KOMMENTAR | At kalde Sarajevo en multikulturel by er udtryk for hykleri, skriver Damir Dizdarevic, der overvejer at flytte fra byen efter at have boet der i 36 år. Han føler ikke længere, der er plads til folk fra såkaldte blandede ægteskaber, og han føler, at religionen har fået for meget magt i samfundet.
Teksten er bragt i samarbejde med den serbiske avis Pescanik og er oversat til dansk af Ismar Dedovic.
Jeg overvejer at forlade min by, Sarajevo. Jeg har overvejet dette i nogen tid, hvilket sandsynligvis også er tilfældet for mange andre i en lignende situation. Jeg er ikke materielt truet og ville ikke rejse af økonomiske grunde. Der er ikke krig, i al fald ikke en væbnet en af slagsen. Der er heller ingen, der tvinger os til at rejse. Trods dette, føler min familie og jeg os ikke længere velkomne i den by, hvor vi er født. Denne by har ikke længere noget at tilbyde os. Grundet den modbydelige trang til at sætte etniske etiketter på alting, har vores omgivelser udnævnt os til at være et ”blandet ægteskab”.
Fra broderskab og enhed til genetisk affald
Denne sproglige konstruktion – blandet ægteskab – som for nogle ingenting betyder, mens den for andre betyder og beskriver meget, er udnyttet på forskellige og hovedsageligt negative måder i Bosnien-Hercegovinas nyere historie. I Jugoslavien blev disse ægteskaber set som selve grundlaget for folkenes ”broderskab og enhed”, men umiddelbart efter krigenes begyndelse blev de den måske mest uacceptable sociale kategori. Især børn fra sådanne ægteskaber blev uacceptable. De er mennesker som ikke har ”deres egne” og de forkastes derfor af alle andre, der har ”egne”. Derfor er det heller ikke underligt, at mange mennesker tilhørende denne sociale kategori har forladt det område, der tidligere var del af Jugoslavien, mest af alt fra Bosnien-Hercegovina, hvor der jo også var flest af disse mennesker.
Siden alle regeringer i Bosnien siden 1992 primært har været nationalistiske, har de gjort sig meget umage for at gøre livet surt for disse mennesker og ”på en pæn måde” forklare dem, at det vil være bedst, om de forlod staten. For man kan jo aldrig være på det rene med den slags mennesker. Magthaverne ved ikke, hvem de ender med at stemme på, og heller ikke, om de er til at stole på. I starten og i løbet af krigen erklærede et par, dengang højt placerede, bosniakkiske politikere børn fra blandede ægteskaber for genetisk affald.
Efter krigen har repræsentanter for det Islamiske Trossamfund i Bosnien-Hercegovina i flere omgange rettet skytset mod dem ”der blev opdraget i ateismen”, hvilket for det meste betyder dem, der kommer fra familier, i hvilke der findes flere nationer/religioner, eller for hvilke nationalitet og tro ikke betød det store. I et nyligt interview, som han gav til den bosniakkiske avis Dnevni Avaz i forbindelse med Eid, karakteriserede den bosniske Stormuftis afløser disse mennesker som de farligste fjender. Jeg må indrømme, at det er en ganske særpræget følelse at læse i landets mest solgte avis, at jeg pludseligt er blevet nogens fjende på trods af, at jeg er født her, har levet her og overlevet krigen her.
Men der er mere.
Religionens genkomst i Bosnien
Det er et velkendt faktum, at religion, uddannelse og kultur hele tiden overlapper hinanden og skiftes til at være dominerende. Denne magiske trekant er noget, som næsten ethvert menneske kommer i kontakt med på et eller andet tidspunkt af sit liv. Nogle mere, andre mindre. I denne region, er de indbyrdes forbindelser – og til tider konflikter – mellem disse tre kategorier, muligvis stærkere end andre steder. Den periode af vores fortid, der kaldes ”Titos Jugoslavien”, var på sin vis en tid, hvor uddannelse og kultur havde en højere prioritet end religion. Eller, måske man kan sige, at religion havde mindre indflydelse på uddannelse og kultur. I dag er det netop omvendt. Religion er dominerende, og der er derfor ikke mange muligheder for mennesker, der ikke kan identificere sig selv heri, for uddannelse og kultur er ude i et frit fald (for at sige det mildt).
Et meget interessant og smerteligt tydeligt eksempel på religionens dominans over uddannelse er begivenhederne omkring (tidligere) minister for uddannelse i Kanton Sarajevo, Emir Suljagic [i maj 2011]. Til forskel fra næsten alle andre politikere er han et sjældent eksempel på en politiker, der rent faktisk forsøgte at gøre noget konkret nyttigt for børn, der kommer fra familier, i hvilke tro og religiøs identitet er et spørgsmål om valg og ikke noget, der kan forudsættes. Han ønskede stille disse børn lige med andre. For det var de ikke, uanset at styret i Sarajevo ellers deklarativt fremhævede byens multietniske karakter og den almene tolerance.
