KOMMENTAR | Den serbiske liberale politiker Cedomir Jovanovic’s udtalelser om, at Republika Srpska er grundlagt på folkemord, har skabt et ramaskrig i Serbien. Forfatteren Gojko Beric kommenterer på situationen.
Artiklen er bragt i samarbejde med den serbiske avis Pescanik og er oversat fra serbisk af Ismar Dedovic.
Den pompøse fejring af Republika Srpskas 20 års fødselsdag den 9. januar 2012, har ført til en fornyet debat omkring denne entitets eksistensberettigelse og baggrunden for dens skabelse. Modstandere af entiteten påpeger, at den er bygget på folkemord og etnisk udrensning, mens dens tilhængere ser entiteten som et udtryk for det bosnisk-serbiske folks vilje til at have en stat for sig selv. Debatten er dog ikke kun aktuel i Bosnien-Hercegovina, men også – og måske endnu mere intensivt – i Serbien. Serbiens præsident valgte – i et forsøg på at fremstå som en god patriot op til valget i Serbien – at deltage i fejringen af RS, hvilket har ført til heftige anklager om at han fortsætter en storserbisk linje overfor Bosnien-Hercegovina.
Den 28.januar udtalte formanden for Serbiens Liberalt-demokratiske Parti (LDP), Cedomir Jovanovic, at han var enig i bedømmelsen af, at RS var skabt på folkemord. Udtalelsen medførte straks anklager om forræderi og trusler mod Jovanovic, der i øvrigt allerede er under politibeskyttelse på grund af sine anti-nationalistiske holdninger, der ikke er lige populære hos alle i Serbien.
Jovanovics udtalelse er baggrunden for denne artikel, der først er udgivet i den berømte bosniske avis, Oslobodjenje, der under og umiddelbart efter krigen i BiH, var kendt som en anti-nationalistisk højborg. Forfatteren, Gojko Beric, er bosnisk-serber, bosat i Sarajevo og skriver jævnligt for Oslobodjenje. Indlægget blev dagen efter sin udgivelse også udgivet på Pescanik.net.
(Introduktion af Ismar Dedovic)
Det er efterhånden 16 år siden, den imponerende 60.000-mand store NATO-styrke kom til Bosnien-Hercegovina med det formål at opretholde Daytonfreden. Deres mission er for længst afsluttet, men en egentlig fred er ikke oprettet. Lokale herskergrupper udskiftes, de internationalt udpegede vesirer ligeså, landet tømmes for unge generationer – dens mest dyrebare ressource – en stigende fattigdom er blevet en del af hverdagen, alt imens vores politiske overhoveder, vores historikere og medier, forfattere, akademikere, og endda vores religiøse ledere stadigvæk fortsætter deres uafsluttede krig. Det kan ses tydeligt bare man åbner en avis. Krigsforbrydere er stadigvæk tophistorier i medierne, hvor de er blevet et middel til skabelse af permanent splittelse af hele nationer. Det kan heller ikke være anderledes i et land der, med fader Ivan Markovics ord, er ”oversået med død, hvis grave er overfyldt med ofre, og i hvilket forbrydere endnu ikke har afsluttet deres gerninger”.
Krigsforbrydertribunalet i Haag har afsluttet sin liste af eftersøgte med tilfangetagelsen af Goran Hadzic, præsident i den selverklærede Serbiske Republik Krajina [udbryderområde i Kroatien] og vil lukke og slukke i 2015. De fleste mordere af uskyldige civile, kvinder og børn vil aldrig blive dømt for deres forbrydelser. Deres ofres klageråb når alligevel ikke langt og vil en dag forsvinde ud i den tomme luft.
Ufattelig benægtelse
Men der findes noget endnu mere frygteligt og mere smertefuldt end selv denne kendsgerning og det er den kollektive relativering af egne forbrydelser, som går så langt som til benægtelsen af disse. Jeg taler her om serbere, men dermed ignorerer jeg ikke det faktum at både kroatiske og bosniakkiske nationalister holder fast i samme ”princip”. Men serberne er førende på området, ligesom de i øvrigt er førende i omfanget af begåede forbrydelser. Det er fx en modbydelig løgn at påstå, at der i Srebrenica ikke er begået et folkemord mod bosniakkerne, da dette er en uomtvistelig kendsgerning, bekræftet af domstolen i Haag.
Den stædighed hvormed benægtelsen sker, er ufattelig for et normalt menneske. Der findes intet menneskeligt i dette forhold til ofrene. Det er som om der fra dette nationalistiske raseri, vælder en sidste foragt mod dem, hvis liv afsluttedes i massegravene.
Den nu afdøde serbiske psykiater og akademiker, Jovan Raskovic – faderen til ideen om ”træstammerevolutionen” [indledningen til krigen i Kroatien, red.] – forsøgte at overbevise Tudjman [Kroatiens første præsident] om at serberne er et ”sindssygt folk”. Tudjman var overhovedet ikke imponeret over denne diagnose og den interesserede ham i øvrigt heller ikke. Det forbliver dog uklart, hvad Raskovic forsøgte at sige med dette: At serberne er farlige når de rammes af sindssyge og at det derfor er bedst at holde sig fra dem? Eller at de, når de rammes af sindssygen, ikke længere ved hvad de laver, og at man derfor – i næsten bibelsk forstand – skal tilgive dem? Tyskerne blev også ramt af massiv nazistisk sindssyge for mere end syv årtier siden, men intet er blevet dem tilgivet.
