BOGANMELDELSE | Anna Politkovskaja: Den nøgne sandhed. 296 sider. Oversat fra russisk af Jan Hansen. Rosinante. Pris 299,95 kr.
Fra tid til anden træder der et menneske frem, som tør pege på råddenskaben; insisterende og med en næsten barnlig stædighed. Men livet har aldrig været let for systemkritikere, og for Anna Politkovskajas vedkommende blev det hverken let eller langt. Hun blev myrdet foran sit hjem i Moskva i oktober 2006 af ukendte gerningsmænd.
Artikelsamlingen Den nøgne sandhed er altså udkommet posthumt, og man kan fornemme tragediens uforsonlige tilstedeværelse i hver eneste sætning, hun skriver: Både hendes egen dans med dødstruslen og de tragedier, hun rapporterer om. Menneskelige tragedier fra det, hun kalder »Europas glemte krig«. Det er nemlig Tjetjenien-konflikten, der er det primære omdrejningspunkt i størstedelen af de artikler, der er gengivet i samlingen.
Det altseende (bølle)bureaukrati
Den virkelighed, som Politkovskaja beskriver i sine artikler, er en virkelighed, hvor det altseende bureaukrati hærger. En virkelighed, hvor ingen kritikere og oppositionister kan føle sig sikre, for slet ikke at tale om undersøgende journalister som hende selv. Alle, der stikker næsen frem, er i direkte fare for at blive tortureret, bortført eller likvideret. Det er en barsk virkelighed, hvor myndighederne bortfører uskyldige unge tjetjenere. Det er det arbitrære og uigennemskuelige system af voldelige og korrupte efterretningstjenester med brutale bøller ansat, som er Politkovskajas omdrejningspunkt i artiklerne. Korruptionen, torturen og krigen i Tjetjenien virker nærmest som en regulær besættelse for hende, og der strømmer et glødende raseri som en ildrød tråd gennem de mange hjertegribende artikler i samlingen.
Dette raseri krydres med pessimisme, selvopofrelse og vedholdenhed i den veldokumenterede kamp for retfærdighed. Men retfærdigheden kræves i en kafkask jungle, og det er i skildringen af det enkelte menneskes afgrundsdybe magtesløshed overfor den omfattende korruption og udnyttelse, at hendes artikler fungerer til perfektion. Hun kan skildre disse ulykkelige menneskeskæbner, så man næsten kan se dem ind i øjnene.
Er der nogen?
»En forretningsaftale på et podium af skeletrester« – sådan beskriver Politkovskaja de internationale forhandlinger om Tjetjenien-konflikten. Den polemiske, kompromisløse retorik er kendetegnende for hendes journalistiske stil. Der skrives i ultimatummer og med en stædig og anklagende pen i et ubøjeligt forsøg på at give de glemte ofre en stærk stemme. Der er næsten noget Lindgrensk over den direkte og naivistiske tone, når hun skriver »Hallo på rigsadvokatens kontor! Er der nogen?«. Det er en fandenivoldsk og rapkæftet stil med et uundværligt strejf af humor, der tages i brug i retfærdighedens navn. Eksempelvis når hun siger »Og i modsætning til den offentlige anklagemyndigheds stålbokse i Jessentuki, er vi ikke plaget af huller i vores skabe.«
Alligevel fornemmer man en sårbar side bag stædigheden og den overlegne sprogakrobatik. Mod slutningen af artikelsamlingen spørger Politkovskaja sigende: »Hvis brede bryst skal jeg hvile mit trætte hoved mod og bede om beskyttelse?«
Overdreven glorificering?
I Politkovskajas meget idealistiske journalistik kan man dog let komme til at savne en nuancering af hendes noget subjektive syn på situationen i Rusland. Nogle gange må Politkovskaja gætte sig til så meget i sine artikler, at det i min optik balancerer på grænsen til konspirationsteoretisk materiale.
Samtidig er der fare for, at man som læser sidder efterladt med det indtryk, at man nærmest ikke kan opholde sig på den anden side af Uralbjergene uden at blive anholdt og tortureret for noget, man ikke har gjort. Det kan jeg heldigvis skrive under på, at man godt kan.
Desuden kan man diskutere, om der finder en overdreven glorificering, grænsende til både helte- og helgenmageri, sted i sektionen med minder og erindringer om Politkovskaja. Her kan man let få det indtryk, at Politkovskaja stod helt alene med sin indædte kamp for retfærdighed i Rusland, hvad hun sikkert også selv ville modsætte sig. Men som hendes veninde siger i erindringerne: »det er sådan helgener lever…«.
Retfærdighedens vogter
Selv hvis kun halvdelen af det, hun skrev, var sandt, er det dog alligevel meget alvorligt, det, der afdækkes i disse artikler, og der kan heller ikke herske nogen tvivl om, at Politkovskaja havde et ualmindeligt mod. Hun turde kræve retfærdighed selv der, hvor det næsten virker komisk. Hun var forurettet på sit folks vegne og turde italesætte deres magtesløshed. Rusland var det ultimative omdrejningspunkt for hendes journalistik, og derfor er det også et værk, der kræver, at man interesserer sig for tilstanden i Rusland og for russiske tilstande.
Takket være det omfattende notesystem, behøver man dog ikke at have et indgående kendskab til russisk politik og Tjetjenien-konflikten i forvejen, men interessen er helt afgørende. Folkene bag udgivelsen af denne artikelsamling lader Politkovskajas stærke stemme runge fra graven, og om det er for at hædre hendes journalistik eller for at skabe opmærksomhed om situationen i Rusland står hen i det uvisse.
Men under alle omstændigheder er tidspunktet nok ikke tilfældigt, for nogle af de problemstillinger og konflikter, som Politkovskaja arbejdede med, er desværre fortsat aktuelle i det Rusland, der netop har været til valg.
