KOMMENTAR | Den tidligere politiker Vesna Pesic kommenterer her et initiativ i Serbien, der opfordrer befolkningen til at stemme blankt ved det kommende parlamentsvalg i Serbien. Den nuværende regerings argument om at være det mindre onde, imponerer ikke forfatteren.
Teksten er bragt i samarbejde med netavisen Pescanik, og er oversat fra serbisk af Ismar Dedovic
Valgkampen er i fuld gang i Serbien og det samme er debatten om partiernes forhold til hinanden og deres resultater i de seneste fire år. For nylig har en gruppe intellektuelle opfordret Serbiens borgere, til ikke at stemme på nogle af partierne (på serbisk kaldes dette at afgive en ”hvid stemme”), da ingen af dem tilbyder et konkret program for at få landet ud af krisen og i øvrigt alle er prægede af korruption. Andre samfundsaktører (herunder regeringspartiet DS og dens allierede) opfordrer dog borgerne til at ”være realistiske” og i det mindste stemme på ”det mindre onde”, der dog er mindre korrupt end de andre.
Nedenstående tekst er et uddrag af tidligere toppolitiker Vesna Pesics tekst om dette emne. (Skrevet af Ismar Dedovic).
Jeg vender tilbage til spørgsmålet om, man bør stemme for ”det mindre onde”. Der er mange grunde til at vende tilbage til dette spørgsmål. En af grundene er det faktum, at der nu er et initiativ om at afgive ”proteststemmer” fordi der mangler et ordentligt alternativ til den korruption som alle partierne er blandet ind i. Det er det såkaldte initiativ om den ”hvide stemme”. Det stærkeste argument mod ”hvide stemmer” er netop muligheden for at stemme for det mindre onde. På denne måde, lyder argumentet, tager man ansvar for fremtiden, hvilket man ikke gør ved at undlade at stemme. En sådan stemme for det mindre onde betyder, at man er realistisk og ikke lever i en myteverden og det betyder, at man er med til at forhindre, at vi bevæger os tilbage. Enhver sådan regression vil nemlig kræve meget energi at kæmpe sig ud af og det er energi som vi ikke har.
En uendelig negativ cirkel
Mit mål her er ikke at fortælle nogen, hvad man skal gøre ved valget eller vurdere, hvad der er bedst i dette øjeblik: at vælge det mindre onde eller at afgive proteststemmer. Det mest overbevisende argument for ”det mindre onde” er, at man bør være realistisk og ikke forvente, at der kommer en almægtig politiker som kan ændre alt. Med andre ord, man bør være klar over, at Serbien er et tilbagestående samfund uden en demokratisk tradition, at vi længe har haft et étpartisystem, at vi i dag befinder os i en svær økonomisk og social situation: de unge forlader landet, anarkiet breder sig, vi har ingen international troværdighed mv. Og hvad er det så nogle intellektuelle – for hvem realiteter sjældent er i højsædet – forventer i en sådan situation?
Jeg synes dog ikke, at argumentet om, at en stemme for ”det mindre onde” er lig med realpolitik i vores tilfælde. For at underbygge mit argument, vil jeg gerne minde læseren om argumenterne mod ”det mindre onde” som advokaten Srdja Popovic fremførte for fire år siden, op til sidste valg. Det er nemlig ikke altid let at vurdere, hvad der er et mindre, og hvad der er et større onde. Man skal således kun stemme for det som vores samvittighed fortæller os er godt. For en stemme for et mindre onde er dog alligevel en stemme for et onde og det betyder en kapitulation i forhold til ens egen samvittighed og overfor omgivelserne, som man snarere burde søge at ændre. Man skal også tage ansvar for det mindre onde og man kan ikke klage efterfølgende. Der er ingen returret.
Fire år senere har den situation gentaget sig. Nu lader det til, at det stærkeste argument mod en stemme for ”det mindre onde” er, at en sådan stemme er med til at fastholde den samme situation og, at vi ved næste valg igen vil blive afpresset med vores frygt for det større onde. Grundlæggende kan det siges, at et tilvalg af ”det mindre onde” ender i en uendelig negativ cirkel, hvilket pr. definition er i modsætning til det argument om, at en stemme for det mindre onde er lig med realpolitik.
Det nuværende onde vs. det absolutte onde
Dette sker allerede i den nuværende valgkamp, for det regerende Demokratska Stranka [Demokratiske Parti – DS] og dens mindre koalitionspartnere, er nu i færd med at redde os fra tidligere medlemmer af de Radikale [en gruppe der, under ledelse af Tomislav Nikolic, brød ud af det Radikale Parti og dannede det serbiske Fremskridtsparti, red.] ligesom de for fire år siden skulle frelse os fra de ”rigtige” Radikale. Og hvis ikke vi stemmer på DS, så truer de igen med, at vi vil bevæge os i en forkert retning. Beskeden er således den samme: stem for det mindre onde, så vi kan ende med det onde som vi har nu, for selv det er bedre end det ”absolutte onde” som igen truer os.
Det er tydeligt, at der intet realpolitisk er i det argument. For hvis der var, så ville en stemme for det mindre onde dog give nogle resultater, og vi ville ikke befinde os i præcis den samme situation som for fire år siden. Jeg synes endda, at det er en værre situation for nu er vi alle klar over, at det mindre onde i virkeligheden er et onde, og at det ikke fører os nogen vegne. Men truslen er forblevet den samme, og vi ved ikke hvor lang tid der endnu kræves før det større onde er nedkæmpet. Hvor længe endnu skal det mindre onde sidde på magten? De der afpresser os har udnævnt sig til vores evige mindre onde, fra hvilket der ikke er frelse. Tilbuddet er forvandlet til en religiøs fælde: vi skal enten stemme på det evige mindre onde eller det evige onde. Der er ingen udgang og det vil der heller ikke være i fremtiden.
Så snart politik bliver så rigidt, så må vi indse, at der er noget galt med den. Den må være faldet i nogle ideologiers og/eller interessers kløer, der ikke har nogen forbindelse med os der lever her i Serbien. Skal vi så vedblive med at gå i ring og bekæmpe større og mindre onder, der det ene øjeblik synes at bekæmpe hinanden og det andet øjeblik står sammen? De står faktisk på samme side og mod os. DS omdefinerer hvert andet øjeblik, hvem der udgør et større og hvem et mindre onde og partiet gør det i henhold til sine egne interesser. Og så skal vi fortsat kæmpe for at støtte et mindre onde, der for længst er gået i et med det større onde.
Det mindre onde har, ifølge Srdja Popovic, en tendens til at udviske forskellen mellem sig selv og det ”større onde”. Hvis ikke det er sådan, så spørg lige hvorfra Boris Tadic og DS har alle de stemmer? Og hvordan vil de ellers sikre sig magten igen, for så om fire år igen at kunne synge samme sang om historie og om det større og det mindre onde.
® Pescanik og Magasinet rØST. Bragt første gang på Pescanik den 21. marts 2012. Teksten er oversat af Ismar Dedovic.
