Polen havde ellers sammen med flertallet af EU-lande ved en ceremoni i Tokyo den 26. januar underskrevet ACTA – en international aftale, hvis formål er at dæmme op for piratkopiering af intellektuel ejendom, medicin, kopivarer o.l. Der blev ved den lejlighed protesteret højlydt fra flere sider. En lang række officielle polske internetsider blev udsat for hackerangreb, og folk gik på gaden i de større polske byer i protest mod regeringens underskrivelse af en aftale, som ifølge kritikere kommer til at begrænse internetbrugeres frihed i cyberspace, som primært tjener store virksomheders interesser, og som er blevet forhandlet på plads uden inddragelse af civilsamfundet. Regeringen blev dog ved at pointere, at ACTA ikke kommer til at få betydning for polsk lovgivning.
En presset regering giver efter
Den 3. februar gav regeringen dog efter for presset. Premierminister Tusk erklærede, at regeringen ikke vil sende ACTA-aftalen til godkendelse i det polske parlament, før man har haft tid til at analysere både ACTA og den gældende polske lovgivning på området for at sikre, at lovgivningen i tilstrækkelig grad beskytter friheden på nettet. Da parlamentets godkendelse er nødvendig, betyder det, at Polens ratifikation af ACTA reelt er udskudt på ubestemt tid.
Regeringen har desuden lagt en væsentlig mere åben strategi for inddragelse af civilsamfundet i diskussionen om ACTA. Allerede den 6. februar inviterede Tusk sammen med kulturminister Zdrojewski og digitaliseringsminister Boni til debatmøde. Man har også lovet at offentliggøre al tilgængelig dokumentation om ACTA-sagen, og man garanterer, at civilsamfundet vil blive inddraget i konsultationer om ACTA.
Polen, Tjekkiet og Europa-Parlamentet gør vrøvl
Den tjekkiske regering er gået i Polens fodspor og har også suspenderet underskrivelsen af ACTA. Premierminister Necas har udtalt, at han ikke ønsker at tillade en situation, hvor borgerrettighederne og friheden på nettet bliver begrænset, og hans regering har derfor i sinde at undersøge ACTA nærmere, før man vil ratificere aftalen.
Europa-Parlamentet skal debattere ACTA for første gang i slutningen af februar. Når – eller hvis – Parlamentet og de enkelte medlemsstater har godkendt aftalen, er det Ministerrådet der skal sætte den endelige underskrift under aftalen på vegne af EU.
Det trækker imidlertid op til heftige diskussioner i Europa-Parlamentet, hvor intet synes sikkert. Medlemsstaternes tilslutning er der nu også sået tvivl om med Polens og Tjekkiets udmeldinger. Der venter derfor stadig en lang og stenet vej forude for ACTA’s rejse igennem EU-systemet.