Hvorfor er Slovenien idol for resten af eks-jugoslavien, og hvor længe bliver det ved at være sådan, spørger Milutin Mitrovic i denne kommentar, som Magasinet rØST bringer i samarbejde med den serbiske avis Pescanik.
Slovenien er i løbet af de to årtier, hvor det har været uafhængigt, blevet et rigtigt udviklet europæisk land. Som den første, og indtil videre eneste, af de tidligere jugoslaviske republikker har landet bevist, at det hører til i det europæiske selskab. Landet har et solidt BNP per indbygger og indtager, ifølge IMF, en 30. plads på verdensplan (Serbien er nummer 80). Indenfor EUs grænser ligger Slovenien, med en indkomst på 17.285 euro pr. indbygger, på gode 86 % af den europæiske gennemsnitsindkomst (Serbien ligger på 36 %). Blandt de 10 lande i EU, der tidligere var en del af den socialistiske blok, har Slovenien den højeste vækst i BNP; gennemsnitsindkomsten for en slovensk borger svarer til 72,7 % af en tysk borgers; landet har en misundelsesværdig vækst i industriproduktion på 2,1 % (1,5 % i august). Landet oplever desuden en ekstraordinær vækst i eksport på 14 % (for de første 9. måneder af 2011). Med en eksport på 9000 euro pr. indbygger indtager landet en 9. plads i EU på dette område (Serbien har en eksport på 1000 euro pr. indbygger). Af denne eksport lander 69,9 % i EU. Der er 7,5 % arbejdsløse i Slovenien hvilket er det samme som Tyskland, men bedre end det europæiske gennemsnit på 9,7 % arbejdsløse og naturligvis også bedre end Serbien, hvor arbejdsløsheden er på 20,1 %. I løbet af de seneste to årtier er forskellen mellem den økonomiske udvikling i Slovenien og Serbien fordoblet. I 1990 var den slovenske BNP pr. indbygger 2,19 gange større end den serbiske. I 2010 var den 4,17 gange større.
Decembervalget udløst af krisen
Denne, for os serbere, brutale liste af statistiske oplysninger, bør fortsættes med dens bagside, uden dog at bestride det faktum, at Slovenien er en typisk udviklet nation. Men disse rammes også hårdest af den igangværende krise. Sloveniens statsgæld vokser og har nået 16,4 milliarder euro. I løbet af finanskrisen, der svarer til premierminister Borut Pahors regeringstid, er gælden på galant vis fordoblet fra 21,9 % af BNP til 45,2 % af BNP, primært ved lån i udlandet. Nu er det europæiske ”gældsgennemsnit” på 74 % af BNP og Maastricht-traktaten tillader en gæld på 60 % af BNP, hvilket faktisk ville muliggøre yderligere gældssætning, hvis ikke lige vi havde med det sparsommelige Slovenien at gøre. Fordoblingen af statsgælden er en af de vigtigste årsager til, at Pahors regering faldt og blev nødt til at udskrive valgt til 4. december. Det er dog ikke den eneste årsag. Stigningen i antallet af arbejdsløse fra 80.000 til 110.000 er også en vigtig faktor i et endnu socialt følsomt Slovenien. Blandt de unge er det især ingeniører, journalister og økonomer, der venter længst tid på et arbejde. Op til 15 måneder i gennemsnit. Antallet af konkursramte firmaer steg i år med 52 % og som følge heraf er der sket en drastisk stigning i gældssætning og problemer med at inddrive skatter. Omkring 8200 firmaer betaler ikke engang deres del af arbejdernes helbreds – og pensionstilskud. 55 af de største 100 selskaber i Slovenien mangler at betale skat, hvorved der mangler over 1 milliard euro i skatteindtægter alene. Dette er en fordobling i forhold til sidste år. Det slovenske skattevæsen har som mål at få 600.000 euro opkrævet. Man tør ikke presse mere på af frygt for dermed at drive endnu flere selskaber udover afgrunden.
Mindre afstand mellem højre og venstre
Den økonomiske recession har også ramt Slovenien, men herfra bør man forvente en koncentreret indsats for at løse krisen. En af de vigtigste forudsætninger for at lykkes med dette er den stadig mindre forskel mellem højrefløjen og venstrefløjen. Pahors regering fik – under påvirkning af omstændighederne, men også grundet en for stor tiltro til en for højrøstet liberalisme – mindsket forskellen mellem sig selv og sin opposition, hvilket har fået befolkningen til at finde politiske alternativer blandt ”ikke-parti”-kandidater: den succesfulde borgmester for Ljubljana, Zoran Jankovic (læs portrættet Jankovic – Morgendagens mand eller en ny Berlusconi?), og skaberen af ”Den borgerlige liste”, Gregor Virant.