Den storm, der blev rejst som følge af, at den nu tidligere minister gjorde religionsfagene [religion i bosniske grundskoler betyder, at man lærer ”sin” tros praktiske ritualer, hvorfor der er forskellige fag alt afhængig om man er muslim, katolik eller ortodokst kristen] til valgfag og fjernede dette fags karakter fra det samlede gennemsnit – så de, der ikke tager faget, ikke diskrimineres ved fravalget – er ikke tidligere set. Trossamfundene, anført af det Islamiske Trossamfund i Bosnien, selvom de andre trossamfund var godt med, truede med snart det ene og snart det andet. De tog naturligvis også fat i folkemordet i Srebrenica, for det er det, de tager fat i, når de mangler normale argumenter for noget. Udover at sætte ministerens beslutning i forbindelse med folkemordet – hvilket i sig selv er sindssygt – var denne skrækkelige kampagne baseret på det pure opspind. Det blev nemlig hævdet, at ministeren ønskede at afskaffe religion som fag, hvilket overhovedet ikke var tilfældet. Selv i dag er det muligt at finde alle dokumenter fra den tid, og man vil se, at der ikke findes et eneste dokument, udtalelse eller noget som helst andet fra Ministeriet for Uddannelse, der handlede om afskaffelse af religionsfaget. Der var blot et ønske om at opstille en valgmulighed: de, der ønsker det, skal kunne lære om deres tro, mens der ligeså meget skulle være en ret ikke at tage faget og samtidig undgå diskrimination af den grund.
På trods af de usædvanligt brutale angreb, holdt ministeren fast i sin beslutning og begærede sin (første) afsked. Dér var det muligt at se, hvor alene han var. Hans parti [Socialdemokratiet, SDP] stillede sig uvilligt bag ham og Kantonens parlament vedtog en lov, der var en fortyndet udgave af ministerens oprindelige beslutning og accepterede ikke hans afskedsbegæring. 1:0 til religion.
Jeg er overbevist om, at Suljagic, på trods af hans mange nyttige tiltag som minister, ikke vil blive husket for andet end denne falske ”afskaffelse af religionsfaget”. Men der var vitterligt andre ting som ministeren gjorde for uddannelse, og det endda på meget kort tid, hvilket nok er grunden til at så mange lærere offentligt udtrykte deres støtte til ministeren efter hans anden – endegyldige – opsigelse [i februar 2012]. Men artiklen skal ikke kun handle om dette.
Patronen i brevet
Dette er blot et tydeligt eksempel på, hvor dominerende religion er i forhold til uddannelse i dagens Sarajevo. Det er i øvrigt også et eksempel på, hvad der sker når de, der er ”multi”, i det multietniske Sarajevo forsøger at hævde nogle af deres rettigheder, eller når nogen støtter eller repræsenterer dem i noget. Den patron, som Suljagic fik i et brev [ministeren fik en dødstrussel og en patron i et brev på grund af den ovenfor nævnte affære, hvilket også var grunden til at han forlod posten i februar 2012, red.] var ikke kun rettet mod ham, men mod alle dem, der mente, at han gjorde noget, som førte os mod ligestilling, selvom det blot var inden for uddannelsessektoren for mindreårige. Selv hvis patronen i sig selv kunne tolkes som en enlig ekstremists isolerede handling, så er den hadske kampagne som ministeren blev udsat for i medierne i de foregående måneder det sikkert ikke.
Patronen er blot det logiske efterspil til sådanne begivenheder, hvilket bekræftes af flere episoder fra det tidligere jugoslaviske område. Når det kommer til at udleve ”multidelen” i praksis, så trækkes det evige ”flertalsargument”. Eller argumentet om meningsmålinger, der er endnu mere hyklerisk. Argumentet lyder nogenlunde sådan her: Lad os da spørge børn og forældre, og se, om de er for eller imod, at man afskaffer karaktergivning i et fag, i hvilket gennemsnittet generelt ligger over 4,5 [I grundskolerne i Bosnien går karakterskalaen fra 1-5, med 5 som det bedste. Et gennemsnit på over 4,5 svarer nogenlunde til et gennemsnit på 11 i danske skoler, red.]. Således beviser man, at flertallet er for religionsfaget. Ja selvfølgeligt er de det, når netop det fag er den bedste måde, hvorpå man kan forbedre sit karaktergennemsnit. Hvis nu man i samme meningsmåling spurgte ”ønsker De, at man skal fjerne matematikkarakteren fra det samlede gennemsnit”, kan jeg garantere for, at tilslutningen til dette ville være endnu højere end til at bevare religionskarakteren. Men en sådan meningsmåling ville, med rette, blive kaldt for urimelig.
