TENNIS | På trods af nederlag til det danske håndboldlandshold søndag, kunne serbiske sportsentusiaster glæde sig over resultatet i Australian Open.

Den serbiske tennisspiller Novak Djokovic cementerede søndag sin status som verdens bedste tennisspiller ved at besejre den anden seedede Rafael Nadal 5-7 6-4 6-2 6-7 7-5 i finalen i Australian Open og hjemtog dermed også sin femte Grand Slam titel. Djokovic som også slog spanieren i de to sidste møder, har dermed triumferet ved de tre sidste Grand Slam turneringer. Kampen mellem verdens to bedste tennisspillere strakte sig over 5 timer og 53 minutter og vil nu gå over i historien som den længste Grand Slam finale nogensinde.

Serberen faldt til jorden efter at have slået den vindende forhånd, rev sin trøje af og fejrede sejren med sit team på tilskuerpladserne. ”Rafa er en af de bedste spillere nogensinde og en af de mest respekterede på touren”, sagde Djokovic, som vil være i besiddelse af alle fire Grand Slam titler, hvis han vinder French Open i juni. ”Uheldigvis kunne der ikke være to vindere, og jeg håber vi vil have mange flere kampe som denne”.

Djokovic’ titel kom i hus på en stor serbisk sportsdag, hvor det serbiske vandpololandshold vandt EM med en 9-8 sejr over Montenegro i Eindhoven, mens det serbiske håndboldlandshold vandt sølv ved EM hjemme i Beograd.

BBC Sport 29/1

Af JTM