KLUMME | Serbiens hører, som resten af Balkan, hjemme i EU. Men der er endnu en række områder, der skal afklares før Serbien kan træde ind i Unionen. Her er spørgsmålet om Kosovo den største knast, skriver Zeb Meier Watz i denne klumme.
Serbien har længe haft i udsigt at kunne opnå status af kandidatland til at blive medlem af EU.
Den 9. december blev det besluttet, at Serbien må vente lidt endnu inden landet når dertil, til trods for den enorme udvikling landet har gennemgået indtil nu. Afslaget skyldtes, at man i det øvrige Europa ikke er sikre på forholdet mellem Serbien og Kosovo.
Kosovo løsrev sig i 2008 i en hurtig proces med både accept og misbilligelse fra en lang række lande, og selv EU-medlemslandene er delt i spørgsmålet. 22 ud af EU’s 27 medlemslande anerkender i dag Kosovo som en selvstændig stat. Spanien Slovakiet, Cypern, Rumænien og Grækenland er de medlemslande som endnu ikke anerkender Kosovos selvstændighed, på trods af at Europaparlamentet har vedtaget at opfordre samtlige medlemslande til at anerkende Kosovos selvstændighed.
Uenighed i det internationale samfund
Man må desuden formode at når Europaparlamentet opfordrer EU’s medlemslande til at anerkende Kosovos selvstændighed, at denne opfordring også gælder for fremtidige medlemslande. Det er naturligvis ikke et formelt krav, men det må i konteksten ses som knyttet til udskydelsen af Serbiens kandidatstatus. Så i det perspektiv kan udskydelsen af serbisk kandidatstatus være en stol for døren for Serbien, indtil de anerkender Kosovo.
Desuden er der stadig spændinger i grænseområdet mellem Serbien og Kosovo som også har ført til voldelige udfald, blandt andet mellem Kosovos politi og serbiske nationalister. Af samme grund er der også stadig NATO-styrker i grænseområdet for at holde orden. Det ville altså ikke være problemfrit at tage Serbien tættere på uden at der forelå en politisk afklaring.
Hvad der er den rette kurs er der også delte meninger om. Tysklands kansler Angela Merkel går forrest med holdningen om, at forholdet mellem Kosovo og Serbien skal være afklaret inden Serbien opnår kandidatstatus. Mens NATO’s general sekretær Anders Fogh Rasmussen op til afgørelsen havde presset på for at EU skulle give Serbien kandidatstatus, for at opmuntre Serbien til at søge en løsning. Altså en holdning om at striden kan løses i optagelsesforhandlingerne med EU.
Serbien skal i tænkeboks
Man også kan hævde, at fordi forholdet mellem Kosovo og Serbien, samt Kosovos status endnu ikke er fuldt afklaret, blokerer spørgsmålet for Serbiens kandidatstatus og dermed medlemskab. Lige som en for tidlig optagelse af Serbien kunne blokerer for et fremtidigt medlemskab af EU for Kosovo. Her kan man blot se på de uafklarede situationer imellem Grækenland-FYROM eller Tyrkiet-Cypern, hvor der også er nogle knuder som er vanskelige at løse.
Det er næppe i EU’s interesse at flere potentielle kandidatlandes status forbliver uafklaret, eller trækker ud i årevis, og udsættelsen af kandidatstatus må da også ses som et pres på Serbien for at få mere gang i forhandlingerne imellem de to lande.
For Serbien er det klart i deres interesse at blive medlem af EU, og lige som resten af Balkan ses medlemskabet som et attraktivt mål inden for rækkevidde, som vil starte et nyt positivt kapitel. Derfor må Serbien trods utilfredsheden med Kosovo-situationen sætte sig i tænkeboksen indtil foråret, hvor det igen skal vurderes om Serbien kan opnå kandidatstatus. Men i lyset af afslaget er det også åbenlyst, at der i den mellemliggende periode skal ske ændringer, hvis Serbien skal blive kandidat.
EU er et nyt kapitel
Både Serbien og Kosovo anses som potentielle kandidater til at blive medlem af EU, og er som resten af Vestbalkan på den langsigtede optagelsesagenda. Men i de områder, hvor der er spændinger skal man passe på ikke at presse for hurtigt på, da man så løber risikoen aldrig at få lavet nogen form for politisk afklaring.
Et sådan brud som der skete mellem Serbien og Kosovo, og som endnu ikke er fuldt ud afklaret internationalt, indeholder naturligvis mange følelser, også i lyset af Balkans fælles historie. Lige som andre steder i verden, hvor der er spændinger, findes der ingen hurtig løsning, men dialogen vil være et godt sted at starte.
I det brede perspektiv er det i hele Balkans interesse at blive medlem af EU, starte et nyt kapitel, lægge fortiden bag sig og se frem. Her er der stadig udfordringer i Vestbalkan, som bevæger sig i retningen af EU, der gør, at det for nogle af landene stadig kommer til at tage nogle år. Desuden er Balkan i mange henseende et kludetæppe som er blevet samlet og delt et utal af gange igennem historien, hvilket gør at man ikke kan anskue Balkan som én størrelse, men som mange dele med hver deres udfordringer. For Serbiens vedkommende, som ikke er langt fra at rykke tættere på EU, ligger nøglen i Kosovo, og uden at forsimple de involverede følelser så kræver det selvransagelse samt fornemmelse for realiteterne.
Det kan tage tid før Serbien opnår kandidatstatus, men en afklaring af forholdet imellem Serbien og Kosovo vil være et vigtigt skridt på vejen. Her kræver det, at man tager hul på mere dialog imellem de to parter.
Zeb Meier Watz er fast klummeskribent for Magasinet rØST. Han er uddannet filosof og medlem af Det Radikale Venstre. Han er regionsformand for Region Syddanmark og sidder med i partiets hovedbestyrelse og det udenrigspolitiske udvalg.
Læs også Zebs to tidligere klummeindlæg:
At stole på hinanden forudsætter, at man overholder aftaler.
