I samarbejde med magasinet NOTAT bringer rØST her redaktør Ole Aabenhus’ analyse af den nuværende gældskrise i Grækenland.
Nervekrigen om den græske gæld fortsætter. Topforhandlere fra bankernes internationale organisation Institute of International Finance (IIF) vendte i dag tilbage til Athen. Parterne er, ifølge ledende bankfolk, kun ”millimeter” fra hinanden.
Forhandlingerne drejer sig om, hvor stor en del af den græske gæld, udenlandske banker og pengeinstitutter skal eftergive.
Den forhandlingsrunde, der sluttede mandag i sidste uge, endte med et tilbud fra IIF om at eftergive grækerne knap 70 procent af gælden, og konvertere resten til nye statsobligationer med en rente på 3.5 – 4.0 procent (3.5 procent for kortfristede lån frem til 2020, 4 procent for 30-årige lån). Men det tilbud blev afvist af eurogruppens finansministre natten til tirsdag.
Eurogruppen kræver renten længere ned og en gældseftergivelse på over 70. Formålet er, at den samlede græske statsgæld skal kunne nedbringes til 120 procent af bruttonationalproduktet i 2020. Det foreliggende tilbud vil efter eurogruppens og Den Internationale Valutafonds beregninger gøre det umuligt at bringe den græske statsgæld ned under 130 procent i 2020.
Ikke desto mindre sagde et ledende medlem af IIF forhandlingsgruppe – formanden for den franske storbank Baudouin Prot i går på World Economic Forum i Davos, at ”Alle elementer er nu på plads” for at en aftale kan komme i stand. Men er de nu også det?
Kan man sikre mod gentagelser?
I Süddeutsche Zeiting undrer kommentatoren Carstin Gammelin sig over, at IIF på den ene side kan sige, at en aftale er ”millimeter borte” og så undlade at bevæge sig den sidste millimeter.
Forklaringen er, mener han, at bankfolkene vil have en garanti for, at ”den græske beskæring” (haircut) bliver den sidste – altså at euro-landene (sammen med andre garantlande som f.eks. Danmark) garanterer investorer i statsobligationer mod en gentagelse af de tab, de må bære i forbindelse med den græske krise.
IMF peger på Centralbanken
I mellemtiden har Den Internationale Valutafond blandet sig direkte i striden med en opfordring til Den Europæiske Centralbank (ECB) om at gå med i en aftale.
Valutafondens leder, den tidligere franske finansminister Christine Lagarde, henviste i sidste uge i Davos til, at det kun er cirka 60 procent af den græske gæld, der ligger hos private investorer – underforstået, at ECB også må tage sin del af tabet.
Sagen er, at ECB i efteråret købte for 40 milliarder euro (ca. 300 mia. kr.) græske statsgældsobligationer som støtteforanstaltning. Papirerne lyder på over 7 procent i rente – langt mere end det, eurozonen nu finder acceptabelt for private lån.
Man kunne altså tænke sig, at ECB skulle acceptere en ”beskæring” af sine støtteopkøb svarende til det, den private sektor bliver udsat for – eller eftergive det, den har tjent på grund af den høje rente.
Men det er ”utænkeligt”. Det erklærer en ledende tysk CDU-politiker, og det har hele tiden været Tysklands holdning, at det netop er de private investorer, der skal tage tabet.
Der er med andre ord gjort klar til en konfrontation på rygende revolvere mellem bankverdenen og eurolandene.
Læs resten af artiklen her.
Magasinet rØST bringer fra tid til anden EU-relaterede artikler i samarbejde med Magasinet NOTAT. Læs mere på www.notat.dk