Tyskland som forbillede
De tider er nu forbi, regningerne er betalt og Tyskland er blevet det mest demokratiske land i Europa. 27. januar markerede verden årsdagen for befrielsen af den berygtede dødslejr Auschwitz, i hvilken der blev dræbt 1.600.000 mennesker, heraf 1.000.000 jøder. FN har erklæret dagen, hvor sovjetiske tropper befriede kz-lejren for Holocaustdag. I år blev denne dag en officiel mindedag i Europa-Parlamentet.
Parlamentets nyvalgte formand, Martin Schulz, udtalte foran de europæiske parlamentarikere: ”Det tyske folk i dag er ikke ansvarligt for Holocaust, men det er ansvarligt for at opretholde mindet om den begivenhed. For mig betyder det, at enhver som repræsenterer det tyske folk i en eller anden vigtig funktion også skal være opmærksom på tyskernes ansvar i verden.” Schulz er socialdemokrat og Milorad Dodik [leder af den serbiske entitet, Republika Srpska, red.] er socialdemokrat, men det er umuligt at forstille sig at Dodik den 27. januar i Republika Srpskas parlament skulle udtale, at: ”Vi serbere har begået et folkemord i Srebrenica og andre frygtelige forbrydelser, vi har gennemført en grundig etnisk udrensning, og det er vores pligt altid at mindes dette!”.
Flere sandheder om krigen, kun én om forbrydelserne
Det at serberne har deres sandhed om den bosniske krigs karakter, og kroaterne og bosniakkerne hver deres, og at de ikke kan blive enige om, hvem der påbegyndte krigen, kan til en vis grad forstås. Men der må ikke herske tvivl om nogen af forbrydelserne. Der findes kun én sandhed om enhver forbrydelse, der er begået i løbet af krigen – på den ene side er bødlen og på den anden side bødlens offer. I mere lykkelige tilfælde er det op til en domstol at afgøre, hvad sandheden er og at dømme derefter, men i mange andre tilfælde forbliver denne retfærdighed desværre uopnåelig.
En farveblind person kan ikke skelne mellem en grøn og en rød farve, men her er der tale et medfødt handicap. Derimod er Dodiks manglende vilje til at forstå serbiske forbrydelser i deres helhed ikke et udtryk for et medfødt handicap, men derimod for politisk og moralsk idioti. Forholdet til folkemordet i Srebrenica og de mange andre serbiske forbrydelser, hvis gerningsmænd har fået deres straffe, kan ikke blive forvandlet til et spørgsmål om Dodiks personlige holdning, ”beskyttet” af retten til ytringsfrihed og tankefrihed.
Dodik var ikke nationalist
De sidste par dage har vi været vidne til en propagandistisk lynchning af formanden for det Liberal-demokratiske parti, Cedomir Jovanovic. Efter hans tale på sit partis generalforsamling, afholdt sidste lørdag [28. januar] i Beograd, har storserbiske inkvisitorer på begge sider af Drina, erklæret ham for forræder, under synkroniserede klapsalver fra medier i både Beograd og Banja Luka. I deres øjne er Jovanovic et stykke ”politisk afskum”, der lefler for den ”politiske offentlighed” i Sarajevo. Jeg ved ikke hvorfor Jovanovic skulle gøre dette, for hans vælgere bor i Serbien og ikke i Bosnien. Og jeg tror heller ikke han ønsker at bosætte sig i Sarajevo. Men det er nu mindre vigtigt, for situationen er blevet alvorlig. En klummeskriver i ”Nezavisne Novine” [RS’ største avis og kendt for at udtrykke Dodik-godkendte holdninger, red.] opfordrer, fuld af patriotisk ophidselse, til opstand og formaner sine serbiske brødre om, at ”det er på høje tid, at Republika Srpska fremlægger et lovforslag, der kan regulere og sanktionere offentligt udtalte fornærmelser om det såkaldt folkemorderiske og forbryderiske fundament for denne entitet”.
Alt det på grund af følgende udtalelse fra Jovanovic: ”Det er sandt. Republika Srpska er skabt ved folkemord. Ved folkemordet i Srebrenica, ved en etnisk udrensning uset i Europa siden anden verdenskrig… Dodik var ikke nationalist. Hans parti var ikke SDS og han byggede ikke RS på folkemordet i Srebrenica, han var imod dette. Men i dag oplever alle ham som en nationalist, der står skulder ved skulder med Karadzic, og jeg skal sige jer hvorfor. På grund af Beograd. For hvad er man i Bosnien, hvis man er en mindre nationalist end dem i Beograd? Man er forræder.”
Og hvad er så kontroversielt i den udtalelse? Intet, absolut intet. Er det overhovedet nødvendigt længere at forklare, hvorfor Republika Srpska ikke har, og aldrig vil have, moralsk legitimitet?
© Pescanik og Magasinet rØST.
