Boganmeldelse | Per Dalgård: Putin og Ruslands ukontrollable demokrati. Informations Forlag, 2012. 207 sider, 249 kroner.

For godt en måned siden vandt Vladimir Putin præsidentvalget i Rusland. Det kom næppe bag på mange. Heller ikke på ruslandskenderen Per Dalgård, som har begået en nuanceret og læseværdig skildring af Ruslands stærke mand.

Bogens timing var perfekt. Den udkom i samme uge som præsidentvalget og ramte dermed midt ned i en opmærksomhed omkring Rusland, som næppe er set magen til siden den kolde krig. Samtidigt er bogen sikret mod den umiddelbare forældelse, derved at Dalgård går ud fra, at Putin vinder præsidentvalget. Det havde han jo ret i.

I bogen beskriver Dalgård de tre præsidenter, Rusland har haft siden Sovjetunionens sammenbrud. Fra Boris Jeltsin, som han kalder en hård negl med hjertet på det rette sted, over den liberale Dimitrij Medvedev, som trods alt fik sat en moderniseringsproces i gang, og til ham, som nok har haft den største betydning for det moderne Rusland, men som for mange stadig er et mysterium, Ruslands anden og fjerde præsident, Vladimir Putin.

Det er ikke Dalgårds fokus at beskrive manden bag magten, som den erfarne journalist vist heller aldrig har interviewet. Bogen handler primært om politikeren Putin og det system, han dels er et produkt af, dels har været med til at skabe.

Jeltsin banede vejen
En af bogens afgørende kvaliteter er, at Dalgård sætter de seneste 20 års politiske og samfundsmæssige udvikling i perspektiv. Vel at mærke i et russisk perspektiv. I modsætning til mange andre kommentatorer og journalister falder Dalgård dermed ikke i fælden med at perspektivere Rusland i forhold til Vesten. Det kommer der sjældent noget godt ud af.

Forfatteren tager os med tilbage til august 1991, da en komite af gammelkommunister, KGB-folk og generaler forsøgte at afsætte Gorbatjov og stoppe Jeltsin. Gorbatjov blev sendt i eksil, mens Jeltsin og demokraterne forskansede sig i parlamentsbygningen i Moskva. Dalgård oplevede, hvordan flere hundredtusinder af moskovitter samledes og satte livet på spil i et forsøg på at beskytte demokratibevægelsen i Rusland – ifølge forfatteren selv, en af de mest rørende begivenheder i hans liv. Det hårdt tilkæmpede demokrati. Hvorfor skulle de sætte det over styr med en mand som Putin?

Russerne kunne under Jeltsin rejse, hvorhen de ville. De kunne kritisere magthaverne uden at blive arresteret. Og svindlere kunne tilrane sig ufattelige værdier, og der var ingen lovgivning eller stærk statsmagt til at forhindre det. Jeltsin arvede Sovjetunionens økonomiske kaos og iværksatte en chokterapi, som på den ene side bragte en aldrig tidligere eksisterende frihed, men som på den anden side også betød, at mange russere havde endog rigtig svært ved at klare dagen og vejen.

Den økonomiske nedsmeltning gjorde Jeltsin voldsomt upopulær i befolkningen. Han kom aldrig tilbage før han døde i 2007. Alligevel bemærker Dalgård, at han har fået en renæssance i 2011, hvor både Medvedev og Putin har været fremme med ros til den tidligere præsident. Uden ham havde fremtiden tegnet sig anderledes for Rusland var deres budskab.

Befolkning under afvikling
Den demografiske udvikling – eller nærmere afvikling – som Rusland har oplevet siden systemskiftet i 1991 er et andet perspektiv, som Dalgård trækker frem for at forklare de udfordringer, det moderne Rusland står over for. Siden begyndelsen af 1990’erne er befolkningen faldet fra 148 millioner til ca. 143 millioner i dag. Den officielle russiske statistik, Rosstat, siger, at befolkningstallet i 2030 vil være faldet yderligere til 128 millioner. Russerne, især mændene, dør alt for tidligt, og de russiske familier og kvinder vil ikke have børn af frygt for den økonomiske byrde og på grund af katastrofal boligmangel. En tysk analyse prognoserer, at befolkningen vil være nede på 116 millioner i 2050. Ikke meget for verdens største land.

Både Putin og Medvedev har brugt enorme summer på at rette op på det demografiske problem. Indtil videre uden stor effekt. Det skyldes måske, at pengene havner i de forkerte lommer?

Dalgård har talt med en økonomiprofessor, som fortæller, at Rusland i løbet af de seneste 20 år er blevet plyndret for et beløb, der svarer til ti års statsbudget. Putin slog hårdt ned på den tidligere leder af olieselskabet Yukos, Mikhail Khodorkovskij, som i dag afsoner en dom på 14 års fængsel, men professoren mener, at 3 ud 4 russiske ledere står til mellem fem og ti års fængsel.

Kontrol er bedst
Hvordan styrer man sådan et land? Kan det overhovedet styres? Ingen tvivl om, at Putin har styret Rusland med hårdere hånd end både Jeltsin og Medvedev, som Dalgård betegner som en svag præsident med gode intentioner. Putin har på flere områder rullet demokratiseringen, som foregik under Jeltsin tilbage, bl.a. i forbindelse med afskaffelsen af guvenørvalgene. Samtidigt afviser Dalgård, at Putin skulle være en anti-demokrat.

Putin har selv betegnet den franske general de Gaulle som et af sine politiske forbilleder, og mange iagttagere deler desuden den opfattelse, at Putin og de Gaulle i hver deres tid har været udsat for de samme udfordringer. Den autoritære franske general og siden præsident fik, efter den ødelæggende Anden Verdenskrig og det franske imperiums opløsning, skabt et europæisk demokrati i Frankrig. På samme måde er Putin og Medvedev ved at rydde op efter Sovjetunionens nederlag i Den Kolde Krig og det efterfølgende sammenbrud af imperiet.

Dalgårds konklusion er altså pro Putin, som han mener har været med til at forvandle Rusland ”fra et gråt og trist finér- og betonland med evig varemangel og med lige så grå og triste borgere til et eksplosivt blomstrende land med et mylder af liv, aktivitet og farver.”

Her tænker Dalgård formentlig på den hastigt voksende middelklasse, som er opstået under Putin. Spørgsmålet, som Dalgård også stiller sig, men ikke svarer direkte på, er, hvornår denne klasse vil kræve sin ret til ægte demokrati.

Sprogligt er bogen lige ud ad landevejen. Dalgård skriver præcist og uden mange dikkedarer. Af og til kan man som læser savne lidt spræl. På den anden side er bogen letlæst og oplysende – og absolut anbefalelsesværdig.

Af JP