Franz Kafka: Dagbøger 1-3. 1040 sider. Oversat fra tysk af Karsten Sand Iversen. Forlaget Vandkunsten. Pris 499.kr
Knap tusind siders blandet Kafka på godt og ondt. Det er hvad jeg dagligt har holdt mig beskæftiget med den sidste måneds tid. Dagbøgerne har budt på et enestående og dragende indblik i personen og forfatteren Franz Kafkas tankeunivers: Dets kringelkroge, dets genialiteter og det europæiske menneskes altoverskyggende frygt for sig selv. Når man med fascination og undren har læst sig igennem adskillige år af Kafkas liv, opnår man et helt andet billede og en markant anderledes opfattelse af Kafka og hans verdenssyn. Man bevæger sig ind under huden på en mere menneskelig Kafka. En jøde, en tjekke, en østriger i tiden og ikke mindst i Prag. Disse tre bind, indeholdende Kafkas omhyggeligt skrevne dagbøger, der strækker sig over en årrække på 12 år fra 1910 til 1922, kræver, ligesom megen anden stor litteratur, læserens koncentration, tålmodighed og udelte opmærksomhed. Kafkas egen (forvirrende) tegnsætning er til dels bibeholdt i udgivelsen og da Kafka synes at have et til tider anstrengt forhold til punktummer, besværliggør dette i begyndelsen læsningen.
At leve litterært
Dagbøgerne forlanger, med andre ord, den samme indlevelse af læseren, som de er skrevet med. Det er ikke litteratur, du kan læse, mens du ser fjernsyn eller kører i bus. Til gengæld tager Kafka dig med overalt. Du føres om bag kulisserne i forfatterens liv, der for det meste er sammensat af Prags pulserende kulturliv i begyndelsen af det 20. århundrede. En enorm interesse for jødisk teater (og dets skuespillerinder) gennemsyrer en lang række dagbogshæfter, men derudover synes litteraturen at være livsnerven i alt hvad Kafka foretager sig. I dette litterære livsprojekt udfylder dagbøgerne rollen som italesættelsen af sig selv i tiden og som manifestationen af sig selv i blækket. Læseren tages på tankevandring i Prag og møder alt fra luskede bordeller til Rudolph Steiners kontor, alt fra afføringsmidler til teosofisme, alt fra liderlighed til højstemte beskrivelser af overværede teaterstykker i det halve Europa. I sin fragmenterede, modtagerløse karakter hænger hele dagbogsværket sammen. Der opstår en inderlighed, der kun findes i netop dét, som ikke er skrevet til andre end den skrivende selv. Dagbøgerne og hele deres udformning vidner om et kraftigt ønske om selvrefleksion og introspektion hos Kafka. De fremstår i mange passager som et forsøg på at skrive sig ud af en række modsatrettede tankekræfter. »Hvordan ville det være, hvis man blev kvalt i sig selv?« spørger Kafka i et af de sidste dagbogshæfter, og dette spørgsmål er sigende for Kafkas mentale tilstand. Han føler sig som et degenereret og sygeligt menneske, lider af tilbagevendende hovedpine (som han er overbevist om vil koste ham en tidlig død) og eksperimenterer med forskellige former for alternativ helbredelse og sundhedsteorier. Samtidig er han et splittet individ, der eksisterer i en altid tilstedeværende identitetskrise.
Usikkerhedens magt
Det er denne geniets kamp med sig selv, der gennemgående ridses op i dagbøgerne. Hæfterne vidner desuden om en fortærende usikkerhed på egne evner og en stor respekt for (og misundelse på) andres. Medregnes Kafkas ubetydeliggørelse af sig selv og sit talent, er det et sandt paradoks, at det i sidste ende var ham, der blev den mest huskede blandt dem, der udgjorde de litterære kredse, han bevægede sig i. Dagbogshæfterne afslører samtidig en stor fascination af Goethe. I 1911-12 sad Kafka interesseret og læste Goethes dagbøger, ligesom vi nu, i 2011-12, interesseret sidder og læser Kafkas dagbøger. Sådan er historiens forunderlige ironi. På trods af sit åbenlyse talent har Kafka altså sig selv og sit væsen imod sig. I sit litterære virke er han endvidere konstant splittet mellem forpligtelserne overfor familien og forpligtelserne overfor sine egne litterære ambitioner, og der opleves i alle henseender en dyb ambivalens hos ham. Han er på en gang forfærdet og fascineret over den usynlige magt, omgivelserne har over os og vores systemers mareridtsagtige absurdisme – temaer, der også oprulles i hans værker.
En tidsrejse til Prag
Trods Kafkas faste overbevisning om, at han er syg, opleves der, til kontrast, en stor virkelyst og vitalitet hos de jødiske omgivelser i Prag, der udgør hans base. Prag, og tilværelsen der, fungerer på en gang som et fængsel og som en kulturel højborg i Kafkas liv. Gennem dagbøgerne formidles et enestående øjenvidneindblik i det nærmest elektriske jødiske kulturliv, der eksisterede i Prag i begyndelsen af 1900-tallet, og hvor meget Kafka deltog i det og reflekterede over det. Det er optegnelser, der giver læseren lyst til at rejse til Prag – og helst i en tidsmaskine. Ambivalensen hos den splittede mand, som arbejder på kontor om dagen og skriver stor litteratur om natten, er også til stede i de forlovelser, han indgår og slutteligt afbryder. De afbrudte forlovelser er blot toppen af isbjerget i den lange række af opbrud og afbrud, der eksisterer i dagbøgerne. Kafka skriver selv, at han føler, at han får alting til at falde fra hinanden og beskriver sig selv som fragmenteringens mester. Han ser sig forfulgt af de uafsluttede historier, der vælder frem overalt i dagbøgerne (ofte skåret af midt i en sætning), og som hænger fast i læseren med deres ikke-eksisterende slutninger, som man brænder for at høre. Som med de afbrudte forlovelser har Kafka altså også en tendens til at afbryde sig selv. Også dagbogsskriveriet afbrydes flere gange, men genoptages altid igen, som det eneste faste holdepunkt i den litterære tilværelse, Kafka forsøger at udleve.
Livet afgør slutningen
I lyset af det uafsluttelige står dagbøgerne som en vekslende og dynamisk sammenblanding af liv og kunst, som rummer den endeløse grundighed, der kendetegner Kafka. Med »endeløse« mener jeg også »ude af stand til at finde en afslutning«. De ikke-afsluttede historier adresserer uendeligheden. Derfor er dagbogen måske netop Kafkas form, fordi den ikke behøver nogen slutning. En dagbogs afslutning har en arbitrær karakter, for det er principielt det levede liv, der afgør den. Dagbøgerne fungerer også som et (litterært) redskab for Kafka og netop dette giver dem en organisk karakter – de er under konstant udvikling og man ved aldrig hvorhen. Endelig er det tankevækkende, hvordan hundrede år gamle tanker kan virke så ufatteligt nærværende eller tilstedeværende, og i flere tilfælde universelle, i beskrivelsen af det europæiske menneske og dets kvaler og kvababbelser. Og så længe vi stadig læser om det (og fra det), er Kafkas liv vel også en uafsluttet historie, som
