Feri Lainšček (f.1959) er uddannet journalist og arbejdede i en årrække som radiovært. Siden skiftede han spor og har gennem lidt over tyve år udarbejdet en lang række filmmanuskripter og udgivet mere end 100 romaner. Lainšček er i dag en af Sloveniens mest anerkendte og læste forfattere. Han er født i Dolenci i Slovenien 1959. Her er han vokset op i nærheden af en sigøjnerlandsby, hvilket har givet ham et indgående kendskab til romaernes særegenhed.

Arvesynd
De urørlige tager sit udgangspunkt i myten omkring fremstillingen af sømmene til Jesu korsfæstelse. Ifølge denne myte var det en sigøjner, der af ren gerrighed smedede sømmene til Jesu korsfæstelse, bestilt af en gruppe fordrukne soldater. Soldaterne var dog sent ude med deres bestilling og for utålmodige til at vente på at det fjerde søm blev færdigt og tog af sted med de tre første. Sigøjneren smedede alligevel det sidste søm færdigt. Da han hældte vand på, ville sømmet ikke køle af, på trods af gentagne forsøg. Skrækslagen flygtede han, men sømmet forfulgte ham, uanset hvor han tog hen. Sømmet har siden forfulgt sigøjnere verden over som en arvesynd, der viser sig for de sigøjnere, der udfordrer skæbnen på værst tænkelig vis. Med denne myte som udgangspunkt spinder Feri Lainšček en roman over fire sigøjner-generationers liv og forbandelse.

Det kriminelle spor
De urørlige er fortalt af hovedpersonen Lutvija Belmondo Aus Shangkai Gav, en jugoslavisk sigøjner med rødder i Rumænien. Lutvija er vokset op blandt småsvindlere, gøglere og løsslupne slægtninge.

Lutvija ønsker sig mere i livet end det hans slægtninge har opnået. Han er ambitiøs og flittig og forsøger at skabe en markant anden tilværelse end sine fædre og bedstefædre. Men Lutvija kan ikke helt slippe familietraditionerne og følger ikke den retskafne vej i jagten på sine drømme. Det går ham godt en lang periode, men også Lutvija stifter bekendtskab med samfundets straf og sigøjnernes arvesynd.

Humor, sarkasme og samfundsrealisme
Når Lutvija beretter om sine bedsteforældre og deres livsførelse er tonen humoristisk og let:

“Min bedstefar kom tilbage, da de seks år var gået – stærk og sund [..] og så fandt han en barhovedet mand, der trissede rundt efter Ranja [bedstemoderen] og tog sig af de otte børn, som om de var hans egne . . . og selvfølgelig også det niende, Sefer, som skilte sig sådan ud, at ethvert ord om ham bagefter altid satte sig fast i min bedstefars hals. Han løj helt sikkert, da han sagde, at han først havde lagt mærke til at vi var blevet flere, da det blev vinter.”

Men jo ældre Lutvija bliver og jo mere han selv oplever de barske vilkår, som er sigøjnerne givet, des mere sarkastisk og tragisk bliver fortællingen. Det der starter som en humoristisk fortælling ender som en samfundskritisk beretning:

“De forstod slet ikke, hvad de havde gjort ved at spærre en sigøjner inde. Vi er ikke som andre mennesker, det er vi bare ikke. Vores legemer er måske lavet af det samme stof, men vores sjæle er ikke. Måske synder vi mere end andre, men vi betaler også dobbelt så meget for det.”

Denne replik er en central pointe, både i forhold til romanens plot; arvesynden der går tilbage til én sigøjners fremstilling af de fire søm til Jesu korsfæstelse, men også mere eksplicit på sigøjnernes vilkår gennem historien. Romanen er, med sit fokus på de særegne træk og sigøjnernes konstante konfrontationer med det ordinære samfund, med til at stille spørgsmålstegn ved om det er muligt og ønskeligt at integrere denne gruppe i det almindelige samfund – på sidstnævntes præmisser.

Humor som middel til refleksion
Forfatteren Feri Lainšček skildring af romaernes liv sker altså fra et delvist sarkastisk perspektiv, hvor han i udbredt grad anvender stereotyper omkring romaer. Denne fremstilling er med til at skabe et rum for refleksivitet, hvor læseren kan overveje hvilken betydning disse fordomme har for romaernes selvopfattelse og livsførelse. Faren er dog, at dette aspekt kan overses og blot give mere ved til et fordommens bål omkring denne befolkningsgruppe.

De urørlige er en ærlig, ægte og dybt underholdene roman – der griber læseren om hjertet ved at vende humor og sarkasme mod alvorlige og samfundskritiske emner.

 


NOTE: Forfatteren bruger konsekvent betegnelsen sigøjner frem for den politisk korrekte betegnelse ”roma”, hvilket bygger på romanens problematisering af romaernes rygte og stigmatisering i samfundet. Jeg benytter mig derfor også af denne betegnelse i anmeldelsen.

 

Af Rikke Elisabeth Frederiksen