I dag er fire år siden, at Kosovo erklærede sig selvstændigt fra Serbien. I den anledning bringer vi her Fatos Kutllovci analyse af opbygningen af den nationale identitet i Kosovo.
Næsten hvert år optager FN nye medlemmer. Og mange ’gamle nationer’ som man engang troede var fuldt ud konsoliderede, opdager at de bliver udfordret af ’sub’-nationalismer inden for deres grænser. Nationalismer der naturligvis drømmer om at kunne droppe denne ’sub’-hed en skønne dag. Den længe spåede ’afslutning på nationalismens æra’ er end ikke i syne. Faktisk er nation-hed den mest universelt legitimerende værdi i vor tids politiske liv. – Benedict Anderson (1991:45)
Fire år siden, den 17. februar 2008, erklærede Kosovo sig som en selvstændig og suveræn nationalstat, efter årtiers (nogen vil mene århundreders) kamp for uafhængighed, ført an af landets hovedsagligt etnisk albanske population.
Selvstændighedserklæringen opnåede hurtigt diplomatiske anerkendelser fra det internationale samfund, dog mestendels fra den vestlige hemisfære som udgjorde netop de lande som har måttet intervenere i krigene i Europas baghave – det nu forhenværende Jugoslavien.
Nu, fire år efter, mangler Kosovo stadig fuld anerkendelse af det samlede internationale samfund, og ikke mindst serbisk anerkendelse, fra hvem Kosovo erklærede sin uafhængighed.
Idéen om nationalstaten
Den kosovo-albanske stræben efter selvbestemmelse i snart så længe som idéen om nationalstaten har taget form, må ses i lyset af, hvordan den etnisk albanske befolkning i Kosovo i mange år har været udsat for skiftevis osmannisk og serbisk overherredømme gennem de sidste par århundreder. Dette faktum spiller tydeligvis en vigtig rolle i kosovo-albanernes kollektive hukommelse, og deres lange krav om selvbestemmelse efter devisen et folk, et sprog, en nation og deres legitime ret til det territorium Kosovos bølgede landskab hviler på – dette folks atdhe (denne jord = hjemland, red.).
Omvendt har Kosovo stor betydning for serbisk nationalidentitet i kraft af dets store symbolske værdi, fordi Serbien, i hjertet af Kosovo, tabte det mytiske slag om Kosovo i 1389 til den osmanniske hær. Selvom kosovo-serbere i dag kun udgør 7 procent af befolkningssammensætningen i Kosovo, vedbliver Kosovos mytiske værdi for Serbisk nationalidentitet intakt.
På denne måde fremstår den symbolske værdi- og identifikationen med Kosovo som det mest essentielle for både ’kosovansk’ (udtryk for kosovo-albanere identificerer sig med, red.) og serbisk national identitet, og har ført til at begge folk kræver legitim, eller snarere, ubestridelig ret over Kosovo.
Post-Tito
Kort efter Milosevic’ indtræden som Serbiens første præsident blev Kosovo i 1989 frataget sin vidtgående autonomi, ganske i tråd med de nationalistiske tendenser, der havde fået lov at opblomstre efter Titos død i 1980.
Den forfatningsmæssige fjernelse af Kosovos reelle selvbestemmelse konsoliderede genoprettelsen af et ’forenet Serbien’. Mens ’genforeningen’ blev fejret i Beograds gader, blev den folkelige utilfredshed i Kosovo besvaret med nedskydning af demonstranter.
Forfatningsændringen betød nemlig, at Kosovo, og dermed det kosovo-albanske folk, blev frataget retten til selvbestemmelse. Forinden havde Kosovo nydt status som selvstændig provins og konstitutionelt element i Jugoslavien. Dette gav Kosovo samme privilegier som de andre republikker i føderationen, og betød at dets interesser blev varetaget fra Pristina. Alt dette blev dog med ét historie.
