ARTIKELSERIE | I anden del af denne artikelserie om jødedommen i Ukraine, går Simon Ozer tæt på, hvordan religionen ser ud i dag, og hvilke konsekvenser den jødiske opblomstring har for de troende.
Det kom som en overraskelse for mange forskere, at religion genopstod i de postsovjetiske samfund. Mange havde forestillet sig en fortsat udvikling der henførte religion til en hjemlig og privatiseret form. I dag kan man i Ukraine se ortodokse jøder på gaden iført en lang sort frakke, sort hat og stort skæg, hvorved de står i stærk kontrast til de omkringværende udfordrende og moderne påklædte unge ukrainere.
Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 opstod en række samfund med udvidede borgerlige frihedsgrader samtidig med en større grad af usikkerhed knyttet til ophøret af systemer og traditioner. Dette har dannet grobund for en religiøs opblomstring, der nu erstatter den tvungne assimilation under sovjetstyret.
De forskellige jødiske samfund
Det jødiske samfund i Ukraine har mærket denne forandring, og der er i dag et livligt fællesskab omkring Ukraines mange synagoger. Synagogerne tilhører primært den ortodoks jødiske retning med få undtagelser af reformjødiske menigheder. De ortodokse jøder i Ukraine er yderligere delt i to grupperinger, hvor den første gruppe er den traditionelle ashkenazi retning. Ashkenazi jøder betegner jiddisch talende jøder fra Central- og Østeuropa, der ud fra liturgiske forskelle adskilles fra de sefardiske jøder, der er relateret til middelhavslandene. Den anden gruppe jøder i Ukraine er den hassidiske, hvilket er en jødisk fromheds- og vækkelsesbevægelse fra 1700 tallet.
I Odessa adskiller de traditionelle ashkenazi jøder sig fra hassiderne ved at bære forskelligfarvede kippa’er (halvkugleformet traditionel jødisk hovedbeklædning) i henholdsvis sort og mørkeblå. Derudover mener hassiderne selv, at de er mere åbne mod udefrakommende. Dette er ikke mindst tilfældet, da de betragter alle der er født af en jødisk mor som værende jøde og på denne måde integrerer et missionerende aspekt i deres praksis ved at forsøge at overbevise sekulære jøder til at blive praktiserende.
Der eksisterer en vis grad af konkurrence mellem synagogerne om de praktiserende jøder i Odessa og den magt, der følger med størrelsen af menigheden. Det er små forskelle i ritualer og rabbinernes retningslinjer, der adskiller synagogernes egentlige praksis.
Intet interview på en sabbat
Schlomo, der har indvilliget i at lade sig interviewe forud for denne artikel, er selv stærkt troende hassidisk jøde bosat i Odessa og aktiv i den chabadiske synagoge. Chabadismen en gren inden for hassidismen og den største jødiske bevægelse i dag med hovedsæde i New York. Bevægelsen startede i en russisk landsby og vægter den sefardisk jødiske mystik kaldet kaballah.
Schlomo lader sig interviewe under de forudsætninger, at der ikke officielt er tale om et interview, da det er sabbat, og han må derfor ikke udføre nogen form for arbejde. Således er det muligt at have en samtale om et emne, så længe dette ikke optages eller nedskrives under sabbatten.
Religiøs uddannelse erstatter tvungen assimilation
Schlomo studerer ved en religiøs uddannelse ved navn STARS (Student Torah Alliance for Russian Speakers), der er eksternt finansieret og betaler unge jødiske mænd for at tage uddannelse i jødisk tradition, livsstil, historie og filosofi. Uddannelsen er et eksempel på udefra kommende kræfter, der arbejder for en styrkelse af jødedommen i Østeuropa. Denne uddannelse har gjort ham kyndig i de mange religiøse regler, der sætter rammerne for en praktiserende jødes liv. For Schlomo er jødedommen en relativt ny del af hans liv, idet han blev praktiserende for blot 3 år siden.
Schlomo blev ikke opdraget som praktiserende jøde. Faktisk havde hans forældre glemt de jødiske regler og praksisser, eller mere præcist havde de aldrig lært dem. Schlomos forældre voksede op under sovjetstyrets tvungne assimilation, hvor religiøs adfærd kunne blive straffet med bøde eller fængsel. De var bevidst om, at de var jøder, men de udførte aldrig handlinger der kunne knyttes til religion. Schlomos far spillede i sin ungdom basketball i byens ældste synagoge, der under sovjet blev brugt som idrætshal. Schlomos bedstefader var aktivt engageret i den russiske revolution, og religion var derfor ikke det mest betydningsfulde i hans liv.
Således er det adskillige generationer siden, at familien har praktiseret jødedom. Det er Schlomo, der nu lærer sine forældre om jødiske love og praksisser. At den unge generation religiøst uddanner den ældre generation er et udbredt fænomen i det nuværende jødiske samfund i Ukraine.