Der er i Slovenien tale om en elite, men ikke om ekstremister. Nuvel, de har også deres hypernationalister, fx i form af Zmag Jelinic, men denne er så politisk ubetydelig, at de ikke engang behøver skamme sig over ham.
Om få dage (5. december 2011, se artiklen Centrum-venstre til magten i Slovenien, red.) skal slovenerne så til at vælge den kandidat, de vurderer passer dem bedst. Hermed ikke sagt, at de vil ende med at vælge den bedste kandidat. Selv hvis de formår det, vil der altid være nogle der er utilfredse, for hvem der end kommer til magten, vil vedkommende blive nødt til at tage upopulære beslutninger, hvilket vil øge utilfredsheden og få stadig flere til at spørge sig selv, hvad præcis det er, der får os serbere til at betragte Slovenien som et forbillede, eller endda et idol.
Slovenien – det forjættede land
Det er dog i dag svært at finde et land, der uden nogen som helst bemærkninger kan fungere som et idol. Tyskland klarer den til en vis grad, men for at opnå dét lands udviklingstrin, kultur og stabilitet, er der behov for en længere periode af fornuftig regeringsførelse. Selv hvis Slovenien fører en ideel politik, kan det ikke frigøre sig fra stærk indflydelse udefra. Landets to centrale markeder er Tyskland, hvor størstedelen af slovensk eksport lander, og Østrig, hvor en stor gruppe slovenere finder arbejde til en fordelagtig løn. Det er meget muligt at begge disse lande vil blive ramt endnu hårdere af krisen og lukker dørene for Slovenien. Hvad sker der så?
Jeg tror, at Slovenien selv da vil forblive at være ”det forjættede land” for os fra det ”dybe Balkan”, for vores politiske rænkespil, vores eliters manglende forståelse for den kollektive interesse og den åndelige flugt fra Europa og alt moderne, vil blot forøge vores tilbageståenhed. Måske vi også da vil feste løs i vores barer og cafeer, men vi vil ganske sikkert også opleve flere skyderier i dem og udenfor.
Ikke engang Kroatien kan true Sloveniens regionale førerrolle
Hvis verden skulle begynde at bevæge sig i en bedre retning, så har Slovenien alle forudsætninger for at opfylde sine ambitioner om at blive centrum for Balkanregionen. Ikke engang Kroatiens medlemskab af EU vil kunne true denne stilling i den nærmere fremtid, for Slovenien har længe haft dette område i sigte, og besidder allerede nu nogle vigtige stillinger. NLB, den største slovenske bank, har allerede investeret omkring en halv milliard euro i det tidligere jugoslaviske område. Forsikringsselskabet ”Triglav” er det største af sin art på Balkan, og sidste år tjente selskabet 177 millioner euro på sine udenlandske investeringer, hvoraf 2/3 var fra det ex-Jugoslaviske område. ”Sava Re”, et andet slovensk forsikringsselskab, tjente i samme periode 72 millioner euro på sine forretninger i Serbien, Kroatien, Makedonien og Montenegro… Dog er risikoen ved investeringer i dag også større end tidligere. Sloveniens ”Telekom” oplevede således tab på omkring 190 millioner euro på forretningerne i Makedonien og Kosovo.
Det, som slovenske erhvervsfolk frygter mest, er Euroens mulige kollaps, hvilket ville nødvendiggøre en tilbagevenden til den slovenske ”tolar”. Disse erhvervsfolks mening kan opsummeres i en kommentar, som en af dem gav: ”Euroen er det bedste, der er sket for Slovenien siden uafhængigheden, og en tilbagevenden til tolaren ville være en katastrofe!”. Og netop for at redde Euroen vil Slovenien sandsynligvis være nødsaget til, i lighed med andre medlemmer af eurozonen, at afgive endnu en del af sin (økonomiske) suverænitet. Landet vil formentlig svare på denne udfordring ved at vurdere, hvad det mister og hvad det får, for derefter – uden vægelsind og for meget kævlen – at frasige sig endnu en del af sin suverænitet for at kunne leve et godt liv i et godt selskab.
© Pescanik og Magasinet rØST. Bragt første gang den 11. november 2011. Oversat fra serbisk af Ismar Dedovic.
