Den 22. september mødtes over trehundrede politikere, NGO’er, borgmestre og eksperter i Europarådets domicil i Strasbourg for at sætte handling bag ordene for fremtidens mål for integration af romaer i EU-landene.
Registreringen af deltagere finder sted mellem 8.00-9.00, skriver de i topmødets brochure. Klokken lidt over otte står en flok af embedsmænd fra Italien, Frankrig, Belgien nogle enkelte NGO’er, samt en enkelt japansk jurastuderende uden for døren foran Europarådets sandfarvede bygning Palais de l’Europe i Strasbourg. Alle venter på, at dørene bliver slået op til topmødet for borgmestre, hvor det skal diskuteres, hvordan politikerne hjælper romaerne ude i deres lokalområder.
Inde i hallen har man oprettet et lille tv-studie, som live-transmitterer fra hovedtalerne. Klokken 9.00 starter konferencen officielt med en tale fra Keith Whitmore, præsidenten af kongressen for lokale og regionale autoriteter i Europarådet, samt med en videobesked fra Europarådets generalsekretær, Thorbjørn Jagland. Mange deltagere er slet ikke nået igennem sikkerhedstjekket, før de første taler er overstået i den store debatsal.
”Romaer lever i gennemsnit 10 år mindre, har ikke lige adgang til boliger, ordentlig uddannelse, og arbejdsløsheden er skyhøj. Disse problemstillinger kan kun blive brudt af stærke initiativer. Vi har brug for at stille spørgsmålet: Hvad gør vi egentlig for at hjælpe romaerne?,” siger Europarådets menneskerettighedskommissær, Thomas Hammarberg i sin tale på topmødet.
Mødet sætter fokus på integration af romaer, og skal komme frem til løsninger på romaproblemer i de lokale regioner i medlemslandene. Der bliver råbt vagt i gevær, eftersom flere lande døjer med en general utilfredshed over romabefolkningen. I nogle lande er det sågar kommet til voldelige sammenstød mellem romaerne og majoriteten.
”Vi har som politikere et ansvar. I Milano kørte det siddende regeringsparti en antiroma-kampagne som proklamerede, at byen ville blive overtaget af sigøjnere, hvis oppositionen vandt valget. I Tjekkiet beskyldte en lokal borgmester for nyligt romaerne for at voldtage en ung kvinde. Disse sager beskriver den værste form for stigmatisering og det er noget, vi skal gøre op med nu,” understreger Thomas Hammarberg.
Roma-mæglere kan være løsningen
Topmødet var delt op i tre arbejdsgrupper der fokuserede på henholdsvis lige rettigheder til uddannelse, lige rettigheder til boliger, sygesikring og beskæftigelse, samt bekæmpelse af fordomme. Disse arbejdsgrupper skulle hver især diskutere problemstillinger og komme med konkrete forslag til, hvordan man fra EU-niveau kan hjælpe romaerne i samarbejde med de lokale græsrodsorganisationer.
Der har været mange kritiske røster om netop implementeringen af de mange dokumenter omkring romaintegration, som i en lind strøm flyder ud fra EU- parlamentets kontorer. Siden Frankrig i 2010 hjemsendte hundredevis af romaer til Bulgarien og Rumænien, besluttede generalsekretæren i Europarådet, Thorbjøn Jagland, midlertidigt, at det var på tide at gøre ord til handling. Men planerne var lige fantastiske nok, og løfterne var store fra både EU-parlamentarikerne og de nationale politikere, uden at der er sket nok, siger Europarådets generalsekretær for romaspørgsmål, Jeroen Schokkenbroek.
Han mener, at brugen af personer enten fra romasamfundet eller med et godt kendskab til romaforhold, som kan virke som mæglere mellem romaerne og de offentlige institutioner, er et skridt i den rigtige retning. På nuværende tidspunkt er der uddannet over 400 personer. Men med penge fra EU har Europarådet netop lanceret en plan om at uddanne i alt 1000 mæglere med romabaggrund i 2011-2012.
