ANALYSE | Den nye regering i Kroatien har gjort et opgør med nationalismen i landet til én af sine mærkesager. Andre vigtige sager bliver optagelsen i EU og forholdet til nabolandet Serbien. Per Jacobsen analyserer den politiske situation i Kroatien.
Ved det nyligt afholdte parlamentsvalg i Kroatien, måtte den tidligere højreregering, ledet af det før så mægtige HDZ (Kroatiens Demokratiske Union) gå i opposition.
Siden selvstændigheden har HDZ, bortset fra en kortere periode med en svag socialdemokratisk ledet koalitionsregering 2000-2003, siddet tungt på magten, og gennem de sidste otte år har landet oplevet den ene politiske skandale efter den anden, kulminerende med premierministeren, Ivo Sanaders pludselige demission og forsvinden.
Vedholdende rygter ville vide, at han var indblandet i kriminalitet og korruption, og i december 2010 ophævede parlamentet da også hans parlamentariske immunitet, netop som han var flygtet ud af landet. Kort tid efter blev han anholdt i Østrig, og senere udleveret til retsforfølgelse i Kroatien. I dag står han anklaget for korruption og berigelse i millionklassen.
Kykliky-koalitionen
Hans parti har naturligvis høstet frugterne af denne og andre skandaler, og tabte stort til centrum-venstre koalitionen ”Kukuriku,” der skulle indvarsle en ny dag for Kroatien. Kukuriku betyder kykliky, og består af fire partier, Det Kroatiske Socialdemokrati (HSD), Det Kroatiske Folkeparti (HNP), Istriens dDemokratiske Fællesskab (IDS) og Det Kroatiske Pensionistparti (HSU), og sidder nu med et komfortabelt flertal på 80 ud af parlamentets 151 pladser. Det program, de fire partier er gået til valg på, lover sanering af økonomien og statsfinanserne, og vil ikke mindst arbejde for en højnelse af de værdier, som ”indtil nu har været negligeret” – arbejdsomhed, kreativitet, viden, uddannelse, ansvarsfølelse, dialog, solidaritet, social bevidsthed, hæderlighed, et retssamfund. Et program der har talt til et flertal af befolkningen, som er træt af sociale forringelser, arbejdsløshed og af politikere, der mere eller mindre åbent har beriget sig på almindelige menneskers bekostning.
Regeringen lægger i sin politik op til et opgør med den xenofobiske nationalisme, der siden selvstændigheden for 20 år siden har været en dominerende faktor i kroatisk politik. Enhver kritik eller skepsis over for det bestående er blevet mødt med foragt og stigmatisering. Det etablerede system, godt hjulpet af den magtfulde katolske kirke, så indre og ydre fjender og sammensværgelser overalt.
Forholdet til Serbien er afgørende
Få dage efter at den nye regering, ledet af socialdemokraten Zoran Milanović, var trådt til, udtalte hans udenrigsminister, den 57-årige sociologiprofessor Vesna Pusić i et interview, at de vigtigste punkter i den nye regerings udenrigspolitik vil være forhandlingerne om Kroatiens medlemskab af EU og forholdet til nabolandene, hvilket underforstået først og fremmest vil sige til Serbien. Der er stadig en række meget store og uløste spørgsmål som belaster forholdet mellem de to lande, og som svækker dem i regionen og i forholdet til Europa og den europæiske integration.
Som et første skridt på vejen mod en normalisering nævnte Pusić muligheden af, at Serbien og Kroatien trækker deres gensidige anklager om folkemord fra krigens tid tilbage. På et spørgsmål fra intervieweren, om regeringen ikke frygter voldsomme reaktioner fra den tidligere regering og fra andre nationalistiske kredse, svarede hun, at koalitionen har fået en så massiv vælgertilslutning for en ny politik, at den ikke har nogen grund til eller nærer noget ønske om ikke at gennemføre de tiltag, som den har lagt frem under valgkampen og som havde en normalisering af forholdene mellem landene i regionen som et af sine mål.
Og hun tilføjede: “Stabilitet i regionen er i alle EU-landenes interesse. For os er det ikke bare et princip, men et eksistentielt spørgsmål, for vores stabilitet afhænger af stabilitet i regionen… Det sprog, vi taler i regionen forstås af 20 millioner mennesker, uden at vi har udnyttet denne kendsgerning. Vi må ikke glemme, at mindst halvdelen af amerikansk og britisk indflydelse hviler på sproglige realiteter.“ De 20 millioner, som Pusić nævner omfatter befolkningerne i Kroatien, Serbien, Bosnien og Montenegro, altså de lande, hvori der taler serbokroatisk.
Nationalismens flagskib i stormvejr
Denne hendes sidste bemærkning var lidt af en bombe under 20 års kroatisk indædt sprogpolitik, der tidligt og silde har gjort opmærksom på, at kroatisk og serbisk var to vidt forskellige sprog, og som igen og igen har forsøgt, godt hjulpet af den etablerede sprogvidenskab, at overbevise omverdenen om, at nationale grænser og sproggrænser falder sammen. Stik imod hvad stort set hele den internationale sprogforskning har argumenteret imod.
