Det polske veto var ikke uventet. I juni sidste år nedlagde Polen for første gang veto imod Kommissionens planer på CO2-området, og op til fredagens miljøministermøde havde der i polske medier været forlydender om, at et polsk veto igen var endog meget sandsynligt.
Samtlige EU-lande er enige om et reduktionsmål på 80-95 % i 2050 i forhold til 1990, og man er ligeledes blevet enige om en reduktion på 20 % i 2020. Med køreplanen ønsker Kommissionen med klimakommissær Connie Hedegaard i spidsen at opstille konkrete delmål for, hvordan det forkromede 2050-mål skal nås.
En ensom forsvarer af Europas velfærd
Dette er imidlertid for skrap kost for Polen. Allerede før fredagens møde udtalte miljøminister Marcin Korolec, at det er alt for tidligt at lægge sig fast på en klimapolitik, når udfaldet af forhandlingerne på globalt plan endnu er ukendt.
Efter mødet forklarede Europaminister Mikolaj Dowgielewicz vetoet med, at det ville være selvmord for EU at opstille nye reduktionsmål midt i denne krisetid, og at Polen har tænkt sig at fortsætte med at stå hårdt fast på denne holdning.
Før mødet forlød det, at Tjekkiet, Rumænien og et enkelt land i Baltikum støttede op om Polens CO2-reduktions-modstand. I sidste ende endte disse lande dog med at stemme for forslaget, og Polen stod derfor – nøjagtig som i juni 2011 – alene med sit veto.
Bekymringer for Polens økonomi og energisikkerhed
Det er dog ikke alene altruistiske bekymringer om EU-økonomien, der driver Polens modstand imod at opstille konkrete reduktionsmål. Polen er i høj grad afhængig af kulenergi, idet 90 % af elektriciteten kommer fra kul, hvilket er den mest CO2-udledende energiform. Dette er med til at sikre billig strøm i Polen til stor fordel for den polske industri, som ville komme til at lide kraftigt under forhøjede miljøafgifter på kul og CO2-udledning til skade for den polske konkurrenceevne.
Selvom Polen er gået i gang med de første skridt hen imod atomkraft, og selv hvis der i højere grad bliver satset på bæredygtige energikilder, vil Polen stadigvæk i årtier fremover være afhængig af kul.
Det handler dog langtfra kun om økonomi. Kul kan Polen producere selv, mens det væsentlig mere CO2-venlige naturgas skal importeres østfra. Russerne har ved tidligere lejligheder vist, at de med stor fornøjelse bruger naturgas som politisk pressionsmiddel, så øget energiafhængighed af Rusland er bestemt ikke en situation, Polen ønsker at sætte sig selv i.
En skuffet Hedegaard lader sig ikke slå ud
Det polske veto betyder, at Kommissionen ikke umiddelbart kan gå videre med sin køreplan for CO2-reduktion, hvilket bestemt ikke huer hverken klimakommissær Connie Hedegaard eller det danske formandskab, som meget gerne havde set en godkendelse af køreplanen på miljøministermødet.
Køreplanen ville ikke i første omgang have været bindende. Polen stolede dog tydeligvis ikke på Kommissionen på dette område og ønskede derfor ikke at give grønt lys til, at Kommissionen kan gå videre med sine planer, der måske på et senere tidspunkt kan udmønte sig i bindende lovgivning.
Connie Hedegaard lader sig dog ikke slå ud af det polske veto. – Det polske veto imod Kommissionens køreplan er uheldigt, men kommer ikke til at sætte en stopper for Europas overgang til lavemissionsøkonomi – lod hun forstå dagen efter miljøministermødet. Hun beklagede, at Polen for anden gang havde blokeret de foreslåede Rådskonklusioner, men glædede sig over, at de resterende 26 medlemslande trods alt var for, og bedyrede, at Kommissionen bestemt har tænkt sig at gå videre med sine planer på området.
