Kigger man overordnet set på de sidste 20 års historie, er Polen kommet langt, både på det demokratiske, politiske og økonomiske plan. Men på trods af vækst og demokratiske goder, har Polen stadig store problemer at kæmpe med. Arbejdsløsheden er stor, især blandt unge, og der er ingen umiddelbare politiske løsninger i sigte.
Mindstelønningerne er lave – på grænsen af eksistensminimum – og landet har massiv ulighed i befolkningen, en ulighed, der kun meget udjævnes. Uligheden ses især i forholdet mellem det private og det offentlige, samt mellem land og by, og i landdistrikterne findes store grupper af fattige mennesker, der føler sig marginaliserede og hægtet af samfundet.
Hvor bliver kampen for et socialt mere lige Polen af? I udlandet huskes Polen som Solidaritets hjemland – en politisk folkebevægelse, der samlede over en fjerdedel af landets befolkning, og som fik deres politiske krav igennem ved deltagelse i folkelige protester. Så hvorfor ser man ingen unge protesterende på gaden for at kræve bedre forhold og udsigt til job og økonomisk sikkerhed?
Mere højreorienteret end i Vesteuropa
En del af forklaringen kan ifølge de personer, som NOTAT har talt med, findes i den polske folkesjæl, og i det mentale tankegods, der opstod i forbindelse med Polens transition fra planøkonomi til et kapitalistisk samfund.
Adam Leszczkynksi, journalist på det polske dagblad Gazeta Wyborcza, forklarer, at mange af de centrale politikere, der er ved magten i dag, er blevet uddannet i USA og Storbritannien i 1980erne – en tid, hvor den neoliberale ideologi var fremherskende på økonomiuddannelserne i Vesten. Da kommunismen brød sammen og disse folk kom til magten i Polen tog de den neo-liberaliske ideologi med sig. Også Socialdemokraterne, der var nervøse for at blive skudt i skoen, at de bare var eks-kommunister i demokratiske fåreklæder, skyndte sig at slutte op om den liberalistiske økonomiske politik.
»Der er reelt ingen forskel på de politiske partier i substansen. Især på det økonomiske område, der er alle partierne liberalister. Ingen stiller spørgsmål ved det frie marked. I den henseende er Polen langt mere højreorienteret end Vesteuropa,« siger Adam Leszczkynksi, der har beskæftiget sig indgående med problematikker omkring især ungdomsarbejdsløshed og social ulighed i Polen. Og han er ikke er imponeret over de politiske svar på problemerne:
»Det politiske svar er helt utilstrækkeligt. Jeg er meget frustreret over manglen på diskussion af de åbenlyse sociale problemer, vi har her i landet.«
Darwinistisk samfund
Men hvorfor ser man ikke de unge gå på gaden og forlange politiske handlinger, der skal forbedre jobmulighederne, især for de unge veluddannede, der udgør næsten halvdelen af alle arbejdsløse i Polen?
Ifølge Adam Leszczkynksi er selve den liberalistiske model en del af forklaringen. Tanken om det frie marked og at enhver er sin egen lykkes smed, er noget de fleste har taget til sig i Polen. Han siger:
»Unge menneskers syn på livet og samfundet er meget darwinistisk: samfundet er en jungle, og man skal kæmpe hårdt for at opnå noget, og andres tab er min fordel. Min succes er min egen private indsats og fortjeneste. Det er en meget neo-liberal måde at se verden på. Ideen om succes og fiasko er blevet privatiseret. Så hvis jeg ikke for et job er det min egen personlige fiasko. Det er min egen skyld. Omvendt, hvis jeg har succes, så er det min egen fortjeneste og jeg skylder ingen noget.«
Den danske advokat med base i Warszawa, Peter Tærø Nielsen udlægger situationen således:
»Hvor vi i Danmark bliver kede af det – eller måske bebrejder andre for vores fiasko, er den polske mentale reaktion skam. På denne måde minder det polske samfund mere om den amerikanske version, end det klassisk europæiske samfund.«
Risikovillige og entreprenante
En positiv side af denne samfundsmodel er polakkernes arbejdsiver, deres risikovillighed og initiativ. Souschef på ambassaden i Warsazawa, Erik Brøgger Rasmussen, forklarer:
»Polakkerne er ekstremt entreprenante. De er risikovillige på en helt anden måde end vi er det i Danmark. Man tør satse, og åbne en virksomhed. Man må gerne tjene penge i Polen. Der er ingen, der har ondt i røven over, at nogen satser og tjener gode penge. Det er en slags coping-strategi: ”Jeg er blevet fyret. Ok, så må jeg jo starte min egen virksomhed.” Man stiller sig ikke bare op i køen og råber og skriger og håber på, at nogen reder en. Sådan har det aldrig været i Polen.«
Migration
Det er den samme mentalitet, mener Erik Brøgger Rasmussen, der får mange, især af de unge og veluddannede polakker, til at migrere til andre EU-lande.