”Brugen af mæglerne har ført til, at flere romabørn kommer i skole, og bliver i skolen, hvilket reducerer frafaldet,” siger Jeroen Schokkenbroek.
Han forventer, at landene vil bruge de uddannede mæglere til at bygge bro i de marginaliserede lokalområder, bringe folk sammen, skabe dialog og kommunikere. På den måde kan man involvere romaerne i den politik, som i sidste ende handler om dem selv.
I mange tilfælde kæmper mæglerne dog for deres overlevelse. Flere steder er det ikke anerkendt som en fuldtids profession, og mæglerne er ofte ikke ansat gennem de lokale myndigheder, men gennem andre organisationer, såsom NGO’er. Og i mange tilfælde er de på vikarierende kontrakter, indrømmer Jeroen Schokkenbroek.
Det er første gang, at EU-parlamentarikerne prøver at skabe en løsningsmodel, som direkte går ind og skaber dialog omkring romaer i lokalområderne. Men selvom det er en ny løsningsmodel, skal den ikke erstatte nogle af de gamle, understreger han.
”Opskriften på succes skal findes både på nationalt og lokalt plan. Hele rådhuset skal være bevidst om deres problemer. Så længe romaer føler sig fortabt og ikke stoler på de lokale indbyggere, er der ingen vej fremad,” siger Jeroen Schokkenbroek.
Flere klager til Menneskerettighedsdomstolen
Selvom han ikke vil gøre sig til dommer over, hvordan de enkelte lande implementerer deres romastrategier, tror han på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol gør sit til, at landene ikke gentagne gange overtræder menneskerettighederne.
”Vi er ikke politiet for menneskerettigheder, men hvis romaer ikke kan gå i skole, eller hvis de ikke har adgang til sundhedstjek, så er det en sag for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Vi har set i de sidste 10 år, at flere og flere romaer finder vej til retten i Strasbourg for at klage over uretfærdig behandling i deres hjemland,” siger Jeroen Schokkenbroek.
Der har været tre vigtige domme mod henholdsvis Tjekkiet, Kroatien og Grækenland, hvor domstolen har sagt, at segregerede skoler eller klasser for romabørn er en overtrædelse af menneskerettighederne. Domstolen erklærede her, at børn skal have lige rettigheder til uddannelse, hvilket også betyder inkluderende undervisning.
Landene har en retslig forpligtelse til at overholde domstolens anbefalinger. Og det er også procedure, at domstolen overvåger de lande som skal udføre dommen. Jeroen Schokkenbroek understreger, at det ikke er anderledes i sagen mod Tjekkiet.
”De involverede personer holder et tæt øje med udviklingen i Tjekkiet og hvilke ting regeringen gør for at ende segregation i skolerne. Så sent som i juni fremlagde ministerkomitéen en resolution som udtrykte bekymring over den langsomme udvikling. Vi har kritiseret dem for ikke at leve op til dommen fra 2007,” siger Jeroen Schokkenbroek.
Domstol uden effektive beføjelser
Selvom Menneskerettighedsdomstolen forsøger at håndhæve Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU-domstolen forsøger at håndhæve EU’s Charter for Grundlæggende Rettigheder i Lissabon-traktaten, retter medlemsstaterne sig dog langt fra efter de regelsæt, som er indgået, mener Hjalte Rasmussen, der er professor i EU-ret ved Københavns Universitet.
”Helt tilbage fra før krisen har medlemsstaterne været meget løsagtige med at overholde reglerne inden for EU. Vi kan bare se på statsunderskuddene, inflation og gældsætningerne inden for Eurozonen, som et eksempel,” siger han.
Han mener, at vi er inde i en periode, hvor der kan stå hvad som helst i Lissabon-traktaten, men i realiteten er disse dokumenter kun det papir værd, det er skrevet på.
