KOMMENTAR | Løsningen på den permanente politiske krise i Bosnien-Hercegovina skal findes hos landets egne indbyggere, mener Arben Deliu i denne kommentar. Ellers risikerer landet at lide samme skæbne som Jugoslavien.
For nyligt kunne jeg læse, at Dodik, den bosnisk-serbiske præsident, i et interview til den bosnisk serbiske avis Vecernje novine sagde, at Bosnien kun kan overleve som en stat bestående af meget selvstændige konføderative enheder.
Set i historisk kontekst er det en slags ironi, at serbiske politikere ønsker en konføderation. Under både kongeriget Jugoslavien og den socialistiske føderative republik Jugoslavien var flertallet af serberne tilhængerne af styrket central regering. Det er naturligvis alt for rigidt at sige, at alle slovenere og kroatere var tilhængere af løse forbund, mens alle serbere var tilhængere af centralisme, da der altid er mange faktorer der spiller ind. Dog kan man sige, at uenigheden om Jugoslaviens opbygning var noget, der har karakteriseret landet fra dets opståen i 1918 og frem til dets opløsning i 1990. Og ideen om et decentraliseret Jugoslavien var stærk i Slovenien og Kroatien, mens ideen om et centraliseret Jugoslavien var stærk i Serbien.
Debatten om en stærk centralmagt eller uddelegering af magten til de enkelte republikker foregik på partiniveau. Edvard Kardelj (nr. 2 efter Tito) var tilhænger af decentralisering, mens Aleksandar Rankovic (nr. 3) og Dobrica Cosic (en af de mest indflydelsesrige serbiske intellektuelle) støttede centralisering. Med Rankovic fald i 1966 begyndte Edvard Kardeljs ideer at vinde frem som det kan ses forfatningen af 1974, hvilken gav de enkelte republikker og autonome provinser (Kosovo og Vojvodina) udvidet magt. Denne intellektuelle konflikt førte sammen med blandt andet den ekstreme nationalisme til den tragiske afslutning på det jugoslaviske projekt i begyndelsen af 1990’erne.
Den jugoslaviske opløsning fortsætter i Bosnien-Hercegovina
Jeg opfatter det som om, at Bosnien er en fortsættelse af denne konflikt, men hvor rollerne er byttet rundt. Kan Bosnien overleve som en selvstændig nation og hvordan? Med den meget udskældte Dayton-aftale forsøgte man, at imødekomme de ønsker som de forskellige etniske grupperinger havde under krigen: Serberne fik næsten selvstændighed i deres egen administrative del af landet (entitet) – Republika Srpska. Bosniakerne (også betegnet som muslimerne) fik lov at bevare et samlet internationalt anerkendt Bosnien, mens kroaterne fik indført en føderal inddeling af den anden andministrative halvdel af landet, og dermed udligner kroaternes talmæssige ulighed i forhold til bosniakerne.
Dayton-aftalen virker fornuftig i sit udgangspunkt, men de sidste 16 år har vist, at Bosnien i nuværende form fortsat har svært ved at fungere. Bosnisk-serbiske politikkere kræver større uafhængighed for den serbiske entitet og for nyligt er kroaterne også begyndt at kræve deres egen entitet, mens bosniakker fortsat vil bevare den samlede stat. Nationalisme har en vigtig og ofte positiv betydning for sammenhængskraften i mange homogene stater, men den i multietniske stater kan virke modsat.
Nationalisme som undskyldning
I Bosniens tilfælde virker nationalismen også som et middel til at dække over de manglende økonomiske fremskridt. Nationalisterne er gode til at bruge symbolpolitikken til at dække over deres manglende evne til at skabe fremskridt og forbedre levestandarden for den almene befolkning. Hvordan løser man denne Gordiske knude, eller den Bosniske knude? Kan den løses? Kan EU løse den Bosniske knude ligesom Aleksander den store løste den Gordiske? Jeg ser EU som en vigtig aktør i løsningen af de problemer der er i Bosnien.
EU skal gøre det klart for Kroatien og Serbien, at de skal virke positivt på Bosnien, og at løsningen på problemerne i Bosnien kan gavne begge lande. Indtrædelse af Kroatien, Bosnien og Serbien i EU burde ske indenfor en overskuelig tidsramme. Faktisk burde der være et krav til alle tre lande, at de skal løse de etniske problemer inden de bliver optaget i EU, samtidig med at EU støtter dem i processen, ved at være både synlig og tilstedeværende.
EU, Serbien og Kroatien er således vigtige for løsningen af problemet i Bosnien, men løsningen ligger ikke her alene. Det er desværre ikke nok. Selvom de nationalistiske budskaber i langet kan virke komiske og tåbelige for mange kosmopolitiske diplomater fra Bruxelles, så er de desværre virkeligheden for mange mennesker i Bosnien, og man er nødt til at forholde sig til dem. Det hjælper ikke at ignorere dem, og man kan heller ikke undertrykke dem. Det har tiden med det socialistiske Jugoslavien vist.
