ARTIKELSERIE | I første del af denne artikelserie om jødedommen i Ukraine kigger Simon Ozer nærmere på jødernes – meget ofte turbulente og kaotiske – historie i Ukraine. Det er en fortælling om trivsel, diskrimination, etnisk udrensning, tvunget sekularisering og genopblomstring.
Spørger man i det ukrainske jødiske samfund i dag, om det var fornuftigt at forlade Ukraine under de store migrationsbølger for ca. hundrede år siden, fortælles der gerne følgende vittighed:
En kvinde står i en menneskekø med sin datter og lidt længere fremme i køen står der en jøde. Datteren udbryder: ”Se mor, der står en jøde. Jeg troede ellers, at de alle var rejst.” Herefter vender jøden sig om og siger: ”Jeg er ikke jøde, jeg er en idiot”
Selvom vittigheden på flere måder ikke er specielt morsom, beskriver den dog de ukrainske jøders forståelse af deres barske historie.
Etableringen af et jødisk samfund
De første jødiske emigranter i det område der i dag udgør Ukraine, kan spores tilbage til det 8. århundrede, hvor de flygtede dertil fra det Byzantinske Rige pga. forfølgelser fra kristne. Under fordrivelsen af jøder fra de vestlige lande i det 13. til det 15. århundrede emigrerede mange jøder østpå; herunder til Ukraine, hvor Kiev blev et centrum for jødisk religiøs uddannelse. Forud for og under den polsk-litauiske realunion, der blev oprettet i 1569, var dette rige anset for at være et af de mest tolerante lande i Europa. Dette skabte plads til opblomstringen af et af de største jødiske samfund i verden, hvorunder mange jøder flyttede til det område der i dag er Ukraine fra Polen, Litauen, Italien og Tyskland. Den ukrainsk jødiske befolkning voksede fra at være kun 4000 i 1569 til 51,325 i årene 1648-1649.
Jøderne blev i 1648 genstand for kosakkernes og tatarernes massakre begået i den ortodokse kristendoms navn. Herunder blev mellem 15 og 30 tusinde jøder dræbt og flere landsbysamfund blev lagt øde. På trods af dette voksede den jødiske befolkning i disse år. Omkring år 1700 var der i hele Ukraine omkring 120.000 jøder. Denne vækst skyldtes både stadig immigration og en naturlig stigende befolkningsvækst.
Ved midten af det 18. århundrede opblomstrede en ny populær retning indenfor jødedommen i Østeuropa kaldet hassidismen. Denne retning relaterede sig til den jødisk mystiske kaballah og blev videreførelsen af jødisk mystik frem til i dag. I det første kvartal af det 19. århundrede klarede jøderne sig økonomisk godt gennem handel og kom til at eje mange af fabrikkerne i Ukraine. Perioden 1855-1881 var også lukrativ for den jødiske befolkning under et liberalistisk styre ved zar Alexander II.
Pogromerne i Ukraine
I 1821 opstod der uroligheder som følge af, at den græsk ortodokse patriark i Konstantinopel blev hængt. Tyrkiske jøder fik af sultanen den ærgerlige opgave at fjerne liget og smide det i Bosporus. Nogle angiver de dertil relaterede anti-jødiske optøjer i Odessa, hvor 14 jøder blev dræbt, som værende starten på pogromerne. Det var dog først i slutningen af 19. århundrede, at de mange pogromer for alvor startede. Det russiske udtrykket pogrom betyder ødelæggelse og blev udbredt efter en stor bølge af anti-jødisk vold gik igennem Rusland i 1881-1884, hvor jøderne fik skylden for mordet på zar Alexander II, der blev begået af en nihilist.
Efterfølgeren Alexander III indførte love, der diskriminerede mod jøder i forhold til optag på uddannelser og professioner, hvilket medførte fattigdom og en stor bølge af emigrationer blandt jøderne. Det er under disse omstændigheder, at den jødisk-ukrainske forfatter Isaak Babel beskriver sin opvækst i det pogrom-hærgede Odessa i starten af det 20. århundrede i novellen ”Historien om mit dueslag”. Pogromerne opstod i bølger og var ofte knyttet til uro forårsaget af større samfundsmæssige begivenheder. Mange jøder blev fra 1882 tvunget til at flytte til storbyerne efter ordre fra zaren. Dette skete bl.a. ved, at det blev gjort ulovligt for jøder at erhverve sig ejendom udenfor byerne.
I løbet af det 19. århundrede opblomstrede i Odessa det tredje største jødiske samfund i verden, der udgjorde op mod 40 % af byens befolkning. I slutningen af det 19. århundrede havde Ukraine – på trods af pogromerne – den største jødiske population i verden med mere end 2,5 millioner jøder. En ny serie af pogromer brød ud i 1905 samtidig med revolutionen mod zar Nicholas II.
Den russiske revolutions betydning for den jødiske befolkning
Omkring revolutionen i 1917 og den russiske borgerkrig frem til 1923 blev mellem 70.000 og 250.000 civile jøder dræbt i Sovjetunionen. Herunder menes det, at mindst 100.000 ukrainske jøder blev dræbt under pogromer i perioden fra 1918 til 1921. Jøderne blev beskyldt for at være engagerede i den russiske revolution og zar Nicholas II påstod, at 90 % af de revolutionære var jøder. Det er sandt, at personer med jødisk oprindelse var overrepræsenteret i det revolutionære lederskab, men dette var personer, der var loyale overfor kommunist partiets ateistiske internationalisme, og de forsøgte at ophæve deres jødisk kulturelle partikularitet.
