Hariz Halilovic er opvokset i Srebrenica og har nu en Ph.D på universitet i Merlbourne på Center for Justice and Reconciliation. I anledning af 20-året for Republika Sprska’s eksistens kommer han med denne kritiske kommentar. Teksten er bragt i samarbejde med avisen Pescanik.net. Oversættelse fra serbisk: Ismar Dedovic.
Der findes en ganske modbydelig bog ved navn ”Fædreland”. Den er nervepirrende læsning. Og når man har læst tilstrækkeligt af den, så skal man i flere nætter kæmpe med mareridt, hvor man løber fra ladte geværrifler, og hvor det hele kulminerer i, at nogle skæggede monstre med fremdragne knive kaster sig over dig, griner og ånder dig i ansigtet. De vil have dit hoved for enhver pris. Du kan genkende dem fra alle de der film om 2. Verdenskrig. Det værste er dog, at heltene fra de film ikke til at opdrive.
Heldigvis bliver du hurtigt klar over, at sådanne forfærdelige ting ikke længere kan ske i den virkelige verden, så du klarer sig uden heltene og glæder dig til at vågne. Og ligeså snart du indånder normaliteten, forbander du Robert Harris og hans syge sind langt væk, for noget mere syret og perverteret end denne bog kunne han næppe have udtænkt eller skrevet. For i denne frygtelige, forbandede bog er det nazisterne, der har vunder 2. Verdenskrig og spiller nu store og hærger og regerer i Europa.
En grad af sandhed
Og i 1964, tyve år efter det Tredje Riges Sejr, fejrer der Führer, sin 75.års fødselsdag! I denne bog er kz-lejrenes beliggenhed forblevet ubemærket, mens Auschwitz for længst har lukket dørene. Nazisternes forklaring om ”krigens nødvendighed” er den alment accepterede og eneste tilladte sandhed: Noget med at det gjaldt om at opfylde det ariske folks vilje, behovet for Lebensraum og om indretningen af verden efter kunstner Hitlers vision. De praktisk anlagte amerikanere har, i denne alternative version af historien, accepteret nazisterne som sejrherrer og jævnbyrdige militære og politiske partnere… Og nu skal jeg nok lade være med at gå nærmere i detaljer: jeg håber blot, at sådan noget aldrig bliver skrevet eller sker igen. Ikke engang i drømme!
Men læg nu mærke til følgende déjà vu, følgende parallel og følgende grotesque! Den ovennævnte bog udkom i 1992. Netop i det år hvor et andet Fædrelands alternative historie begyndte at skrives med våben af forskellig kaliber (dette Fædrelands fader er nu i Haag). Forskellen er blot, at mens Harris’ Fædreland var god fiktion, så var alt i den anden version virkeligt. Og hvad værre er, så er det aldrig ophørt med at ske. Fascister og andre endnu levende recidiver og ideologier fra 2. verdenskrig triumferer og fejrer deres sejre, helt i stil med nazisterne i den berygtede roman.
Misforstået opfattelse
Forleden dag fejredes så 20-året for oprettelsen af RS (Republika Srpska). Ved denne perverse manifestation forklarede Rigets præsident [Milorad Dodik], hvorfor og hvordan RS blev stykket sammen. Og han fik fortalt alt forkert. Ikke et ord om folkemordet, ikke et ord om koncentrationslejrene, likvideringerne, fordrivelserne, voldtægterne, plyndringen, chetnikkerne…Det virkede næsten som om RS var et skovparadis på (andres) jord.
Den pågældende præsident fremhævede RS’ ”legitimitet og legalitet”, og hvordan hans Reich var blevet til ved ”gennem en folkeafstemning, som udtryk for det serbiske folks vilje og ved fredelige midler”. Alt det der skete udenom og på vej til dette, var en ”befrielseskrig” og ”udtryk for folkets vilje”. Dernæst fik Føreren udtalt, hvordan ”det serbiske folks århundredelange kamp mod tyranni, ondskab, fascisme og nazisme” er indbygget i RS’ fundament. Vi ved dog alle sammen godt, at det han burde have sagt var, at RS’ fundament netop er ”tyranni, ondskab, fascisme og nazisme”. Simple as that!
