KLUMME | ”Navnestriden” mellem Grækenland og Makedonien er både en politisk kamp, og en strid om national identitet. Kun en accept af, at de to folk deler en fælles kulturarv, vil kunne bringe gensidig forståelse på tværs af grænsen, skriver Zeb Meier Watz i sit andet klummeindlæg til rØST.
Ved FN mødet i New York i september blev retten til brugen af navnet Makedonien endnu en gang bragt på banen.
Striden om retten til navnet Makedonien står mellem Grækenland og den selvstændige nation, der blev optaget i FN i 1993 under navnet Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien (som internationalt forkortes FYROM).
Yderligere blev navnestriden naturligvis også nævnt i den seneste Udvidelsesstrategi og Statusrapport 2011 som blev fremlagt den 12. oktober. Her gav Stefan Füle, EU’s kommissær for udvidelse, udtryk for, at den fortsatte strid om navnet havde fået fremskridtet og de samfundsmæssige reformer til at stagnere. FYROM er på EU’s nuværende optagelsesagenda, og det er derfor ærgerligt, at denne strid hindrer landets fremgang. Füle opfordrede begge lande til hurtigst muligt at finde en løsning så endnu et år ikke blev spildt.
Strid om kulturarv
Striden er i midler tid ikke så simpel, at den kun går på et lands navn. Det geografiske område Makedonien, hjemsted for Alexander den Store, og op igennem middelalderen og helt op til Balkan-krigene 1912-13 en del af det Osmanniske Rige, er i dag delt mellem Grækenland og FYROM og Bulgarien.
Det geografiske område Makedonien fordeler sig i runde tal med ca. 50 % i Grækenland, 35 % i FYROM og 15 % i Bulgarien. Det er altså et område og en kulturarv, der fordeler sig på tværs af landegrænser, og ingen af parterne kan således umiddelbart gøre fuldt og helt krav på navnet og kulturarven uden at støde den anden part.
Under Tito i Jugoslavien lod man nye historiebøger trykke, der blandt andet understregede det makedonske tilhørsforhold af området, og både disse historiebøger og de mere kendte andre steder i verden byder på en storslået og stolt historie som mange makedonere bærer med sig. Det vil derfor ikke være helt så simpelt blot at dele historien og kulturarven lige som landegrænserne deler det geografiske område.
Efter Jugoslaviens kollaps kunne landet officielt erklære selvstændighed i 1991, og selvstændigheden blev hurtigt internationalt anerkendt, også af Grækenland.
Men herefter bliver det straks mere indviklet. For godt nok anerkendte Grækenland det nye land, men der har siden da været store uenighed om landets navn. Grækenland anser det antikke Makedonien som en del af deres unikke kulturarv og opfattede dermed et hvert brug af navnet ”Makedonien” som et angreb på denne kulturarv. En anden bekymring Grækenland giver udtryk for i den sammenhæng, er, at hvis et land gør brug af navnet Makedonien, vil det samtidig forsøge at gøre territoriale krav på den del af det geografiske Makedonien som ligger i Grækenland.
Arbejdsløshed, fattigdom og gældskrise
Sidenhen har begge parter taget populistiske nationale initiativer i brug til hvem, der mest har ret til navnet Makedonien (og dermed kulturarven), herunder initiativer med arkæologiske udgravninger, omdøbning af vejnavne og rejsning af monumenter. Hertil kommer også Grækenlands brug af veto mod landets optagelse i NATO og EU. I Grækenland har det desuden den konsekvens, ved at landet ikke anerkender en makedonsk nationalitet, at man heller ikke anerkender det slavisktalende mindretal i det nordlige Grækenland som havende mindretalsrettigheder, og nogle nøjes med i mange henseende at henvise til dem som ”slavificerede grækere”.
Begge lande har dog langt større problemer at tage sig af. FYROM er et af Europas fattigste lande og har et af kontinentets højeste ledighedstal, mens Grækenland lider kraftigt under den økonomiske krise. Her har Grækenland dog den fordel i striden at være indenfor og med veto at kunne holde døren lukket for den anden part, mens FYROM er presset af det fremskridt optagelse i NATO og EU vil være, og som de i den grad har behov for. Denne navnestrid, der må siges at medfører politiske spændinger, frembringer således nogle barrierer som de involverede parter kunne være for uden. Striden går i mange henseende på national identitet, mens en accept af, at kulturarven var fælles ville kunne bringe gensidig forståelse på tværs af grænsen.
FN og EU bør presse parterne
FYROM lever i mange henseende op til de politiske krav fra EU til optagelse, men har på visse områder stadig et stykke vej endnu. Typisk ser man igennem optagelsesforhandlingerne, at kandidatlandet flytter sig det sidste krævede stykke, og det er derfor endnu mere ærgerligt, at navnestriden hindrer dette fremskridt.
Tidligere har der været spillet ud med andre navnemuligheder for FYROM. Blandt muligheder nævnes Nordmakedonien og Vardar Makedonien, efter floden Vardar der løber igennem landet. Men det er endnu ikke lykkedes for parterne at blive enige.
Desværre ligner denne problemstilling en solid gordisk knude, der nok ikke lader sig løse så let som Alexander Den Store ifølge legenden gjorde med et hurtigt hug. Tværtimod lader denne ægte gordiske knude sig formentlig kun løse med hårdt politisk arbejde og forhandlingsvillighed fra alle parter samt bistand fra det internationale samfund. Her bør både FN og EU presse endnu mere på for en løsning samt tage flere initiativer til forhandlinger.
Zeb Meier Watz er fast klummeskribent for Magasinet rØST. Han er uddannet filosof og medlem af Det Radikale Venstre. Han er regionsformand for Region Syddanmark og sidder med i partiets hovedbestyrelse og det udenrigspolitiske udvalg.
Læs også Zebs første klummeindlæg: At stole på hinanden forudsætter, at man overholder aftaler.
