredsprocessen og forsøger at udpege de skyldige. Ved forhandlingsbordet er der repræsentanter af det ”internationale jødiske interesseforbund”, som ” åbenlyst presser” forhandlingerne i en vis retning. Csurka trækker paralleller til tiden omkring murens fald og til nutidens politiske situation, hvor ”jøderne” stadigvæk er alt for dominerende i kultur, i politik og i internationale økonomiske interessegrupper.
Csurka’s antisemitiske ideologi, som han har udviklet siden 1990-erne, er en vigtig kilde til det højreekstremistiske parti Jobbik’s historiesyn, men kan også spores i premierminister Viktor Orbáns tvetydige retorik og knivsæg-balancerende forhold til EU. Derom senere.
Magtens respektløshed
Historien om den nye ledelse er også et nyt eksempel på magtens respektløshed overfor faglighed og kulturens ret til selvbestemmelse og uafhængighed. Teatrets tidligere leder István Márta har i 13 år udviklet et internationalt anerkendt kompagni, som havde samarbejde med flere europæiske teatre, men også med scener, som er etableret af det ungarske mindretal udenfor Ungarns nuværende grænser.
Ifølge Budapests overborgmester, István Tarlós (Fidesz) vandt Dörners ansøgning på grund af hans engagement for at skabe et nationalistisk ungarsk teater. Igen iøjnefaldende er, at Tarlós har trodset bedømmelsesudvalgets faglige anbefaling, og flere udvalgsmedlemmer har protesteret. En af dem, en kendt skuespiller, Adél Kováts, understregede, at Dörners ansøgning ikke engang overholdt de formelle krav, som var indeholdt i opslaget.
Hans ansøgning på blot 18 sider var fyldt med løse ideer om, hvordan teatret skulle ledes og hvilke samarbejdspartnere, han har tænkt sig at have (uden at have spurgt dem først, hvoraf nogle klart afviste at ville samarbejde med ham). Budget eller detaljerede projektbeskrivelser var der intet spor af, og han tog heller ikke stilling til, hvad der skal ske med kompagniets nuværende medlemmer. Márta’s ansøgning var derimod 110 sider lang og indeholdt en detaljeret gennemgang af nuværende og fremtidige projekter, samarbejdsaftaler, budgetter og personalepolitik.
”Hvorledes formår Dörner at passe på medarbejdere og overholde budgetter med den sløsede holdning til formelle krav, som hans ansøgning udstråler?”, spørger Kováts, der også er bekymret for at Dörner vil omdøbe teatret til ”Teater for Baglandet” (med klart henvisning til et publikum, som ikke vil besøge teatre, hvor ”de venstreorienterede jødiske klienteller bestemmer”).
Dörner var åbenbart sikker i sin sag, da han tog sig den frihed at indlevere en ansøgning på et ”ostepapir” (som Kováts udtrykte det). Udnævnelsens ide måtte komme fra højere sted end overborgmesterens kontor: fra Viktor Orbán og hans kreds, som med dette ville give en håndsrækning også til partiet Jobbiks frustrerede ”bagland”.
Bekymrede æresborgere
Adam Fischer er æresborger i Budapest, og allerede i starten af oktober 2011 henvendte han sig sammen med seks andre æresborgere til overborgmesteren med spørgsmålet om en begrundelse for udnævnelsen. Blandt underskrivere til denne henvendelse var filosoffen Ágnes Heller og forfatteren György Konrád. Da de ikke modtog svar, skrev Fischer på ny et brev, denne gang på sine egne vegne, til István Tarlós, hvor han gjorde ham klart, at:
”Som medlem af flere menneskerettighedsorganisationer i ind- og udland må jeg gøre dem opmærksom på, at demokratiske kræfters samspil med racister er livsfarligt. Man leger med ilden, når man samarbejder med antisemitter, og dermed gør dem legitime.”
Denne alvorlige tone gjorde umiddelbart indtryk på overborgmesteren, som dagen efter meddelte Dörner, at han ikke måtte ansætte Csurka som sin assistent og heller ikke ændre teatrets navn. Trods disse indskrænkninger var udnævnelsen en kendsgerning og dermed også planen om at opføre det kontroversielle Csurka-drama.
