KOMMENTAR | Spørgsmålet om Kosovo bremser for al demokratisk og politisk udvikling i Serbien, som det har været tilfældet i århundreder, og bliver kynisk brugt af magthavere til at fastholde magten. I stedet bør man erkende at nøglen til demokrati er respekt for minoriteter, skriver Dubravka Stojakovic i denne kommentar.
Teksten er bragt i samarbejde med den serbiske avis Pescanik og er oversat af Ismar Dedovic.
Det virker måske som om jeg i titlen på denne tekst har fået blandet tingene godt og grundigt sammen og forenet det uforenelige? Nu er det for det første ikke mig selv, der først forbandt det hele, men derimod politiminister Ivica Dacic. For det andet, så er det ikke det rene vrøvl. Tværtimod! Ovenstående sætning er kernen i serbisk politik. Og det har det været i hele to århundreder.
Forleden fik ministeren udtalt følgende: ”I en situation, hvor der hvert øjeblik kan blive indledt en aggression mod det nordlige Kosovo, er det sidste vi har brug for, at hindbærplukkerne demonstrerer [for bedre arbejdsvilkår og lønninger], og at der afholdes en homoparade”. I disse ord findes nøglen til at forstå politiske ideer og visioner i Serbien, en opskrift på, hvordan man regerer her i landet, og kernen i alle vores problemer.
Spørgsmålet over alle spørgsmål
For ministerens udtalelse betyder egentlig: ”Drop nu den snak om økonomiske udfordringer og drop især alt det med menneskerettigheder, for der er drama på Kosovo”. Se det er præcis, hvad ”Kosovo” skal bruges til. Det er et mantra, der gør det muligt at holde alting i en statisk tilstand. Og som ”spørgsmålet over alle spørgsmål”, kan det bruges til at forhindre, at andre vigtige spørgsmål bliver stillet, til at blokere alle bevægelser i samfundet og, først og fremmest, til at umuliggøre Serbiens udvikling.
Og sådan har det været siden det 19. århundrede. Fra det øjeblik, hvor Serbiens nationale politik blev formuleret i midten af det århundrede, stod det klart, at den ville være vanskelig at føre ud i livet. For at brede sig mod vest, ind i Bosnien, var det nødvendigt at få nedkæmpet først Osmannerriget og senere Østrig-Ungarn. Og udbredelse mod syd, mod det eftertragtede Makedonien og Kosovo, var det igen nødvendigt at overvinde Osmannerriget, samt en række ligeså ambitiøse nationale programmer og stater.
Det var også nødvendigt at få støtte fra mindst en af tidens stormagter til foretagendet. Og naturligvis gik det ikke. Årtier blev brugt på at forsøge. Der blev ført et par krige. Alle pengene gik på opfyldelsen af nationale mål, al udvikling blev sat i stå. Og altid sagde man det samme: ”Vi skal let nok få styr på demokrati, jernbaner, veje, skoler, sundhedsvæsen, livskvalitet og levestandard… Vi skal bare lige have styr på ”spørgsmålet over alle spørgsmål” og få trukket klare grænser for staten”.
Den forfejlede politiks bundløse hul
Men grænserne er heller ikke den dag i dag blevet klart definerede. Eller, mere præcist, serbisk politik har aldrig formået at forlige sig med de grænser staten befandt sig i på ethvert givet tidspunkt. Heller ikke da disse grænser dækkede meget større områder end i dag. Alle andre spørgsmål forblev ubesvarede. Og alle politiske generationer forstod nytten af netop denne tilstand: Man opstiller et uopfyldeligt mål og så bliver alt pludseligt muligt. Samfundet holdes i en permanent undtagelsestilstand og valgsejre sikres for kun ”vi” kan opnå det uopnåelige. Man forveksler konstant prioriteter på dagsordenen og alt det, der er ubehageligt bliver sløret af ”hovedmålet”.
Demokratiets udvikling blokeres under parolen af, at det ”netop nu er nødvendigt, at holde sammen og underkaste os en fælles tanke”. Den økonomiske vækst hindres af, at i forvejen sparsomme ressourcer, hældes ned i en forfejlet politiks bundløse hul. Og uden økonomisk udvikling forbliver vi et præmoderne samfund, i hvilket det er let at herske autoritært. Og hvis det alligevel skulle komme så vidt, at regeringsmagten trues, så skal man nok få mindet ”de utaknemlige” om, at det nu ikke er øjeblikket til at rokke ved båden for man er lige ved at have løst ”Spørgsmålet”.
Når det bliver forår!
Alt dette vidste man også i starten af det 20. århundrede. Som svar på oppositionens krav om mere pressefrihed, skrev Det Radikale Folkepartis [det daværende regeringsparti, red.] partiblad i 1905: ”Serbien har mere end nogensinde behov for at være åndeligt forenet, for at kunne hamle op med alle de alvorlige begivenheder som kan anes i horisonten. Og så forsøger ”uafhængige” serbiske blade af alle kræfter at lægge hindringer på denne vej”. Her er det klart, at bladet, ligesom minister Dacic, taler for den samme politiske ånd som nævnt tidligere. Og det viser, at en konstant frygtvirksomhed, hvor krige og andre ulykker fremkaldes og holder samfundstemperaturen på et højt niveau, tydeligt skal bruges til opfyldelsen af ét eneste mål: mindskelsen af serbiske borgeres frihed og bevarelsen af magten.