Konstruktionen
Derfor blev 1989 på mange måder et skelsættende år for den egentlige konstruktion af den Kosovo-albanske etno-nationale identitet. 1989 markerede nemlig et nærmest paradigmatisk skifte i Kosovos relation til Serbien. For den albanske befolkning i Kosovo konsoliderede systemskiftet samtidig oprettelsen af ét stort parallelsamfund, hvor kosovo-albansk selvbestemmelse blev realiseret gennem parallel-strukturer i opposition til styring fra Beograd. Kravet om fuld selvstændighed fik øget momentum hos den kosovo-albanske befolkning og blev et afgørende vendepunkt i den kollektive bevidsthed, som især blev næret gennem det hurtigt etablerede parallelle uddannelsessystem, der opstod som et modsvar til manglende reel selvbestemmelse.
Det parallelle uddannelsessystem, ofte etableret i private hjem, medvirkede yderligere til at nære og forstærke statsopbygning processen på mange måder. Revisionen af skolecurricula i historie- og geografifagene, som tidligere promoverede en jugoslavisk identitet, promoverede nu bevidstheden om Kosovo som en nation. Historietimerne forfremmede den etno-nationale identiet, mens geografitimerne hyldede Kosovo som en uafhængig stat med demarkerede grænser som skulle konstituere republikken Kosovo.
Denne udvikling førte til dels også til at tidligere, undertrykte, albanske aspirationer om at forene Kosovo med dets rette moderland Albanien, ophørte med være prioriteret for de fleste. Rettere, ambitionen om oprettelsen af en reelt uafhængig albansk stat i Kosovo voksede større, mens aspirationen om forening med Albanien faldt proportionelt. Manglen på tætte politiske og kulturelle interaktioner har formentlig været medvirkende til at forstærke udviklingen af distinkt ’kosovansk’ national identitet fremfor en Pan-albansk ditto. Det ville dog være usandt at sige, at denne aspiration ikke eksisterer blandt en mindre gruppe albanere fra både Kosovo og Albanien, selvom det synes som en umulighed.
2008 og selvstændighedserklæringen
Da Kosovo i 2008 erklærede sig uafhængig, i en helt ny historisk kontekst end den i slutfirserne, er grænserne identiske med dem der blev promoveret i geografilærebøgerne. Disse grænser havde forinden konstitueret administrative linjer, men den kosovo-albanske konstruktion af rummet har vist sig afgørende for den egentlige etablering nationalstaten Kosovo. Her skal man også finde grunden til den generelle uvilje blandt den albanske befolkning i Kosovo mod kosovo-serberne i Nordkosovo ønske om at løsrive sig fra Kosovo.
Internationale reaktioner overfor Kosovos ensidige uafhængighedserklæring har været overvejende anerkendende. Og selvom Kosovospørgsmålet er forsøgt fremstillet som sui generis har det dog afholdt lande med svagere territorial integritet fra at anerkendelse Kosovo.
Spørgsmålet om Kosovos de jure status vedbliver i 2012 i et limbo, selvom den Internationale Rets Domstol (ICJ) har erklæret Kosovos uafhængighed i overensstemmelse med folkeretten, da kun omkring halvdelen af det internationale samfund og 22 af EU’s 27 medlemslande har anerkendt Kosovos nationale og territorielle suverænitet. Det er dog ubestrideligt, at Kosovo de facto fungerer som en selvstændig stat samtidig med at Kosovos nationale identitet er blevet stadigt udviklet.
Det er svært at forestille sig at den serbiske holdning til Kosovos selvstændighed kommer til at ændre sig væsentligt i den nærmere fremtid, i alt fald officielt plan. Til det er Kosovos symbolske betydning for mange serbere stadig for stor. Der har dog bredt sig en anerkendelse i den politiske elite i Serbien om, at Kosovo reelt er tabt, og få iagttagere, både lokalt og internationalt, tror i dag på, at Kosovo igen kommer under reel serbisk kontrol.
