PARLAMENTSVALG | Kroaterne går i dag, søndag, til stemmeurnerne. Prognoser forudser et stort nederlag til den siddende regering under premierminister Jadranka Kosor.

Foreløbige resultater peger på en stor valgsejr til oppositionen. En centrum-venstre koalition, kendt som Kukuriku-koalitionen, bestående af Socialdemokratiet, Det kroatiske Folkeparti, Den istriske Demokratiske Forsamling og Pensionistpartiet, står ifølge meningsmålinger til at få 38 pct. af stemmerne, og dermed nok at danne ny regering.

Det regerende centrum-højre parti HDZ, der har regeret Kroatien de sidste 17 ud af 20 år, står ifølge de samme meningsmålinger til kun at få omkring 20 pct. af stemmerne – det dårligste valgresultat i partiets historie.

Valgtemaerne har drejet sig om økonomiske spørgsmål og arbejdsløshed. Kroatien er hårdt ramt af den internationale finanskrise, og har en arbejdsløshed på 17 pct. Det største tema i valgkampen har dog været de massive korruptionsanklager, der har været rettet mod den siddende regering, og som blandt andet har ført til den tidligere leder af HDZ, Ivo Sanaders anholdelse.

Den kommende premierministers største udfordringer bliver, foruden at håndtere den økonomiske situation, at afslutte optagelsesforhandlingerne med EU, der af flere iagttagere forventes vedtaget under det danske formandskab.

Balkan Insight 4/12

Euronews 4/12

Læs også:

Korruption bliver valgtema i Kroatien

Imperiets fald

Af AHB