»Det er også en satsning. Ser græsset grønnere ud i Irland, så flytter man derover. Går det ikke, så flytter man bare til et andet land.«
Adam Leszczynski mener, at migrationen virker som en ventil for utilfredse, arbejdsøse akademikere. Og han vurderer, at polske politikere er glade for migrationen:
»Offentligt beklager politikerne at de unge forlader landet, men i virkeligheden er de lettede, for de slipper af med et stort problem. Når du har uuddannede unge der er utilfredse har du et problem for politiet. Når det er unge universitetsuddannede, der er utilfredse, har du et problem for politikerne.«
Svag fagbevægelse, politisk apati
Endnu en væsentlig forklaring på de manglende demonstrationer er, at der ikke er nogen oplagt enhed, der kan mobilisere folket. Fagforeningerne har en meget lille tilslutning i Polen. Kun 7 pct. af de polske lønmodtagere er i dag organiserede, og de to største fagforeninger, Solidaritet og OPZZ, tilhører hver sin politiske fløj, og bruger det meste af deres energi på at bekrige hinanden, i stedet for at kæmpe for lønmodtagernes forhold.
»Fagforeningerne er en ting fra fortiden. De har udspillet deres rolle, og er ikke længere folkets røst,« siger Erik Brøgger Rasmussen.
Politisk set, har den ældre, mindrebemidlede del af befolkning fundet deres måde at vise deres utilfredshed på – ved at stemme på PiS, der i deres natur minder meget om et klassisk højrefløjs-protestparti. Men for de yngre, bedre uddannede, er der ikke noget parti, der har formået at tiltrække de unge. Som tidligere nævnt, adskiller de to store politiske partier substansmæssigt meget lidt fra hinanden. Og det socialdemokratiske parti SLD, der på det retoriske område udmærker sig med visse progressive tiltag, er ifølge Adam Leszczynki et parti i identitetskrise, og stadigt domineret af gamle apparatjiks, der i sidste ende ikke har nogen forståelse for de unges situation. De manglende politiske alternative bliver specielt tydelige i et valgår, som Polen er i nu.
»Alle partierne har det samme målsætning ved valget: Den anden skal fanme ikke til fadet! Der er ingen temaer i den polske valgkamp. Der er ingen substans overhovedet. Det er absurd,« siger Erik Brøgger Rasmussen.
Dette har været med til at bidrage til en politisk apati i landet, hvor folk ikke længere tror på, at de kan ændre noget. Det betyder, at de få, der faktisk arrangere demonstrationer ikke kan få folk til at møde op. Samme tendens afspejler sig også i valgdeltagelsen ved parlamentsvalgene, som sjældent når over 50 pct.
Husker de dårlige tider under kommunismen
En sidste forklaring som NOTAT hører igen og igen er, at polakkerne endnu kan huske tiden under kommunismen. Sammenlignet med dengang går tingene trods alt bedre i Polen nu. Og måske har polakkerne taget Donald Tusks budskab til sig om, at Polen, omend langsomt, er på vej i den rigtige retning.
Eller forklaret med Financial Times-korresponten Jan Cienskis ord:
»Polen er blevet et moderne land. De vil have flotte biler, store huse og tage på ferie i Tyrkiet. De gider ikke rende rundt i gaderne med bannere for at vælte regeringen«.
Magasinet rØST bringer fra tid til anden EU-relaterede artikler i samarbejde med Magasinet NOTAT. Læs mere på www.notat.dk
Denne artikel er skrevet på baggrund af en researchrejse til Warszawa i begyndelsen af september. Artiklen er bragt i forkortet form i NOTAT’s temanummer “Polen mellem vækst og velfærd”. Se mere her.