Religion vs. kultur
Religionens dominans i forhold til kultur er også meget synlig. I Sarajevo bygges der moskeer på hvert eneste ubenyttede stykke jord, og det går hurtigt. Førend nogen nu på forhånd anklager mig for at være imod moskeer, vil jeg straks sige, at det er jeg ikke. Jeg er vokset op i en by med moskeer fra den osmanniske periode og jeg sætter stor pris på mange af dem, som kulturelle og historiske monumenter, men også som religiøse objekter. Men den oversvømmelse af nybyggede moskeer – som meget vanskeligt kan sættes i forbindelse med de gamle – er meget indikativ. For på samme tid lukkes museer og kunstgallerier, teatrene opfører ganske få forestillinger i løbet af en måned, mens Sarajevos Filharmoniorkester knap nok kan afholde en koncert om måneden.
Sideløbende med dette, kan religiøse manifestationer uden problemer fylde selv de største arenaer, mens Angelina Jolies film [”In the Land of Blood and Honey” – omhandler krigen i Bosnien, red.] promoveres som toppen af kulturel formåen. Netop de institutioner i Sarajevo, som støtter og opretholder kulturen og byens multietniske karakter og den historiske mangfoldighed i byen, er på sammenbruddets rand eller er allerede lukkede.
Hermed ikke sagt, at de Trossamfundene er direkte ansvarlige for kulturens nedgang eller, at de skulle yde økonomisk støtte til de kulturelle institutioner. De har dog, utvivlsomt, trukket ”publikum” over på deres side, hvilket med tiden fører til, at andre kulturelle manifestationer bliver forladt. Hvis man hertil føjer en utrolig ringe støtte fra statens side til disse kulturelle og historiske institutioner, bliver det klart, hvor vi er på vej hen. Der er behov for en ganske stærk stat, hvis der skal være en kulturel scene som den, der tidligere fandtes i Sarajevo, på trods af en allestedsnærværende religion. Bosnien er desværre ikke en stærk stat i dag.
Multikulturelisme som udtryk for hykleri
Efter 36 år i Sarajevo, har jeg nu i noget tid undret mig over, hvor længe det skal vare endnu, inden der sker en omvæltning i styrkeforholdet i den trekant, der udgøres af religion, kultur og uddannelse. Og hvor længe skal der gå endnu, inden mit Sarajevo igen forstår hvad multietnicitet, mangfoldighed og accept af andre faktisk betyder. For 20 år siden virkede det som om, den slags var tydeligt for alle.
Måske var det også tydeligt for alle dem, der ikke længere er at finde i denne by, enten fordi de er døde, dræbte eller blot har rejst herfra. For Sarajevos borgere i dag er denne idé desværre langtfra klar, selvom jeg er overbevist om, at de næsten alle er parate til at sværge på byens multietniske karakter uden dog at overveje, hvad præcis Sarajevo kan tilbyde de mennesker, for hvem religion ikke er øverst på dagsordenen. En rent deklarativ multietniskhed er langt mere hyklerisk end blot at erkende, at Sarajevo nu er en by med et muslimsk flertal og, at den udvikler sig og fungerer ud fra denne kendsgerning. Nogle gange tænker jeg oprigtigt, om ikke denne erkendelse ville være bedre for alle os andre. For i ethvert samfund hvor der findes et klart defineret flertal, findes der samtidig klart definerede minoriteter med klare rettigheder. Nu er situationen imidlertid den, at en teoretisk multietniskhed gør det muligt for flertallet at gøre hvad det lyster, mens enhver minoritet samtidig marginaliseres.
Til sidst er der også problemet med forskruede kriterier. Hvis man i dag klager over, at de, der ikke er bosniakker i dagens Sarajevo, ikke har det helt godt, kan man ”på gaden” få et meget typisk svar á la: ”hvad præcis er det, de mangler – der er jo ingen, der gør dem noget”. Dette er sandt nok, men samtidig langtfra nok til, at nogen kan føle sig godt tilpas. Den belejring, som Sarajevo var udsat for, og de floder af blod, som er løbet ned ad byens gader, har gjort, at mennesker i denne by kun reagerer, hvis der er tale om livstruende begivenheder. Alt andet går nok.
Jeg har overlevet hele krigen i Sarajevo og har oplevet mange dårlige ting, uden at jeg på nogen måde var skyld i dem. Men trods det, kan jeg – 17 år efter krigen – ikke finde trøst i udtrykket ”så længe der ikke skydes, så går det nok”. Jeg vil opleve, at min by accepterer mig og ønsker mig som borger, og at den også har noget at tilbyde mig. Jeg vil gerne have, at jeg i min by kan føle mig som en europæisk borger og ikke blot som en af ”de andre” – når nu jeg ikke er en del af de tre konstitutive folk. Hvis nogen i Sarajevo skal kunne føle sig som en verdensborger i dagens Sarajevo, kræver det andet og mere end det minimum af materielle goder, der skal til for at overleve.
© Pescanik og Magasinet rØST. Teksten blev bragt første gang den 16. marts 2012 og er oversat fra bosnisk af Ismar Dedovic.
