Der er ikke noget alternativ til Putin, sådan lyder det klare budskab i artiklen. Putin holder sig i det hele taget ikke tilbage med selvroserne. Middelklassen nye velstand, den gennemtænkte økonomiske politik og statens styrke – alt dette skal krediteres hans regeringstid, ifølge ham selv.
Trods disse meritter står Putin svagere end nogensinde. Efter massedemonstrationerne som følge af det manipulerede parlamentsvalg i december er hans popularitet sunket til et historisk lavt niveau. I følge flere opinionsundersøgelser står han til at få under 50 procent af stemmerne ved præsidentvalget den 4. marts, et tal, som for bare få år siden var utænkeligt.
Putin anerkender protestbevægelsen, men naturligvis ikke dens krav om hans tilbagetrækning. Tværtimod mener han, at middelklassen, som nu stiller politiske krav, har alt at takke ham og hans regeringstid for. Uden de seneste års økonomisk fremgang og stabilitet, ville denne nye russiske klasse slet ikke være opstået, i følge premierministeren.
Tager man Putin på ordet, så vil han begynde en dialog med civilsamfundet. Om Ruslands fremtid, prioriteter, langsigtede beslutninger og den nationale udvikling. Det opfatter flere af landets kommentatorer dog som tomme løfter. Politologen Stanislav Belkovskij kalder det ligefrem “bluff og demagogi”.
Indtil videre er ordene ikke fulgt op af handling. Så sent som i sidste uge afslog Putin at deltage i en fjernsynsdebat med oppositionspolitikere.