Partitalsmand Adam Hofman sagde, at partiets politiske udvalg havde stemt for beslutningen om at ekskludere politikerne, der “i udbredt grad” havde været kritiske overfor lederskabet i partiet.
Zbigniew Ziobro, en tidligere populær justitsminister for PiS, Jacek Kurski og Tadeusz Cymanski er alle medlemmer af Europa-Parlamentet og har opfordret til “mere demokrati” i partiet ledet af Jaroslaw Kaczynski efter endnu et dårligt valgresultat ved parlamentsvalget 9. oktober.
Ziobro sagde, at beslutningen var “skadelig for højrefløjen”, og at han ville appellere den.
“Dette er en sørgelig dag for den polske højrefløj”, tilføjede han til journalisterne.
Tiltagende krise
MEP’erne var fredag 4. november indkaldt til møde i Lov og Retfærdighed-partiets disciplinærudvalg om konflikten, der har opslugt partiet siden nederlaget 9. oktober.
Ekskluderingen af MEP’erne er den anden udbrydergruppe i PiS, siden Kaczynski-tvillingerne overtog partiets lederskab i 2001.
En anden gruppe af overvejende unge PiS-politikere forlod sidste år partiet, og dannede gruppen “Polen kommer først” (PJN), efter Kaczynski havde tabt præsidentvalget, men opnåede ikke tilstrækkeligt med stemmer til at blive valgt ved sidste måneds parlamentsvalg.
En udsat Kaczynski
Jaroslaw Kaczynski beordrede, at problemet med de tre politikere “må bringes i orden, hurtigt og bestemt”, efter Ziobro luftede idéen om, at hvis Lov og Retfærdighedspartiet ikke kan blive valgt som et parti, kan det ligeså godt dele sig op i to – centersøgende og nationalister – og derved vinde deres egne valgkredse med henblik på at danne koalition i parlamentet.
Kommentaren blev set som en direkte kritik af Kaczynskis lederskab.
Og det er ikke kun indenfor partiet at Kaczynski er i modvind. 70 procent af befolkningen mener, ifølge en meningsmåling fra Gazeta Wiadomosci, at Kaczynski ikke længere er den rette leder af PiS.
Zbigniew Ziobro, et tidligere ungt håb i partiet, har ifølge forlydender fået støtte fra grundlæggeren af den ultrakonservative Radio Maryja, den kontroversielle Tadeusz Rydzyk, som har været særdeles kritisk overfor Jaroslaw Kaczynski efter at denne har tabt seks valg siden 2007.