Sindssygens akademi
Og så havde vores vært Milorad, vel i et forsøg på yderligere at forplumre virkeligheden, endda beordret, at der skulle afspilles en science-fiction film om RS’ forventede fremtid. Det ville dog have været meget vigtigere, hvis man ved dette ”sindssygens akademi” havde fokuseret på rigets fortid. I disse refleksioner ville det have været nødvendigt at mindes de umærkede koncentrationslejre Manjaca, Keraterm, Trnopolje, Batkovic, Susica og ikke mindst den nu lukkede og privatiserede dødsfabrik, Omarska.
Det ville være nødvendigt at nævne Krystalnatten, da det fredede kulturmonument Ferhadija [en af de største moskeer i Bosnien] blev jævnet med jorden midt i RS’ hovedstad [Banja Luka]. Ligesom det ville nødvendigt at mindes alle de andre krystalnætter, i hvilke der forsvandt omkring 1000 religiøse og kulturelle objekter i alle egne af RS.
Husk Srebrenica
Selvom alt dette er velkendt, bevidnet, fotograferet og beskrevet, ser det ud til, at sandheden konstant skal gentages, for selv notoriske løgnere som Führer Dodik, begynder at tro på deres egne løgne, som følge af at de vedbliver at gentage dem over for andre. For at undgå, at løgnene bliver en alternativ sandhed, vil jeg her gentage nogle forensiske og retsligt afgjorte fakta, om hvilke jeg vil skrive indtil den dag, hvor jeg vågner i en normal verden.
Jeg skriver om det, for jeg har ikke ret til at tie. Ser De, mit fødested [Srebrenica] og min families knogler er nemlig også en del af fundamentet i Dodiks Reich. Oveni det er mit fødested, en by med en civilisatorisk kontinuitet der strækker sig over to årtusinder, blevet et synonym for død og for det første folkemord i Europa siden det Tredje Riges og Holocausts dage. For lige at genopfriske Dodiks og hans VIP-gæsters hukommelse: På mordstederne i Srebrenica, på alle de til formålet indrettede stadioner, polygoner og lader, blev der systematisk henrettet ca. 8.000 mænd og drenge efter ordre fra RS’ militære og politiske ledelse.
Velplanlagt folkemord
Alt var forberedt på forhånd: Alle de menneskelige og materielle ressourcer der var nødvendige for at kunne udføre så stor en nedslagtning. Denne detaljerede plan krævede 8.000 bind, der skulle dække ofrenes øjne, ligeså mange stykker reb til at binde deres hænder, hundredetusinder patroner, omkring 100 busser, et stort antal bulldozere, nogle tomme stadioner og omkring 2.000 veludhvilede og villige bødler.
Det tog fem dage at dræbe 8.372 mennesker; bødlerne måtte arbejde dag og nat for at kunne klare ”arbejdet”. Det var fysisk udmattende for dem, der skulle fratage alle de mennesker deres liv, deres fingre smertede af al den trykken på aftrækkerne på deres brandvarme Kalashnikovs.
Drazen Erdemovic, en af dem der ”arbejdede” på overtid i de fem julidage, deltog i mordet på 20-busladninger af mennesker fra Srebrenica. Senere vidnede han i Haag: ”Jeg kunne ikke skyde mere. Min pegefinger var blevet følelsesløs af alle de mord. Jeg dræbte dem i timevis”.
Civile ofre
Det er desuden bevist, at ofrene var bosniakkiske mænd og drenge, civile fra Srebrenica og de omkringliggende småbyer og landsbyer langs grænsen til Serbien. Der var ofte tale om tre generationer fra samme familie: hundreder af fædre, sønner, brødre og fætre holdt hinanden i hænderne og trøstede hinanden så godt de nu kunne i disse sidste øjeblikke. Og for at kunne gøre mordene på så mange uskyldige mennesker mentalt ”acceptable”, kaldte deres mordere dem for ”tyrkere”. Men de mennesker som stod på række foran RS’ henrettelsesgrupper talte det samme sprog og levede det samme liv som de der skød dem.