”I EU’s historie har vi måske nogle gange været tilbøjelige til at rette os efter reglerne. Men som situationen er nu, hytter alle sit eget skind og er langt mere ulydige,” siger Hjalte Rasmussen.
Processen med at sagsøge en medlemsstat er dyr og besværlig. Det tager mange år, før der kommer en kendelse ud af et egentligt søgsmål. Derfor er det også svært at vurdere, om Lissabontraktaten har haft nogen særlig juridisk effekt endnu på diskrimination, mener han.
Samtidig hober sagerne sig op. Bunken af sager som ligger ved Menneskerettighedsdomstolen nærmer sig de 100.000, siger Hjalte Rasmussen.
”Domstolen har et gigantisk efterslæb. Og hvis du spørger, om EU-domstolen håndhæver traktaten for at give borgere individuelle rettigheder, så er det en hvid pind. Det forekommer ikke,” siger Hjalte Rasmussen.
FAKTA
Europarådet består af 47 medlemslande, der alle har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Alle EU-landene er medlemmer af Europarådet. Europarådets øverste myndighed er Ministerkomitéen, som består af medlemslandenes udenrigsministre eller repræsentanter ved Europarådet. Europarådets arbejde består hovedsageligt i at behandle og vedtage anbefalinger og konventioner inden for områder som menneskerettigheder, demokrati og retspolitik. Det er vigtigt ikke at sammenligne Europarådet med Det Europæiske Råd ved EU.
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Menneskerettighedskonventionen beskytter menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. De rettigheder, der er indeholdt i konventionen, har karakter af borgerlige og politiske rettigheder.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg behandler sager, hvor en medlemsstat påstås at have overtrådt menneskerettighedskonventionen eller dens tillægsprotokoller. Konventionen indeholder to forskellige klageadgange; ”den mellemstatslige” og ”den individuelle”. Den mellemstatslige klageadgang er en ret for en medlemsstat, der kan klage til Menneskerettighedsdomstolen, hvis en anden medlemsstat ikke opfylder sine forpligtelser efter konventionen.Den individuelle klageadgang er en ret for enkeltpersoner, ikke-statslige organisationer eller grupper af enkeltpersoner til at klage direkte til Menneskerettighedsdomstolen over en medlemsstat. Medlemsstaterne er forpligtet til at rette sig efter Menneskerettighedsdomstolens endelige afgørelser i sager, hvori de er parter, og Europarådets Ministerkomité kontrollerer, at dette sker.
EUs nyeste traktat, Lissabon-traktaten fik indskrevet et Charter for Grundlæggende Rettigheder, der i grove træk følger Menneskerettighedskonventionen. Charteret skal ideelt set håndhæves af EU-Domstolen.
Hvem er romaerne?
Romaerne, førhen kaldet sigøjnere, lever i Europa som den største etniske minoritet. Romaer har været i Europa i 1000 år, de har ikke deres eget land, og de er blandt de mest fattige og uønskede befolkningsgrupper i Europa. Der er omkring 10-12 millioner romaer i Europa.
Kristian Foss Brandt er journalist og tidligere bosiddende i Tjekkiet. Denne artikel er den sidste ud af en artikelserie på fire artikler om tjekkiske og europæiske romaer, bragt i Magasinet rØST.
Læs den første artikel i serien, om de tjekkiske specialskoler, her: Udstødte fastfryses i Tjekkiets uddannelsessystem
Læs den anden artikel, om arbejdsløshed, diskrimination – og ildsjæle, her: Den skjulte diskrimination
Læs den tredje artikel, der spørger, hvad vi kan gøre ved hverdagstrusler, racisme og diskrimination mod romaer, her: kan vi ændre holdningen til romaer?
Læs også Kristians interview med en tidligere tjekkisk embedsmand om en særdeles mangelfuld ‘romapolitik’: Handlingsplanen som forsvandt