Det påståede selvstændige kroatiske sprog har i de 20 år, der er gået siden selvstændigheden, været den kroatiske nationalismes flagskib, og nu er dette flagskib ude i voldsomt stormvejr, ikke mindst efter den kroatiske lingvist Snježana Kordić´s store bog Sprog og nationalisme, der udkom forrige år. Hun har med overbevisende argumenter gjort gældende, at serbokroatisk er et såkaldt polycentrisk sprog som tysk, der tales af tyskere, østrigere og schweizere, eller engelsk, der tales af englændere, amerikanere, australiere, canadiere osv. osv.
Meget betegnende for den tidligere regerings holdning til de sproglige forhold i det serbokroatiske sprogområde, var den afgående premierminister Jadranka Kosors udtalelse, da hun den 9. december var i Bruxelles for at underskrive Kroatiens tiltrædelsesaftale med EU: Nu er “kroatisk det 24. sprog i EU.“ Det skete kun få dage efter, at hun havde tabt valget og mistet regeringsmagten, og var så at sige hendes afskedssalut til de hjemlige nationalister, der skulle vise, at HDZ-regeringen nu havde opnået en officiel anerkendelse af det kroatiske sprogs selvstændighed, og at den nationalistiske sprogpolitik så overbevisende havde båret frugt.
Det hænger naturligvis i virkeligheden sådan sammen, at EU, som alle andre internationale institutioner optager og anerkender stater, ikke sprog. Så det er stadig et åbent spørgsmål, om ikke EU, når Serbien og Bosnien og Montenegro engang bliver optaget som ansøgerlande, vil forholde sig lige så pragmatisk til de sproglige forhold, og, som det amerikanske udenrigsministerium ifølge et memorandum fra 2007, slå sprogene sammen og behandle dem som ét sprog fremfor at skulle have yderligere tre “nye“ officielle sprog.
Ruller sprogpolitikken tilbage
Det er tydeligt, at den nye centrum-venstre regering føler sig godt rustet til at tage et opgør med nationalismen, der er den største fare for stabiliteten i regionen. Et par ting, der ser ud som petitesser, men ikke er det, fordi de har stor symbolværdi, er også af sproglig art. HDZ bestemte i sin tid, at ordet sport skulle hedde šport (udtalt på tysk manér) i stedet for det almindelige sport. Det tidligere sportsministerium havde da også formen šport. Den nye regering har nu genindført den gamle betegnelse, der hele tiden har været den gængse sprogbrug. Der har allerede været voldsomme protester fra flere af de lingvister, der igennem årene har udkastet nye og tågede teorier for at bevise, at kroatisk er et selvstændigt sprog.
Også sundhedsministeriet har fået sit gamle navn, ministarstvo zdravlja tilbage i stedet for det hidtidige officielle ministarstvo zdravstva. Forskellen mellem de to ord svarer til sundhed og sundhedsvæsen på dansk. En professor i moderne kroatisk ved universitetet i Osijek udtalte dybt krænket i et interview, at „nu har vi et ministerium med samme navn som i Serbien og i Bosnien.“ Denne markante udtalelse er den hidtidige officielle kroatiske sprogpolitik i en nøddeskal.
Et symbolsk opgør
En politisk kommentator udtalte i kroatisk fjernsyn, at det kunne virke mærkeligt, at man, midt i de store sociale og politiske vanskeligheder landet befinder sig i, spilder tid og kræfter på den slags småtterier. Regeringen har imidlertid vist, at den mener det alvorligt med at komme nationalismen til livs, og har som en begyndelse sat ind imod de symboler og myter, den tidligere regering gennem årene systematisk har opbygget.
Fronterne er trukket hårdt op. Nationalisterne er gået i offensiven, og har med loven om elektroniske medier i hånd forlangt, at serbiske film bliver vist med kroatiske undertekster. Den pågældende lov, der stammer fra HDZ-tiden kræver, at udenlandske film forsynes med kroatiske undertekster. Det første forsøg med at vise en serbisk film med undertekster i Kroatien blev i 1990’erne grint ud af publikum, ikke fordi filmen var et lystspil, det var en barsk fim om krigen, men fordi de komplet overflødige undertekster ikke var oversættelser men kluntede omskrivninger, der bare skulle være anderledes end det, der blev sagt på filmen.
Siden har man – trods lovpåbudet – og for ikke igen at gøre sig til grin, set stort på kravet. Og nu går bølgerne højt. Den kroatiske fjernsynskanal RTL har måttet standse en serbisk serie, der er blevet vist uden undertekster og alligevel har opnået stor popularitet. Hvis kanalen fortsætter med at vise serien uden undertekster, er der risiko for, at dens koncession bliver inddraget.
Per Jacobsen mag. art i slavisk filologi med speciale i serbokroatisk og har været lektor ved Københavns universitet i 35 år.
Læs også Per Jacobsens tidligere analyse af kroatisk sprogpolitik: Sprog og nationalisme i Kroatien