Blandt dem der dengang gennemlevede deres livs sidste øjeblikke, under en blå julihimmel, var også mange fra såkaldte ”blandede ægteskaber”, inklusive mange der var blandede med serbere. Et par af disse ”blandede” var også mine fætre.
Gave til det serbiske folk
Alle de soldater der skød dem, var del af Republika Srpskas Hær eller fra Republikken Serbiens specielle politienheder. De var under kommando og opsyn af General Ratko Mladic, Øverstkommanderende for Republika Srpskas Hær. Ved erobringen af Srebrenica gav den forpustede general sine soldater ordren om at fortsætte til Potocari, til FN-basen dér. Han stoppede derefter kort op for at udtale sig til et kamera om, at han ”på denne hellige dag forærer Srebrenica til det serbiske folk” og at der snart ville følge en ”hævn over tyrkerne”. Dette videoklip burde Milorad Dodik have vist på sin festdag til ære for oprettelsen af RS.
Men denne forfærdelige ondskab der blev begået i 1995 i Srebrenica ville blot have været et ”lokalt folkemord” – som Führer Milorad spottende kalder det – hvis ikke det var bevist og bevidnet, at dette var den afsluttende fase i tyranniets, ondskabens, fascismens og nazismens politik. For efter samme skema og i samme politiks navn blev der i løbet af 1992 begået uhyrlige forbrydelser mod civilbefolkningen i Bijeljena, Zvornik, Visegrad, Bratunac, Foca, Brcko, Vlasenica, Prijedor, Kljuc, Kotor Varos, Sanski Most og mange andre bosniske byer og landsbyer. Vi husker det alle sammen og mindes det alt for godt.
I et af de tidligste artilleribombardementer som Sarajevo blev udsat for, gav Mladic over en radioforbindelse en ordre om at bombe forstadsområderne Velesici og Pofalici, fordi der dér ”ikke er mange serbere”. Men denne sindssygens mester må have vidst, at alle de tusinder af granater som han hver dag lod regne over Sarajevo ikke kunne finde ud af at skelne et serbisk hoved, arm eller ben blandt alle de andres hoveder, arme og ben.
Historien fortsætter
Og siden den modige serbiske general, der i mellemtiden er blevet en inkontinent gammel mand, efter næsten tyve år blev arresteret i Serbien (26. maj 2011), hvor han succesfuldt havde ”skjult” sig, opfører alle i Serbien og RS sig som om historien nu er afsluttet. Alt imens de fortsætter samme historie. Som vi efterhånden mange gange har set, fortsætter præsidenten for Republika Srpska, et rige bygget på massegrave og folkemord, med at ride på en bølge af nationalistiske tåbeligheder og skamløse løgne. I denne parallelle virkelighed ser disse mennesker sig stadigvæk som ”de retfærdige” og lader som om de ikke kender til de uretfærdigheder og forbrydelser som RS er bygget på.
Men alt er dog ikke så fucked-up i Bosnien som i den nævnte bog: Fascismen har trods alt ikke sejret overvældende. Derfor må jeg også sige dette igen: Ved at byde belejringen af deres byer trods, kæmpede Sarajevos, Tuzlas, Bihacs, Gorazdes og andre ubesejrede byers borgere af alle nationaliteter og kulturelle, religiøse og sociale grupper – samt alle de humanister i hele verden som støttede dem, fra Susan Sontag til Christopher Hitchens og Vaclav Havel – ikke blot for overlevelse, men også for den tanke at antifascisme, sekularisme og kosmopolitisme er værdier, for hvilke det er værd at kæmpe og, om nødvendigt, dø. Desværre er det sådan, at disse værdier i stedet for at være ”naturlige” er nogle for hvilke der stadig skal kæmpes i det 21. århundrede.
Hariz Halilovic er Ph.D på ”Center for Justice and Reconciliation” på Melbourne University
© Pescanik og Magasinet rØST. Bragt første gang den 11. januar 2012. Oversat fra serbisk af Ismar Dedovic.
