Steve-Sem Sandberg: De fattige i Lodz. 661 sider. Oversat fra svensk af Niels Lyngsø. Gyldendal. 349 kr.
Holocaust har til alle tider skubbet vores moral ud hvor den ikke kan bunde, og i den polske Lodz-ghetto har Steve Sem-Sandberg fundet en bundløs problemstilling at spinde sin dokumentariske roman omkring
Lodz-ghettoen eksisterede fra starten af 1940, hvor nazisterne måtte erkende, at de ikke sofort kunne »evakuere« alle de omkring 320.000 jøder, der boede i Lodz frem til august 1944, hvor de sidste 30-40.000 jøder blev deporteret. I takt med deportationerne til Chelmno og Auschwitz kom mange jøder fra resten af Europa til ghettoen, hvilket gjorde den til enhver tid overfyldt. Ghettoen leverede krigsvigtige forsyninger af uniformer og krigsmateriel til nazisterne og var den sidste ghetto i Polen, der blev opløst, ligesom det var den eneste, der ikke blev direkte kontrolleret af SS. Til gengæld var ghettoen mere tillukket end de andre, indsmugling var sværere, og fødevarerationer knappere. Som i Hertha Müllers Atemschaukel (dansk: Alt hvad jeg har, bærer jeg hos mig) inkarneres sulten også her af hungerenglen. Børnene spiser af græsset, og der er groteske typer som »Maven«, der samler på døde for at indkassere deres rationer.
Mordechai Chaim Rumkowski
Bogens hovedperson er også ghettoens omdrejningspunkt, samt en af de mest kontroversielle skikkelser under Holocaust overhovedet: Formanden Mordechai Chaim Rumkowski. Før krigen mistede han sin hustru til sygdom uden at ægteskabet havde båret frugt. Han blev forsikringsagent, men kaldtes Hr. Død, fordi han ingen midler skyede, når han skulle sælge en forsikring. Han sagde til en farvehandler, der afslog en forsikring, at denne ville falde død om, og ganske rigtig gjorde farvehandleren dagen efter så. Rumkowksi var også en snobbet society-stræber, men alle undgik ham, og trægheden satte langsomt ind, indtil han tog en forældreløs pige til sig og fandt sit nye kald: som mæcen for forældreløse børn.
Denne forhistorie gentager sig i ghettoen, hvor Rumkowski vitterligt bliver herre over liv og død og endelig får den underdanige taknemmelighed, han higer efter. Det er historien om opkomlingen, der ønsker respekt og accept af sin person, men ender med at tage til takke med underkastelse. Kritiske røster kommer på deportationslisterne, og hurtigt bliver man som læser forment adgang til et udenforstående billede af Rumkowski. Da han til gengæld som den eneste får lov til at forlade ghettoen og besøge jøderådet i Warszawa, er det en tør dom, de fælder over ham. En af dem kalder ham slet og ret »ufattelig dum, anstrengende; nævenyttig og farlig«, men nu var ghettoerne også hinandens modsætninger, udtrykt gennem deres tillid eller mangel på samme til nazisternes løfter om nåde.
Arbejde vil gøre os fri
Rumkowski tager det nazistiske slogan »Arbeit macht frei« ganske bogstaveligt og får alle i ghettoen til at arbejde for deres liv. Som den danske regering under besættelsen, men på meget dårligere betingelser, tror han på, at kun ubetinget samarbejde med nazisterne kan redde ghettoen. Da Heinrich Himmler besøger ghettoen i juni 1941, falder følgende ordveksling mellem ham og Rumkowski:
»- Hvad gør De så med deres folk, hr. Rumkowski?
– Med mit folk bygger jeg en arbejderby, hr. Reichsführer.
– Men dette er ikke nogen arbejderby – dette er en ghetto!