Den bosniske befolkning er ansvarlig for en løsning
Der skal en politisk reform til i Bosnien, som tilgodeser alle tre etniske grupper. Her skal man søge inspiration i både Schweiz og USA’s politiske opbygning. Reformen i Bosnien skal udformes af politikkerne, men i sidste ende godkendes af befolkningen. Problemet ved Dayton er, at den ikke er blevet godkendt af befolkningen. Ved at befolkningen godkender aftalen, så vil man undgå at både befolkningen og politikkerne, som ikke var med i aftalen, giver aftalen skylden for landets problemer.
Den bosniske stat skal gøres til et bedre alternativ end løsrivelse. Kroaterne og serberne i Bosnien skal forstå, at deres dele af Bosnien kun vil blive mindre betydningsfulde provinser i Kroatien og Serbien, mens de i Bosnien kan prioritere disse områder både politisk, økonomisk og kulturelt. Mostar og Banja Luka kan blive kroatiske og serbiske kulturcentre i Bosnien, mens de i Kroatien og Serbien vil blive provinsbyer uden større betydning. I forbindelse med de økonomiske aspekter så tvivler jeg på, at Hercegovinas vinproduktion vil prioriteres i Kroatien, frem for Dalmatien eller Slavonien, og at landbruget i Posavina vil prioriteres frem for landbruget i Vojvodina i Serbien. Her kan der laves en historisk parallel til konflikten om Slesvig-Holstein. Hertugdømmerne var den rige del af kongeriget Danmark, og mange tyske slesvig-holstenere sad på vigtige administrative poster. Løsrivelse og indtrædelse i det tyske forbund gjorde Slesvig-Holstein til ubetydelige Preussiske provinser, frem for den progressive del af landet som det var i kongeriget Danmark.
Som en del af Bosnien vil serberne og kroaterne nyde fordele på de økonomiske, politiske og kulturelle områder. Med de tætte bånd til Serbien og Kroatien vil de ikke føle sig adskilte fra deres “moderlande” (skrives i anførelsestegn da kroater og serbere ikke er tilflyttere, men de ser Kroatien og Serbien som deres moderlande som et led i national selvbestemmelse).
En politisk reform
Fremtiden for Bosnien kan være en føderation eller konføderation bestående af tre entiteter eller seks regioner og et parlament med tokammersystem, hvor det ene kammer garanterer de etniske rettigheder, mens det andet kammer repræsenterer de politiske partier, og hvor begge kamre skal godkende love. Den bosniakiske hovedstad skal være den progressive by, Tuzla. Sarajevo skal være den føderale hovedstad med føderal regering, føderal højesteret og landet største uddannelsescenter. Her skal man sikre at landets fremtid – de unge – mødes. Her skal lønningerne være højest for at tiltrække unge mennesker fra hele Bosnien.
Der skal være mulighed for flere folkeafstemninger, hvor borgerne i Bosnien har direkte mulighed for at påvirke lovgivningen. Risikoen er, at befolkningerne vil stemme nationalistisk, men forhåbningen er, at befolkningen i længden vil fokusere mere på de økonomiske problemer frem for de etniske, som ofte inddrages i debatten af de nationalistiske partier. Ofte er det de nationalistiske politikkere, der pisker en stemning op med nationalistiske budskaber, mens den almene borger i Bosnien (serber, kroat eller bosniak) kæmper for blot at overleve.
Økonomi frem for etnicitet
Hvis Bosnien også skal virke som fungerende stat i fremtiden, og skal opleve økonomisk fremgang, så skal bosniere give slip på nationalismen åg. Det værste scenarie vil være, at den enkeltes etnicitet skal være kvalificerende og ikke vedkommendes kompetencer. Bosnien, landet som er økonomisk i knæ, har brug for kompetencer. Derfor har Bosnien brug for at et system, som sikrer de etniske interesser på kort sigt, men samtidig gør det muligt, at etnicitet på længere sigt bliver skubbet i baggrunden, og at landets økonomiske, teknologiske og uddannelsesmæssige udvikling bliver den vigtigste agenda i det bosniske politiske forum.
Kraften til den forandring skal komme fra bosnierne selv. En kombineret kraft af en genopstået middelklasse stærkt allieret med diaspora og især de mange unge bosniere, som er blevet uddannet og dannet i de vestlige demokratier. I en tid hvor ”know-how” er den vigtigste ressource for landene, så har Bosnien i kraft af sin diaspora mange unge og veluddannede mennesker. Denne kraft skal støttes af nabolandene og EU. Der vil være en række forhindringer på vejen, og den største er nok den manglende middelklasse i Bosnien, mens denne overlevede i Kroatien og Serbien, så er den blevet mere eller mindre udslettet i Bosnien. Middelklassens genopståen i Bosnien vil styrke landets orientering mod fremtiden, og dermed vil bosnierne slippe for at være fanger af fortiden. Den politiske reform af den bosniske stat er en nødvendighed, og lad os håbe at denne nødvendighed snart bliver synlig for dem, der er i stand til at gøre den til virkelighed.
LÆS OGSÅ: Sådan bør EU håndtere Bosnien-Hercegovina
LÆS OGSÅ: Kan EU overhovedet løse krisen i Bosnien-Hercegovina?
LÆS OGSÅ: Vi kan ikke reformere Bosnien-Hercegovina hver for sig