Det nye styre annoncerede i 1918 en kending, hvor antisemitisme blev fremstillet som værende fatal for revolutionens sag, og denne ulovliggjorde officielt pogromer. Selvom det officielt blev forbudt at diskriminere jøder, medførte det dog ikke at antisemitisme blandt befolkningen blev udryddet. I 1923 blev det i Sovjet besluttet at oprette en jødisk bosættelse på krim-halvøen, hvorved over 50.000 jødiske familier blev flyttet hertil fra ukrainske og hviderussiske storbyer. Dette medførte en stigende antisemitisme i området. Stalin forslog i 1944 at skabe en jødisk Sovjet republik på Krim, men denne plan blev aldrig ført ud i livet.
Efter den russiske revolution i 1917 fjernede det nye styre al diskrimination baseret på etnicitet og religion. Da jøderne ikke længere oplevede restriktioner i forhold til uddannelsesmuligheder og social mobilitet opstod endnu en jødisk migration til landets større byer. I 1918 blev der fremsat en kendelse, hvorved religiøse samfunds ejendomme blev nationaliseret og religion kunne efterfølgende kun blive lært og studeret i den private sfære. I 1929 fortsatte sovjetstyrets pres på de religiøse bevægelser, og man vedtog, at alle religiøse samlinger skulle have deres dagsorden godkendt af det offentlige forud for deres møder. Endvidere skulle der skaffes en liste over alle medlemmer af en religiøs forening. Herefter forsvandt jødiske kulturelle- og uddannelsesorganisationer gradvist.
Anden verdenskrig og Babij Jar-massakren
Ved starten af anden verdenskrig boede der op mod 3 millioner jøder i Ukraine. Da Tyskland besatte Ukraine i 1941 kom det til at gå hårdt ud over den jødiske befolkning, hvor mere end en million jøder blev dræbt. Fra starten af erklærede nazi-styret gennem en lokal avis, at alle jøder skulle fjernes. De fleste drab skete i årene 1942-1944.
Forinden fremstår særligt massakren ved kløften Babij Jar udenfor Kiev, hvor 33.000 jøder blev skudt på to dage fra d. 29. til d. 30. september 1941. Dette blev det største enkelte massedrab i nazi-regimets historie. Jøderne i Kiev fik gennem propaganda besked på at møde op med alle deres værdigenstande, idet de skulle forflyttes til en jødisk ghetto. Hvis man ikke adlød, ville man blive skudt. Samlingen kom til at udgøre en så stor gruppe, at ingen fattede mistanke, før det var for sent.
De forsamlede jøder blev ført frem 10 af gangen til kanten af en kløft og skudt. Senere blev de to og to sat sammen og skudt i hovedet med kun en kugle for at spare. Overlevende blev dræbt med en skovl, og mange småbørn blev smidt levende i grøften. Visse grupper af ukrainere hjalp nazisterne med deres drab på jøder, mens andre ukrainere tog den store risiko og gemte jøder fra nazisterne. En del jøder – herunder særligt intellektuelle og videnskabsmænd – blev evakueret af sovjetstyret inden besættelsen.
Sekularisering, emigration og genopblomstring
Efter krigen var det fortsat svært for jøder at trives i Ukraine på grund af diskrimination. Jødiske ledere og forfattere blev arresteret og en del af dem skudt. I 1953 blev der indført kvoter for antallet af optagne jøder ved de højere uddannelsesinstitutioner. Efter Stalins død samme år blev situationen langsomt bedre for jøderne, men der var forsat et pres for assimilation og restriktioner for udfoldelse af jødisk kultur og religion.
Fra 1970 til 1980 opstod en stærk emigrationsbølge, hvorunder en kvart million jøder flyttede væk fra Ukraine til Vesten og Israel. Forud for Sovjetunionens ophør var der i 1989 487.000 jøder i Ukraine. Igennem 1990’erne genindførtes en statslig diskrimination mod jøder, hvor jøder bl.a. ikke måtte optages på visse uddannelsesinstitutioner. Et stort antal jøder emigrerede til Israel, Tyskland og USA.
I 2005 var der kun omkring 80.000 jøder tilbage i Ukraine. På trods af at mange jøder stadig emigrerer væk fra Ukraine oplever de jødiske samfund i Ukraine aktuelt en opblomstring i deres medlemmers religiøsitet og engagement samt i antallet af jødiske organisationer. Dette sker efter at sovjetunionens ophør har gjort det muligt at dyrke religion igen. Således lever der stadig i dag et stærkt religiøst og kulturelt jødisk samfund i Ukraine.
Simon Ozer er kandidatstuderende på psykologi ved Aarhus Universitet. Han har tidligere færdiggjort en bachelorgrad i religionsvidenskab på Aarhus og Lund Universitet. Denne artikelrække om jødedommen i Ukraine er skrevet på baggrund af en researchrejse til landet i sommeren 2011.
Næste artikel i serien om jødedommen i Ukraine fokuserer på jødedommen, som den bliver dyrket i landet i dag. Den bringes på rØST i næste uge.
