KOMMENTAR | Søndag er valgdag i Rusland. Putin vinder med al sandsynlighed og bliver landets næste præsident, men er samfundsudviklingen ved at løbe fra ham? Erik Kulavig kommenterer.

Da Sovjetunionen brød sammen var jeg en af de iagttagere, der naivt troede, at de mange fornuftige og kompetente russere, vi kendte, nu endelig ville få en chance for at vise, hvad de duede til, og at de, hvis de greb tilbage til erfaringerne fra årtierne før revolutionen i 1917, snart ville få det potentielt rige land på fode igen.

Jeg vil gerne holde fast ved, at Rusland er kommet et langt stykke i retning af Europa under først Jeltsin, hvis opgave det mest blev at bryde det gamle kommunistiske system ned, og siden Putin og Medvedev, der kom til at stå for genopbygningen. Det sidste bliver ofte forvekslet med et tilbagetog til fordums autoritære og totalitære system, men selv om metoderne undertiden kan vække den slags minder, glemmer man, at målet er et ganske andet, nemlig Ruslands videre integration i verdensøkonomien og i verdenssamfundet. Putin er om nogen klar over dette – han sad centralt placeret i den hemmelige tjeneste KGB – hvor man allerede fra begyndelsen af 1980’erne var klar over, at Sovjetunionen var på hælene, og at der måtte omfattende reformer til for at undgå den totale økonomiske nedsmeltning, og hvad der deraf måtte følge af social og politisk uro.

Endnu en omgang
Putins regeringstid har været en vanskelig politisk balanceakt på en knivsæg. På den ene side en bevidsthed om, at Ruslands fremtid lå i en eller anden form for tilegnelse af den vestlige model, på den anden side en kulturelt betinget tilbøjelighed til at gribe til metoder, der ikke altid var befordrende for denne udvikling. Man kan sige, at Putins beslutning om at stille op til endnu en præsidentperiode, der oven i købet er blevet udvidet fra fire til seks år, er en af de politiske handlinger, der trækker i den forkerte retning. Meget taler for, at det var den dråbe, der for mange medlemmer af den nye middelklasse, fik bægeret til at flyde over og fik dem på gaderne med krav om et regimeskifte. Det paradoksale er, at mange af disse mennesker i virkeligheden kan takke Putin for deres privilegerede stilling, men han er ikke den første reformator, der, om jeg så må sige, bliver overhalet af samfundsudviklingen.

Når man ser bort fra kommunisterne, er der ikke nogen seriøs politisk opposition til ”præsidentpartiet”, ”Forenet Rusland”, og det er måske det, der har fået Putin til at tage endnu en tur. Det skyldes vel at mærke ikke alene fusk med valgtallene, manipulation med medierne eller politisk forfølgelse fra magthavernes side – selv om alle disse ting formodentlig finder sted – men først og fremmest fraværet af demokratisk politisk kultur og tradition. For det andet er der simpelthen indtil dato for få seriøse mennesker, der har fundet det besværet værd at beskæftige sig med politik. Alt dette er måske ved at ændre sig.

Mange af de mennesker, der er gået på gaderne i de seneste uger og måneder, er både velmenende, kompetente og fredelige, men der er også politiske kræfter – nationalbolsjevikker, fascister og antisemitter og andre fantaster – som man kun vanskeligt kan være i stue med. De første udgør måske den første spæde begyndelse på en seriøs, politisk opposition, og det skal blive meget spændende at se, om medlemmerne har den styrke og tålmodighed, der skal til for at opbygge egentlige politiske partier, og om de er rede til at tage et ansvar for landets udvikling.

Kommunisten og pauseklovnen
Ser man på samtlige fem præsidentkandidater, kan man ikke andet end blive forstemt. Putin underminerer sin egen europæiske kurs ved at ”monopolisere” præsidentmagten. Prokhorov er en af disse nye milliardærer, som ikke længere behøver at tjene penge og derfor har kastet sig over politik. Han har ikke noget egentligt program og ikke noget politisk bagland. Liberaldemokraten, Sjirinovskij, der er alt andet end partinavnet siger, er en politisk fantast og pauseklovn. Mironov, der sidste gang stillede op med det erklærede formål at forære sine stemmer til Putin, kan næppe betegnes som et alternativ. Den sidste er Sjuganov, og det mest forstemmende er måske, at netop en kommunist skal være det mest seriøse bud på et alternativ til Putin.

Ud fra vidt forskellige bevæggrunde peges der fra alle sider i det politiske spektrum på, at Putin er tvunget til at gennemføre reformer. Fra Putin-venlige kredse hævdes det, at de allerede ligger klar, og at de går på en uddybelse af de demokratiske og økonomiske reformer. De kritiske røster siger derimod, at Putin forbereder en yderligere opstramning af kursen. At han i stedet for at bygge på de samfundsmæssige kræfter i stigende grad vil hælde til den russiske tradition for overdreven statslig magt og statslig kontrol. Som sagerne står, vil det mest sandsynlige være, at han må fortsætte sin vanskelige balanceakt, og vi kan kun håbe på, at de konstruktive politiske kræfter er stærke nok til at forhindre ham i at falde i den totalitære traditions sump.

Erik Kulavig er leder af Center for Koldkrigsstudier på Syddansk Universitet.

Læs anmeldelsen af Kulavigs seneste bog: Den russiske revolution 1917

Af Erik Kulavig