– Dette er en arbejderby, hr. Reichsführer og vi agter at blive ved med at arbejde, så længe De har krav til os.«
Børnekærlighed
Som nazisterne bærer Rumkowski rundt på cyanidtabletter, men til forskel fra dem, »tænker han aldrig på, hvordan det ville være selv at tage tabletterne. I stedet ser han sig selv røre to af dem ud i Reginas [hans kone] te«. Det groteske er dog, at det ikke kun bliver ved tanken, men bliver den direkte anledning til, at han adopterer den søn, ægteskabet ikke kunne bringe ham. Han besøger sit børnehjem, blander cyanidtabletterne med sukkerpiller, smider dem op i luften, og da kun et barn tør løbe efter pillerne, bliver det barnet, han kaster sin kærlighed på. Åndeligt såvel som kødeligt!
Denne opførsel ligger kort før bogens nok mest berømte begivenhed, udleveringen af 20.000 børn, gamle og syge fra ghettoen, som Rumkowski d. 3. september 1942 beordres til at gennemføre, hvilket han gør med talen »Giv mig jeres børn …!« der retorisk set er grusomt fremragende og konkret indkapsler Lodz-ghettoens moralske problem: Skal man udlevere sine svageste for at bevare håbet om at redde sine stærkeste? Eller som Rumkowski siger: »Jeg måtte amputere armene for at redde kroppen.«
Hvordan dømme jøden, der redder og dræber sit folk?
Bogen bør læses af enhver, der nogensinde har villet en moralsk konfrontation, for det bliver ikke mere problematisk end at dømme en mand, der på den ene side tyranniserer, ydmyger og udnytter (helt ud til seksuelt misbrug) sit eget folk og på den anden side holder dem i live i op til to år længere end alle andre ghettoer. I årene 1943 og 1944 regnede alle, Stalin måske undtaget, med, at Den røde hær hurtigt ville være i Berlin, men også for Lodz-ghettoen lod befrielsen vente på sig, selvom sovjetstyrkerne stod under 100 kilometer væk.
Kommer man problematikken nærmere ved at bevæge sig 200 kilometer sydpå? Dér blev jøder i de samme år tvunget til at arbejde i Auschwitz’ gaskamre, som dokumenteret i Gideon Greifs bog ”Vi græd uden tårer”, og umiddelbart kan man spørge, om Rumkowski i forhold til dem ikke havde et valg?
Sonderkommandoerne i Auschwitz vidste, at de ville blive dræbt før eller siden, derfor valgte de at fremskynde deres oprør. I Warszawa-ghettoen valgte de også at gøre oprør, men fælles for dem var, at det først lykkedes for dem at mobilisere en kampvilje, da de havde sikker viden om deres forestående likvidering.
Rumkowski var sikker på, at ghettoen ville vise sig uundværlig for den nazistiske krigsindsats, hvad den nok også var, men die Endlösung der Judenfrage var som bekendt vigtigere for Hitler og Himmler end krigens udfald. Og på den anden side igen sidder man efter endt læsning ikke tilbage med følelsen af, at Rumkowski var parat til at bringe personlige ofre for sine jøder.
Eftertidens materiale
Den aktuelle Holocaust-forskning har vist en øget interesse for gerningsmændene, og man bør også her kunne spørge til Rumkowskis rolle. Eller mere præcist, den Rumkoski, Sem-Sandberg præsenterer os for, som aldrig vil kunne finde endeligt belæg, men retfærdigvis kun kan være en gisning fra hans side. Vera er datteren i en af de familier, vi følger og ser opløse sig, ligeså hurtigt som de præsenteres, men hendes skæbne bliver også til en historie om bogens tilblivelse, da hun bliver ansat i ghettoforvaltningens hemmelige arkiv, hvor hun kommer til at leve i et lille kælderrum med hemmelig radio og alle de former for tryksager, som de kan finde og gemme. I dem begynder hun at sprede sine notater, som siden blev en del af det materiale, eftertiden og Sem-Sandberg havde til deres rådighed.
Hvor tæt vi kommer på denne ”jødekonge” er sådan set underordnet i forhold til bogens formål, alene omstændighederne i hele ghettoen, som nok er den egentlige hovedperson, er en totalorkestrering af de udryddelsesmekanikker, der drev mennesker ud over deres egen afgrund og af de undtagelser, der på trods af alt fandt en egen værdighed i deres død.