Under sabbatmiddagen viser Schlomo sin store viden for, hvordan alle de jødiske forskrifter overholdes, og det er ham der leder slagets gang; også overfor sine forældre og svigerforældre. Faderen ser ud til at nyde arrangementet, og det er stadig ham, der sidder ved bordenden og udfører de ritualer, der skal udføres af familiens overhoved. Ud over alle de retter der skal være med til en sabbat fejring, serverer Schlomos fader også øl og vodka med syltede agurker. Vodkaglasset får ikke lov til at stå tomt længe, selvom det kun er faderen og gæster der drikker dette. Schlomo forklarer, at dette er den ukrainske side af faderen, der stadig står stærkt i ham.
Denne ukrainske mentalitet synes også at være gældende ved den efterfølgende morgens religiøse måltid i synagogen, hvor den assisterende rabbiner langer saftevandsglas med vodka ud til alle mændene, så der kan skåles og siges l’chaim.
Den religiøse vækkelse og dens konsekvenser
For Schlomo blev jødedommen en altafgørende del af hans liv, da han i 2008 som 24 år gammel rejste til Israel under ”Taglit-Birthright Israel” programmet, hvor verdens unge jøder tilbydes en gratis sekulær rundrejse i Israel og uddannelse om deres kultur-religiøse rødder. Programmet har til formål at styrke integrationen mellem verdens jøder og udgør endnu et eksempel på den eksterne indflydelse på jøder i de postsovjetiske lande.
Denne rejse til Israel forandrede Schlomos liv, og han engagerede sig aktivt i den hassidisk-chabadiske synagoge, der var genopstartet af en israelsk rabbiner, der kunne genintroducere den jødiske trospraksis.
Schlomo har tidligere taget to diplomuddannelser i IT på universitetet, og det er igennem computerarbejde, computerspil og populærmusik, at han har tillært sig et flydende engelsk. For ham er det overkommeligt at leve som ortodoks jøde, da begrænsninger ligger i hovedet, og derved bliver vanskeligheder reduceret til et mentalt arbejde. Han udtaler, at der ikke er nogen modsætning i at være ortodoks praktiserende jøde og samtidig leve et moderne liv. Dog har Schlomos religiøsitet haft betydelige omkostninger i hans personlige liv. Da han begyndte at klæde sig ifølge den ortodokse jødedoms regler og efterleve de mange religiøse forskrifter, mistede Schlomo alle sine ukrainske venner. Schlomo, der var glad for musik, havde inden sin religiøse opvækkelse tjent sin indkomst som sanger til forskellige arrangementer som. f.eks. bryllupper, men dette blev ikke længere muligt, da han skulle overholde sabbatten og derved ikke kunne arbejde fra fredag aften til lørdag aften. Således har hans religiøsitet haft omfattende konsekvenser for hans sociale liv og karriere.
Schlomo angiver at ukrainske jøder aktuelt ikke oplever problemer med antisemitisme i Ukraine. Der er dog stadig bevæbnede vagter udenfor synagogerne, men de hjælper som regel blot med praktiske ting som at flytte borde osv. Og det har aldrig været nødvendigt at forsvare synagogerne. Ifølge Schlomo nærer ukrainerne generelt et had til jøderne, fordi de er anderledes. Men der er aldrig nogen der handler på dette had, og således får jøderne lov til at være i fred. Schlomo og hans familie opfatter sig primært som jøder og dernæst som ukrainere.
Jødernes fremtid i Ukraine
Schlomo ser en lys fremtid for det ukrainsk-jødiske samfund med stadig flere jødiske institutioner og en forstærket jødisk identitet. Han indrømmer dog, at en del jøder vælger den ortodoks-jødiske livsstil fra, da den er for krævende i et moderne liv, og mange har giftet sig med ikke jøder, hvorefter de ikke oplærer deres børn i den jødiske tro. Schlomo drømmer selv om at emigrere til Israel en dag. Statistisk set mindskes den jødiske population i Ukraine gennem emigration, og dem der bliver tilbage bliver i stigende grad assimileret. Således er over 300.000 jøder emigreret til Israel siden 1989 – en rate der dog har været faldende angiveligt på grund af Israels problematiske relation til dets muslimske nabolande.
Omkring 30.000 ukrainske jøder forlader Ukraine om året og som årsag herfor angives 1) de økonomiske tilstande, 2) bekymring for børnenes fremtid og 3) familiær genforening. Den mest udbredte hassidiske version af ortodoks jødedom tiltaler ikke mange jøder, og de andre mere liberale jødiske retninger står svagt i de ukrainske byer. Således kan den post-sovjetiske opblomstring i jødedom betegnes som koncentreret kvalitativt og samtidig stærkt begrænset kvantitativt.
Schlomo og hans far repræsenterer to generationer af ukrainske jøder, der fremstår som et eksempel på den historiske ukrainsk-jødiske udvikling fra faderens tvungne assimilation til Schlomos religiøse vækkelse.
Simon Ozer er kandidatstuderende på psykologi ved Aarhus Universitet. Han har tidligere færdiggjort en bachelorgrad i religionsvidenskab på Aarhus og Lund Universitet. Denne artikelrække om jødedommen i Ukraine er skrevet på baggrund af en researchrejse til landet i sommeren 2011.
Tredje og sidste artikel i serien om jødedommen i Ukraine omhandler forfatterens egne oplevelser i forsøget på at finde sine jødiske rødder i Ukraine. Den bringes på rØST i næste uge.
Læs også den første artikel i serien: Jødernes historie i Ukraine.
