Lørdag d. 26. november spillede to Aarhusbands Kurve og Blue Shadow Caravan, begge med bosniske rødder, på spillestedet Moriskan i Malmø. En del af initiativet Urban Balkan Rock Club, der skal vise Balkan fra en anden side.

Løgkupler og minareter imellem nøgne sorte grene tegner sorte silhouetter imod den mørke novemberhimmel. Moriskan, der ligger i forlystelsesparken »Folkets park« i Malmø er udformet som et arabisk tempel med orientalsk udsmykning. Og det er heller ikke svensk, der er det dominerende sprog når man kommer inden for.

Balkanmusik til folket
Det er »Urban Balkan Rock Club«, der står bag projektet og har med succes fragtet en stor mængde bands fra de eksjugoslaviske og andre lande til byen igennem de seneste år.

»I Sverige er tilgangen til musik fra Balkan næsten altid på folke-, eller sigøjnermusik, mens de andre musikalske retninger er blevet fuldstændig ignoreret.« fortæller Sinisa Kedza, der er en af hovedorganisatorerne i Urban Balkan Rock Club, og oprindeligt kommer fra Bosnien.

»Vi har primært fokus på den alternative scene – punkrock og undergrundskulturen – i regionen, hvilken er fuldstændig ukendt i Sverige, selvom den er utroligt spændende. Den alternative bølge begyndte at vokse i løbet af de 80’erne under kommunismen og voksede stærk frem under krigene på Balkan i 90’erne. I de seneste år har flere alternative bands formået at etablere sig i Vesteuropa og USA, men aldrig i Skandinavien og Skåne.« forklarer Sinisa.

Selvom det hovedsagligt  er det bosniske sprog (tidligere kendt som serbo-kroatisk), man mødes af, efter indtrædelse i Moriskan denne aften, understreger han, at publikum til Urban Balkan Rock Club repræsenterer alle eksjugoslaviske folkeslag, der bringes sammen om musikken, selvom de bekrigede hinanden for mindre end 20 år siden. Dette er også en af hensigterne med at bringe bands til Malmø fra hele det tidligere Jugoslavien – og at give disse bands den respekt de fortjener . – Det kan være svært at nå ud til den ønskede målgruppe selv i deres egen region pga. efterkrigstidens forhold.  

Er man opmærksom, springer også der flere danske ord ud af mængden. Dagens optræden er nemlig importeret direkte fra Aarhus.

Medrivende og fængende
Bojan og Rale udgør Blue Shadow Caravan. Men selvom der kun sidder to på scenen, fyldes hele salen af en de fængende omkvæd
  underbygget af blot en guitar og forskellige percussion. Intensitet med karakter af José Gonzales og en melodiøs opfindsomhed der smager lidt af Calexico, tilsat en teskefuld af Sydøsteuropa, som mærkes i sange som Zemlja og Eldorado, kan måske karakterisere lyden. Men Blue Shadow Caravans lyd og charme er sin egen.

Det er ikke blot de medrejsende tilskuere fra Aarhus, der lader sig bjergtage. Koncerten vækker bred og fortjent begejstring.

Bosnisk nerve
Aftenens hovednavn kan både forstås om en buet graf eller flettede beholdere, men KURvE skal nok mest forstås i sin bosniske betydning
  »luderne«. Med reference til bandets »punkperiode« bliver aftenen mildt sagt sat op i tempo. Med en bandbesætning krydret med violin, to mæssingblæsere og tekster på bosnisk, føles Balkan tydeligt imellem slagene. Men det bosniske islæt føles naturligt og som en nerve i musikken og ikke som et påklistret koncept om at ”nu skal vi gå Balkan-amok”, som ofte opleves hos bands uden for regionen, der spiller Balkan-inspireret musik.

Ind fra højre kommer pludselig Leonard Davies, gæstesanger fra bandet Fallen Men,flyvende, iklæder sig straks hat og solbriller og omfavner hele salen og de kvinder, der står nærmest. »I’m a prostitute for you« får han hurtigt alle i det arabiske tempel til at skråle. Koncerten bliver en fest, og de scenevandte og uhøjtidlige Kurve gjorde sit til at udviske illusionen om os og jer og distancen mellem den betragtende og den betragtede.

Selvom koncerten blev sluttet af i meget højt tempo med balkan-coceks i flyvende syv-ottendedelsrytmer, kan KURvE andet og mere end Balkanpunk. Og måske har Blue Shadow Caravan haft en finger med i spillet, – for imellem de høje tempi, fest og blæs sænkes hastigheden og melankolse melodier og en langsomt men solidt opbygget dynamik overtager og rammer lige ind i sjælen med minder om den gamle jugorockscene. Afvigelsen lyder måske radikal, men det fungerer godt. Og afveksling og overraskelser igennem hele programmet gør, at man aldrig synker væk, mister interessen eller keder sig som tilskuer.

Afveksling er gennemgående for denne aften, da både musikken og gæsterne er et sammensat, men etableret sammenkog af dansk, svensk og bosnisk. En glædelig kosmopolitisk oplevelse, der gerne må gentage sig. Urban Balkan Rock Club har gjort et godt stykke arbejde, der er berigende både for skandinaver og folk med rødder i Eksjugoslavien.

»Det er vigtigt at lægge mærke til, at der aldrig på vores koncerter voldelige episoder. Publikum er katolske kroater, serbiske ortodokse og bosniakiske muslimer, der danser og »elsker« hinanden. Peace and love!« lyder det til sidst fra Sinisa Kedza.

Hør musikeksempler på Blue Shadow Caravan

Hør musikeksempler på Kurve

Besøg Urban Balkan Rock Club på Facebook

 

Af Kristoffer Hecquet