INTERVIEW | I anledning af, at Serbien i går (1/3) opnåede status som kandidatland til EU ved topmødet i Bruxelles, bringer rØST et interview med lektor på Sydøsteuropastudier på Aarhus Universitet Christian Axboe Nielsen om de kommende udfordringer, Serbien endnu står overfor.
Interviewet er foretaget af Niklas Stribolt den 29. februar, og er bragt i samarbejde med Altinget.
Hvilke konsekvenser får det for Serbien at blive optaget som EU-kandidatland?
Serbien har kun fået kandidatstatus, og dvs. at der bliver en lang række forhandlinger, der skal til og gå i gang nu før de kan blive fuldgyldige medlemmer. Der er de 35 kapitler af EU-reglementer, der skal forhandles igennem, hvor Serbien står til at skulle inddrage størstedelen i deres reglementer, og det betyder, at vi formentlig kommer til at have en lang periode på 6-7 år, før Serbien bliver EU-medlem.
Som vi kan se på selve proceduren, der ligger op til Serbiens kandidatstatus, så er der en lang række emner – først og fremmest Kosovo-emnet – som kan spænde ben for den vej. Tildelingen af kandidatstatus er selvfølgelig et positivt signal, som det hovedsageligt også er blevet modtaget i Serbien og i regionen, men der er rigtig mange ting, der kan dukke op under forhandlingerne, herunder ting som folk måske ikke engang har tænkt sig kunne blive problematiske.
F.eks. kom Rumænien lige pludselig og begyndte og brokke sig over, at Serbien ikke behandlede det rumænske mindretal særlig godt. Tyskerne og andre var ret forarget over, at noget som endelig kom i hus, lige pludselig skulle til en debat endnu engang. Sådan kan det også inden længe gå med en hel række andre emner.
Der er ingen tvivl, om på trods af at Serbien har gjort stort fremskridt – især siden 2008 – har de en økonomi, en finansiel struktur og politisk system, som skal omfattende omstruktureres i de kommende år før de bliver modne til EU-medlemskab.
Hvilke reformer er nødvendige for, at Serbien kan blive EU-medlemsstat?
Der er brug for en lang række reformer. De gode nyheder for Serbien er, at kandidatlandsstatus vil udløse en hel bunke EU-midler, der vil gøre, at der også bliver råd til de her reformer. Hvis vi kigger på det juriske, sidder Serbien stadig fast i en række problemer, herunder en problematisk arv med hensyn til især dommere, som de har overtaget fra Milošević-tiden og en lovgivning og et meget tungt juridisk system, der skal omstruktureres, så det bl.a. bliver gjort nemmere at straffe organiseret kriminalitet, korruption og ikke mindst også videreført retsforfølgelse af krigsforbrydere fra 90´erne.
Medierne sidder Serbien, som så mange andre lande i Sydøsteuropa, fast i en situation, hvor der måske ikke er så store problemer mht. ytringsfrihed, som der var engang pga. politisk kontrol, men på den anden side er der store mediekoncerner, der har sat sig på langt størstedelen af medielandskabet. Det betyder, at der kun er ganske få uafhængige medier, der tør at kulegrave f.eks. korruptionssager og politisk sårbare emner, fordi mange er omfattet af de magtstrukturer, der prægede 90´erne. De har nu hvidvasket de formuer, som de har formået at skabe igennem 90´erne, og nu har de et nyt ansigt som bl.a. mediebaroner. Derved kan de også igennem deres redaktører sikre sig, at der ikke bliver skrevet noget kritisk om det de tidligere var involveret i.
Serbien har stadig også i meget stor grad brug for at omstrukturere deres sikkerhedstjenester. Både de militære og civile efterretningstjenester er stadig til en betydelig grad – dog mindre end tidligere – præget af Milošević-tiden, og der har man tøvet. Der er bl.a. gjort meget lidt i Serbien i forhold til at åbne arkiverne med dokumenterne af de folk, der måske også blev overvåget, og fik deres borgerlige rettigheder krænket under kommunismen. Det er der kun ganske lille mulighed for at få adgang til de i modsætning til, hvordan det har været i de mere reformerede østeuropæiske lande, der er blevet EU-medlemslande.
Hvordan vurderer du Serbiens konkurrencedygtighed og eksportpotentiale, når de først bliver indlemmet i EU?
Der vil være enormt arbejde, der skal gøres økonomisk set i Serbien. Den positive side for Serbiens nationaløkonomiske situation er, at arbejdskraften er ekstremt billig i forhold til de fleste EU-lande. F.eks. har den italienske bilproducent Fiat åbnet en kæmpe bilfabrik i Serbien. Det er en god ting. På den anden side opdagede Fiat også, at produktiviteten af serbisk arbejdskraft er meget lav og det bragte fabrikken i en krise. Lignende oplevelser har vestlige investorer også gjort sig, når de har prøvet at åbne fabrikker i Serbien. En af de store amerikanske stålproducenter har fornylig også udtalt sig om at de måske vil trække sig ud af Serbien, fordi de har været utilfreds med det, der er sket med produktionen dernede. Dertil har norske virksomheder brokket sig over at det fortsat er alt for svært at investere i serbiske virksomheder, at der var alt for meget bureaukrati og at det simpelthen var for vanskeligt selv, og man derfor havde lyst til at forlade landet. Det er en af de ting som i samarbejde med EU skal laves om.
Positivt for Serbien er, at de har en meget stor landbrugssektor, og der vil det uden tvivl være en udfordring for serbisk landbrug og for EU at finde ud af, hvad vilkårene bliver for serbiske landmænd, hvilket prisniveau deres produkter får, når de kommer ind på fælles markedet. Der skal gøres meget for at forberede serbisk landbrug og serbisk økonomi i det hele taget op til et EU-medlemskab.
Hvilke interesser har EU i at få Serbien med i EU-samarbejdet?
Serbien er det største land i det tidligere Jugoslavien, og det er også det største marked for EU-varer. Derfor vil man også af legitime og økonomiske interesser have Serbien med ind i varmen, så det marked bliver omfattet af alle EU´s reglementer og bliver tilgængelige for alle EU-varer, uden at EU-varer skal fortoldes når de kommer ind i Serbien. Det er selvfølgelig den primære interesse.
Man håber i EU, at serbisk medlemskab kan ændre på den kronisk dårlige politiske situation i Bosnien, der jo har et stort serbisk mindretal. I den sammenhæng vil det at indlemme Serbien i EU-samarbejdet gøre, at man endegyldigt vil gøre det umuligt for nogen form for bevæbnet konflikt at udbryde i Bosnien. Serbien selv og serbisk økonomi vil være de største tabere, hvis en ny krig udbryder på Balkan. Dermed gør man Serbien til en konstruktiv samarbejdspartner i at løse de problemer, der er med det serbiske mindretal i Bosnien i modsætning til den meget destruktive rolle, som Serbien spillede i 90´erne.
Den offentlige mening i Serbien lige nu er støtten til EU paradoksalt nok på et rekordlavt niveau. Der er kun lidt over 50 procent af Serbiens befolkning, der støtter EU-medlemskab.
Christian Axboe Nielsen er ph.d. i Balkanstudier og lektor på Sydøsteuropastudier på Aarhus Universitet. Han har tidligere været tilknyttet den Internationale Domstol i Haag.