Hvorfor skal vi nu interessere os for et enkelt ungarsk teaters lederskifte, er det ikke blot tale om en enlig svale? Nej, snarere det modsatte. Sagen er symptomatisk for det paradigmeskift, der er sket i den nationalkonservative Viktor Orbáns regeringstid siden 2010. At magtarrogancen og manglen på respekt for faglighed findes på højeste politiske niveau.
Sagen om Schmitt
Flere danskere kender historien om den nyligt afgåede præsident Pál Schmitt. Selvom plagiatet blev bevist af magasinet HVG og blev konstateret som et ”usædvanlig langt tekstidentisk materiale” af regeringens undersøgelseskommission, ville Schmitt aldrig indrømme at have begået en fejl. Alt imens han gradvist mistede ungarernes tillid og hans billede indtog satirebladenes forside.
Ved at udpege en alt for bøjelig og inkompetent politiker til præsidentposten, og ved at trække sagen i langdrag efter dennes afsløring, bidrog Fidesz til en devaluering af præsidentembedet i ungarernes øjne. Derudover fastslog magthaverne, at alting kan relativiseres: hvorfor skal Schmitt bøde for noget, som andre slipper for? De ungarere, som har en velfortjent akademisk grad protesterer, fordi deres titel også nu kan betvivles.
Politisk kultur efter murens fald
”There is something rotten in…” Ungarn. Men hvordan kunne det komme så vidt?
Den politiske kultur, som udviklede sig efter murens fald, var i starten kendetegnet ved et akademisk elitesprog og var kompromissøgende. József Antall, Ungarns første, nationalkonservative premierminister var historiker og startede med generøst at tilbyde oppositionen, det liberale parti De Frie Demokrater, muligheden for at udpege en præsidentkandidat. Socialisterne, som har gennemført privatiseringen i anden halvdel af halvfemserne havde også en respektfuld tone i debatten.
De første følelsesladede politiske ytringer kom fra de konservatives ydrefløj, netop fra István Csurka, som ville højredreje Antalls parti og gør sit historiesyn og længsel efter ”Storungarn” til officiel politik.
Orbáns fjendebilleder
Siden 1989 har Viktor Orbán været kendt for sine kontante ytringer. Det år holdt han sin berømte tale ved den højtidelige genbegravelse af de politiske ofre fra 1956. I den krævede han de sovjetiske tropper trukket ud af landet. På det tidspunkt var han både liberal og venstreorienteret, men allerede i hans første regeringsperiode afsløredes hans nationalisme og tilbøjelighed til en stram styring af partiet. Det er fortsat karakteristisk, at alle afgørelser træffes af ham eller hans inderkreds.
Efter 2002, hvor Orbán tabte magten, begyndte han at føre den politiske diskussion ud på gaden i et meget offensivt, nedladende sprog. Han ligestillede socialdemokraterne med de tidligere kommunister, og fik dem dermed stemplet som illegale.
Han har trukket på narrativen om den ungarske nations uretfærdige skæbne og opbygger på den måde et komplekst fjendebillede, hvor på det sidste EU også har fået en fremtrædende rolle. Og i denne sammenhæng er Jobbik’s ekstreme ytringer kærkomne for Orbán. Det er i hans interesse at opretholde en følelsesladet debat om Ungarns for- og fremtid, at ideologisere den ungarske kultur, at fremstå, som den eneste sande repræsentant for de ungarske værdier.
Det er i denne sammenhæng, man skal opfatte Fischers brev. Den ungarske oppositions protest har begrænset effekt, fordi det ikke er muligt at bremse Viktor Orbáns magt, som baserer sig på et parlamentarisk to tredjedels flertal. Det er nu, vi skal se, om EU kun handler om økonomi. Hvem vogter de europæiske værdier? Kunstnerisk frihed og videnskabelig uafhængighed er truet i Ungarn. Er der effektive systemer i EU, som kan forsvare disse?
Krisztina Vas Nørbæk er født og opvokset i Ungarn og er uddannet organist og dirigent fra konservatorierne i Budapest og i København. Hun er bachelor i musikvidenskab og studerer kulturformidling på Københavns Universitet. Siden 2003 har hun været ansat som organist og kantor i Messiaskirken, Charlottenlund.
