KOMMENTAR | NATO og EU har nu i en længere periode taget parti for den kosovo-albanske part i den komplicerede konflikt i det nordlige Kosovo. Det er højst uheldigt da det ikke bidrager til en fredelig og varig løsning, men tværtimod medvirker til en forværring af krisen. Det mener Jais Thomas Møller i denne kommentar.
Først og fremmest er det værd at kaste lys over NATO’s rolle i forhold til den seneste tids begivenheder. NATO’s KFOR styrke har nu ved flere lejligheder gjort brug af en voldelig tilgang for at ændre realiteterne i Kosovo, og har dermed forsøgt at implementere og fremme premierminister Hashim Thacis politik i provinsen.
Siden juli har spændingerne mellem kosovo-albanere og -serbere i området været på kogepunktet. Baggrunden for den tilspidsede situationen skyldes, at regeringen i Pristina under premierminister Hashim Thaci den 25. juli sendte den specielle politistyrke ROSU ind i det nordlige Kosovo for at sikre sig kontrol over de to checkpoints i Jarinje og Brnjak ved den administrative linje, der adskiller Serbien og Kosovo i forbindelse med en handelsblokade, hvor Pristina indførte et handelsembargo mod serbiske varer. Imidlertid har Pristina aldrig kontrolleret det nordlige Kosovo, da det er beboet og kontrolleret af en majoritet af serbere, som ikke anerkender et uafhængigt Kosovo, og de betragter fortsat området som en del af Serbien.
Her kom det til voldelige kampe, hvor blandt andet en kosovo-albansk politimand blev dræbt af serbiske demonstranter. Kampene endte med en midlertidig løsning, hvor KFOR greb ind og sikrede fred ved at kontrollere de to checkpoints indtil september. Imidlertid tog både KFOR og EULEX efterfølgende parti for regeringen i Pristina og da kosovo-albanske handelskontrollører blev indsat ved de to checkpoints i det nordlige Kosovo opstillede lokale serbere i det nordlige Kosovo 21 barrikader i protest mod dette tiltag, da de ser det som et forsøg på at drage en officiel grænse mellem Serbien og Kosovo.
KFOR’s politik ulovlig
Barrikaderne er siden blevet bevogtet døgnet rundt af de serbiske demonstranter. Samtidig har serberne i det nordlige Kosovo intet ønske om at leve under et albansk kontrolleret Kosovo under premierminister Hashim Thaci, som har adskillige tvivlsomme aktiviteter, som inkluderer fordrivelser og likvideringer af serbere og andre minoriteter, bag sig efter krigen i 1999. Der udover har Dick Martys rapport også sat Thaci i forbindelse med handel med organer fra serbiske og albanske krigsfanger som var med til at finansiere KLA i 1999. Siden september har KFOR op til flere gange forsøgt at fjerne barrikaderne ved brug af militær magt, da de ses som en trussel mod den frie bevægelighed i Kosovo.
På det sidste er KFORs indsats blevet optrappet og man har forsøgt 3-4 gange i de sidste uger at fjerne de opstillede barrikader midt om natten. Torsdag den 24. november blev man vidne til et af de mest voldelige sammenstød man indtil videre havde set. I Rudare kom det til voldelige kampe mellem KFOR styrker og kosovo-serbiske demonstranter og 21 soldater fra KFOR og et ukendt antal serbere blev såret. Nogle dage senere, mandag den 28. november, forsøgte KFOR at fjerne barrikaden ved Jagnjenica, tæt ved byen Zubin Potok. Her blev mellem 30-50 personer såret efter kampe mellem KFOR og de serbiske demonstranter.
KFORs politik i Kosovo er ikke kun problematisk fordi man har taget parti for den kosovo-albanske side, men den er samtidig også ulovlig. Ifølge resolution 1244, som er aftalt ved FN’s sikkerhedsråd, har KFOR og EU’s mission i Kosovo, EULEX, kun mandat til at agere som statusneutrale fredsbevarende styrker.