Oppositionen dengang var nu heller ikke så naiv, at den ikke vidste dette. Der er en brillant tekst i den socialdemokratiske ”Arbejderavis”, i hvilken det bliver tydeligt, at Serbiens politikere og borgere allerede for et århundrede siden havde afsløret denne ”politiske filosofi”. Og det gælder ikke kun socialdemokraterne i 1912, for i avisen henvises der til en vis Jovo Jovanovic Zmaj [Drage], som havde forstået alt dette i et tidligere politisk drama. Titlen på den nævnte tekst er ”Til foråret” og dens kernebudskab kan findes i følgende sætninger: ”I en sang fik Dragen forudsagt vore patrioters yndlingsudråb: ”Når det bliver forår!”. De blev nemlig ved med at love, at når foråret kom, så ville det store forenings- og befrielsesarbejde begynde for den serbiske nation. Men allerede nu hører vi dystre advarsler: at foråret også vil bringe storme og andre skæbnesvangre begivenheder. Og mens herskabet, på en særlig friseret og mystisk måde, ævler om alle de farer, der kan opstå til foråret og forvirrer alle ved ikke at sige præcis, hvilke farer det drejer sig om, forbereder de sig samtidig til forårets valg, der skal afholdes under en særligt konstrueret psykisk smertetilstand og under parolen ”Forsvar for fædrelandet””.
Minoriteter er nøglen til demokrati
Altså, intet nyt i politik. Og intet nyt vil ske i Serbien indtil vi får en ny prioritetsliste og indtil der sker en kopernikansk ændring netop i forholdet mellem Kosovo, hindbærplukkere og homoparaden. Hvis nu staten forstod, at homoparaden er vigtig, så ville det betyde at den havde forstået den fremmeste opgave er at beskytte ethvert individs rettigheder. Og dette er i øvrigt i statens interesse. For på denne måde ville den skabe en følelse af tryghed hos borgerne, der igen ville gøre det muligt for staten at blive meget stærkere end den ellers er med en befolkning, der ikke stoler på et eneste ord der kommer fra officielt hold.
Således ville staten vise, at den betragter alle borgere som lige, hvilket er starten på en egentlig samfundskontrakt. Det ville også betyde, at staten er begyndt at respektere egne love, og at den derved er en retsstat, hvilket ville betyde enden på vores århundredegamle tradition for at drive ”partistater”. Det ville sende et signal om, at staten begynder at tænke forskelligartet og at den ikke vil plage enhver der ikke er en kopi af statsmagten, hvilket ville føre til en loyalitet fra ellers fjendtligt indstillede samfundselementer, hvilket igen ville styrke staten. Det ville betyde, at staten endelig havde fattet, at minoriteter er nøglen til demokratiet, og at de er ligeså vigtig en del af denne som flertallet. At den havde fattet, at flertallets rettigheder er suspekte, hvis ikke de begrænses lidt af mindretallets ret. Og i sidste ende: at mindretal en dag kan blive flertallet. Hvis de i tide inkluderes i samfundet, vil dette også betyde enden på endnu en af vores sørgelige traditioner: omvæltningerne, revolutionerne og de blodige opgør.
Staten ville således forstå, at den er til for sine borgeres skyld, og at den skal ændre sig selv og ikke dem. Det ville, kort sagt, være en helt anderledes stat.
Danmark som forbillede?
Hvis nu hindbær var vigtige for vores stat, så ville det være et tegn på, at vores prioriteter endelig var ændrede. Man ville sende et signal om, at økonomisk udvikling var rykket højere op på vores liste over målsætninger. Man ville derved også kunne sige, at man vidste, hvordan denne udvikling kan opnås, hvad der skal fokuseres på, hvilket forhold der skal være mellem industri og landbrug, hvordan man skaffer kapital, hvilken investeringspolitik, der skal følges osv. I et fattigt land, hvor næsten al produktion er gået i stå, og hvor landbruget stille uddør, er det nogle eksistentielle spørgsmål som man dér ville overveje.
Danmark havde, trods en del forskelle, i starten af det 20.århundrede stort set de samme, svage, økonomiske resultater som Serbien. Men så satte man sig ned og kom frem til, at Danmark havde noget som kunne være et udgangspunkt for vækst: mælk. Og således begyndte det. Måske vi i Serbien burde have hindbær som udgangspunkt?
Men det ville fordre en udviklingsplan, en strategi for vækst, et alvorligt økonomisk program samt en tilsvarende kreditpolitik. Altså, hvis hindbær nu var vigtige, ville dette være en helt anderledes stat.
Og så: hvis man respekterede menneskerettigheder og hindbær, ville der måske også være en løsning på Kosovoaffæren. I det mindste ville det være en løsning som ikke ville skabe nye kolonner af flygtninge.
Dubravka Stojanovic er professor på det historiske institut på universitet i Beograd.
© Pescanik og Magasinet rØST. Bragt første gang 19/9 2011. Oversat fra serbisk af Ismar Dedovic.
