KOMMENTAR | Omverdenen har glemt Europas bosniske dilemma. Tiden vil langsomt skabe fremtidens Bosnien, men det er ikke ligegyldigt i hvilken retning. Det skriver Bo Jessen, formand for foreningen Balkangruppen.
Det er 20 år siden, krigen brød ud i Bosnien-Hercegovina. Mange af os, der var børn i starten og midten af 90’erne, har minder om at stirre vantro på gruopvækkende billeder i fjernsynet – ude af stand til at forstå det, der skulle vise sig at blive en af de mest forfærdelige krige i verden siden 2. Verdenskrig.
Ironisk distance nødvendig
I Bosnien havde man også svært ved at forstå, hvad man blev udsat for. En bekendt i Sarajevo har fortalt mig, at man i hans familie og omgangkreds fulgte minutiøst med i udviklingen i Rwanda – for tænk at sådanne uhyrligheder kunne foregå i moderne tid og så endda mellem folk, der havde været vant til at leve sammen til hverdag. Selv var han midt i en krig, der betød, at han kun kunne besøge vennerne ved at kravle på alle fire i grøfterne langs med Miljacka-floden, der udgjorde en del af frontlinjen i Sarajevo under krigen.
Den ironiske distance til virkeligheden er stadig en overlevelsesstrategi blandt mange af de bosniere, som i dag forsøger at overkomme de psykiske og fysiske følger af krigen. De skal få dagligdagen til at hænge sammen i et land med en officiel arbejdsløshed på over 40 % (og en faktisk arbejdsløshed, der er noget højere), en spændt etnisk situation og en håbløs politisk håndtering af landets udfordringer.
Svært ved at tage poltik alvorligt
Ofte bliver ironi afløst af apati, og mange bosniere går mere op i den forestående fodboldkamp eller lotterigevinst end i landets fremtid. Ingen problemer er vel trods alt så store, at de er mere alvorlige end krigens rædsler?
Landets politiske situation er fastlåst, fordi mange bosniere har svært ved at stemme på politikere, der kigger fremad – det bedste bud på i morgen er som bekendt i går, og det er svært at have tillid til, at de, der var fjender for få år siden, i dag vil en det bedste.
Verden har glemt Bosnien
Det internationale samfund har for længst tabt Bosnien af syne som en prioriteringssag, og engagementet og udviklingsbistanden svinder år for år. Selv EU, der med løftet om fremtidigt EU-medlemskab længe har været den lim, der holdt sammen på nogle overordnede bosniske visioner om en fremtid som et moderne europæisk land, og som hindrede nationalismens mørke i at omslutte alt fra Brcko til Trebinje, er blevet mere optaget af egne interne problemer.
Derfor breder der sig også en apati blandt de praktikere i det internationale samfund, der har med Bosnien at gøre. Mange af dem, der kommer til Bosnien med velmenende engagement og lyst til at deltage i en forandring af landet, ender ofte med at resignere og bliver i stedet administratorer af den virkelighed så få finder tilfredsstillende. Ikke fordi det er det, de vil, men fordi de er bange for, det er det eneste, der er muligt.
Livet går videre
Når politiske analytikere regner baglæns fra konklusionen om, at Bosniens fremtid på lang sigt ser lys ud – og det er trods alt de fleste, der tror på en fremtid for Bosnien som land – så sker det ofte med udgangspunkt i sætningen: ”Det kan godt være, at der ikke er meget, der ser positivt ud nu, men tænk hvor længe det har taget andre europæiske lande at komme sig over lignende krige”. Det er en god indvending – det internationale samfunds krav om omgående modernisering og udvikling kan virke absurde, når det holdes op mod de barske realiteter – at landets indbyggere for mindre end to årtier siden hver dag måtte trodse døden i kampen for det liv, vi alle har krav på.
Tiden går, og livet går videre. Det gør det også i Bosnien, men det rigtige spørgsmål at stille sig er, om tiden arbejder for eller imod landet. Som Bosniens mange floder efter et regnskyl renser landet, kan tiden udrense smerten af fortidens synder, men det afhænger af, hvad der sker, dag for dag, år for år. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvad der sker i Bosnien nu, derfor må vi ikke glemme landet.
Bo Jessen er cand.scient.pol. fra Syddansk Universitet og har tidligere været praktikant på den danske ambassade i Sarajevo. Han har skrevet speciale om Bosnien og er formand for foreningen Balkangruppen.