Serbisk EU modstand
Situationen er nu den værste man har set i flere år og de lokale serbere i Kosovo betragter ikke overraskende og med god grund både KFOR og EULEX som partiske støtter for regeringen under Hashim Thaci. KFOR’s sidste forsøg kommer efter, at Beograd og Pristina ikke kunne opnå en aftale under den EU sponserede dialog i Bruxelles den 21 og 22. november om de nordlige checkpoints. Urolighederne i Kosovo sker på et særdeles uheldigt tidspunkt for den serbiske regering under præsident Boris Tadic, da EU den 9. december skal beslutte om man vil give Serbien EU kandidatstatus. EU kandidatstatus er af afgørende betydning for den serbiske regering, da et serbisk medlemskab i den europæiske union er en af de helt store målsætninger for præsident Tadic.
Imidlertid har EU ligesom NATO’s KFOR styrke også vist sig at give sin fulde støtte til regeringen i Pristina. EU har truet Serbien med, at man ikke vil opnå et favorabelt resultat, EU kandidatstatus, med mindre man tillader Kosovo handelskontrollører ved de to checkpoints i det nordlige Kosovo og begynder at stoppe deres støtte til kosovo-serberne og deres barrikader. EU kræver imidlertid det umulige af Tadic og i takt med EU’s krav falder støtten til EU medlemskab i den serbiske befolkning. En meningsmåling foretaget af den serbiske regering fornylig viser at kun 44,5 % i dag vil støtte et EU medlemskab, mens en tredjedel er imod det. Det er den laveste støtte for serbisk EU medlemskab siden 2000.
Forværrer konflikten
Resultaterne viser at mange serbere vurderer at EU ”blackmailer” Serbien over Kosovo og at den faldende støtte for det europæiske projekt skyldes den eskalerende konflikt i Kosovo, hvilket stimulerer modstanden mod serbisk EU medlemskab. På trods af EU’s krav til den serbiske regering tyder meget imidlertid på, at man alligevel på sigt vil give Serbien EU kandidatstatus. EU er i den sammenhæng mere eller mindre tvunget til det, hvis man vil opretholde et pressionsmiddel mod landet i forhold til Kosovo, og hvis man vil gøre sig forhåbninger om at Serbien engang i fremtiden vil anerkende et uafhængigt Kosovo til gengæld for serbisk EU medlemskab.
Der er ingen tvivl om, at NATO’s og EU’s politik overfor Serbien er stærkt uheldig. Lige nu stimulerer den modstanden mod EU og det internationale samfund som helhed i den serbiske befolkning. Med et serbisk valg, der efter planen skal afholdes i foråret vil Kosovo igen blive et tema blandt de forskellige kandidater udover nationale problemer som arbejdsløshed, dårlige levestandarder og fattigdom. Det mest beklagelige ved både NATO’s og EU’s politik i Kosovo, hvor man tager parti for den kosovo-albanske part i krisen i Kosovo, er imidlertid, at man er med til at optrappe og forværre situationen, hvilket den seneste tids begivenheder er et bevis på.
Hvis NATO og EU vil se Serbien som en del af deres organisationer i fremtiden bør man ændre kurs og søge et kompromis mellem de stridende parter i Kosovo. Forskellige løsninger er på nuværende tidspunkt på tegnebrættet, hvor det at give det nordlige Kosovo en form for udvidet autonomi er den mest realistiske. Som situationen er i dag ligner både KFOR og EU’s fulde støtte til Pristina mest af alt amerikansk udenrigspolitik, hvor man ligesom under krigene i 1990erne i det nu tidligere Jugoslavien portrætterer serberne som roden til problemerne i Kosovo. En sådan politik løser imidlertid ingen problemer og lige nu er man meget langt fra en fredelig og varig løsning i Kosovo.
