Den polske Sejm er på plads efter valget den 9. oktober, og den kommende regering byder frem for alt på stabilitet. Oppositionen på begge sider har til gengæld en lang helningsproces foran sig.
Tirsdag den 8. november kl. 15 kørte den polske premierminister Donald Tusk til præsidentpaladset på Warszawas eksklusive hovedgade Krakowskie Przedmiescie for at meddele præsident Bronislaw Komorowski, at hans regering træder tilbage. Vejen til præsidentpaladset var dog hverken særlig lang eller særlig tung for Tusk, for ved samme lejlighed fik han nemlig overdraget opgaven med at danne en ny regering. Tusk og hans regerende parti Borgerplatformen (PO) blev nemlig de store vindere i parlamentsvalget til den polske Sejm, som fandt sted den 9. oktober.
Ifølge den polske forfatning skal den gamle regering træde tilbage på dagen for den første forsamling i den nyvalgte Sejm, og den 8. november oprandt dagen så endelig. Herefter har den nye premierminister (som i dette tilfælde altså er den samme som hidtil) 14 dage til at sammensætte sin regering.
Samme regeringspartier, nye ministeransigter
Der er dog ingen større overraskelser i vente i forbindelse med regeringsdannelsen. Den hidtidige topartiregering bestående af borgerlige PO og det noget mindre bondeparti PSL bevarede deres flertal i Sejmen, og det virker ikke til, at Tusk på noget tidspunkt seriøst har overvejet andre muligheder end at fortsætte samarbejdet.
Derimod er der lagt op til en større rokade på ministerholdet. For PO’s vedkommende har Tusk sagt, at kun nogle ganske få vil fortsætte – deriblandt udenrigsminister Radoslaw Sikorski og finansminister Jacek Rostowski. PSL beholder sandsynligvis tre ministerposter med partileder Waldemar Pawlak som økonomi- og vicepremierminister og Marek Sawicki som landbrugsminister. Den sidste PSL-ministerpost spekuleres der stadig i.
Kvinde som Polens nr. 2
Ved dagens Sejmforsamling valgte Sejmen den hidtidige PO-sundhedsminister Ewa Kopacz som forkvinde for Sejmen. Det er første gang i Polens historie, en kvinde bliver valgt til denne fornemme post, som efter præsidentposten anses for den næsthøjest rangerende post i Polen.
Præsident Komorowski holdt også den obligatoriske tale for det nyvalgte parlament – hvoraf 157 ud af 460 medlemmer sidder i Sejmen for første gang. Præsidenten talte om de mange opgaver, som det nye parlament og den nye regering står over for: kampen mod bureaukrati, en forbedring af uddannelsessystemet, den demografiske udvikling, social udstødelse, reformer af pensions- og sundhedssystemet – og naturligvis den nuværende økonomiske krise. Han understregede, at krisen for alt i verden ikke må føre til en udvanding af den europæiske idé, og at Polen stadigvæk bør stræbe efter at blive en del af eurozonen.
Tusk-Komorowski-strid om slagplan for regeringsdannelse
Selvom den seneste måneds tid altså på sin vis har været en form for intermezzo, har polsk politik dog langtfra ligget stille på det seneste. Stort set alle partier har været præget af interne stridigheder.
I PO har der selvsagt været en del spekulationer om, hvem der kommer til at beklæde de forskellige ministerposter. Den første tid efter valget var desuden præget af en magtkamp mellem Tusk og præsident Komorowski. Komorowski er ganske vist formelt ikke medlem af PO, da der er tradition for, at polske præsidenter ikke må være medlem af noget parti, men han var PO-medlem før sit præsidentembede og er det naturligvis reelt stadig. Magtkampen handlede om køreplanen for regeringsdannelsen.
Tusk havde planer om at lade hele ministerholdet fortsætte til efter nytår – officielt med den begrundelse, at man dermed ville bevare stabiliteten under EU-formandskabet. En større ministerrokade ville derfor først komme i det nye år. Komorowski mente dog, at dette var imod forfatningens ånd og unfair over for vælgerne. Kompromiset blev at udnytte forfatningens tidsfrister mest muligt med det resultat, at den nye regering altså først dannes i slutningen af november.
Ny højrefløjsgruppering
I det national-konservative Lov og Retfærdighed (PiS) stod næstformand og Europa-Parlamentariker Zbigniew Ziobro åbent frem og kritiserede formand Jaroslaw Kaczynski, bl.a. for hans udemokratiske lederstil, og opfordrede til grundlæggende ændringer i partiets strategi (se i øvrigt rØST-artiklen Polske nationalkonservative i dyb splittelse efter valg).
I weekenden 5.-6. november blev Ziobro så sammen med to andre ekskluderet fra PiS, og den 7. november dannede Ziobro sammen med 15 andre PiS-medlemmer en ny gruppering i Sejmen under navnet Et Solidarisk Polen. De var påpasselige med ikke at bruge betegnelsen parti om deres gruppering, men reelt er der naturligvis tale om en splittelse af PiS, som alt andet lige svækker den polske højrefløj.
… og en ny polsk venstrefløj
På venstrefløjen slikker socialdemokratiske SLD stadig sårene efter sit historisk dårlige valgresultat. Partileder Grzegorz Napieralski har allerede meldt sin afgang ved næste partikongres, mens tidligere premierminister Leszek Miller er blevet udnævnt til formand for parlamentsgruppen.
Samtidig kappes SLD med den nydannede Bevægelse til Støtte for Palikot – der strøg i parlamentet med over 10 % af stemmerne – om, hvem der bedst repræsenterer den såkaldte nye venstrefløj.
Diskussionen kan til tider virke lidt absurd, da forretningsmanden Palikots økonomiske politik – bl.a. hans krav om flad skat – i danske øjne er ultraliberal. I et Polen, hvor den liberale markedsøkonomi ikke rigtig drages i tvivl af noget parti, er højre-venstre-skalaen dog i høj grad værdipolitisk defineret. Og her deler SLD og Palikot mange synspunkter.
Fra en situation under valgkampen, hvor SLD direkte advarede mod Palikot og latterliggjorde hans påstand om at repræsentere venstrefløjen, er retorikken nu blevet nedtonet. Bl.a. har de to partier annonceret, at man i fællesskab vil forberede og fremsætte et lovforslag om registreret partnerskab for homoseksuelle.
Selvom det seneste parlamentsvalg på mange måder var et højdepunkt for politisk stabilitet i Polens postkommunistiske historie, er der altså på både højre- og venstrefløjen dynamiske tendenser i gang, der kan vise sig at dreje det polske politiske landskab i nye retninger i fremtiden.
