Retten har talt – Ukraines tidligere premierminister og nuværende oppositionspolitiker Julia Timosjenko skal i fængsel i 7 år. Hun er dømt for at gå uden om parlamentet da hun som premierminister under præsident Jusjtjenko forhandlede en gasimportaftale på plads med Vladimir Putin. Det var under den seneste gaskrise imellem Ukraine og Rusland i vinteren 2009, hvor gashanerne var lukkede igennem Ukraine og Europa frøs.
Ud over fængselsdommen er Timosjenko samtidig blevet pålagt personligt at betale staten det beløb tilbage som gasaftalen har kostet den ukrainske stat i forhøjede gaspriser. Det drejer sig om små $191 mio.
Retfærdighed eller justitsmord?
Svaret er ikke så ligetil som man skulle tro – Frem for at afklare Timosjenkos rolle i gasaftalen viser dommen mere end noget andet, at lovens bogstav i Ukraine bliver brugt forskelligt alt efter hvem der er ved magten. Alle i eliten har skeletter i skabet og økonomiske interesser i konflikt med deres politiske embede, men hvem der bliver dømt – det er et politisk spørgsmål.
Samtidig og måske mere vigtigere viser sagen også, at Janukovitj og Regionernes parti er mere optaget af at eliminere politiske modstandere, gammelt nag og hævntogter end at bekymre sig det mindste om landets udenrigspolitiske retning eller økonomiske vækst.
Skueprocessens formål
Dette kan ses hvis man sammenligner sagen med en lignende skueproces – Vladimir Putins fængsling af oligarken og multimilliardæren Mikhael Khordokovski. At fængle ham skabte i modsætning til Timosjenkosagen nogle direkte og håndgribelige fordele for den russiske stat. Khordokovskis olieselskab Yukos kunne splittes op og sælges til Gazprom til spotpris, hvorefter staten igen fik råderet over sin eneste væsentlige indtægtskilde – Ruslands olie og gasressourcer. De var i 90ernes kaos og korrupte privatiseringer gledet staten af hænde.
Timosjenkodommen gør intet i den retning der kan retfærdiggøre det massive tab af anseelse og goodwill Ukraine har lidt hos sine naboer og økonomiske handelspartnere. EU’s udenrigskommissær Catherine Ashton har udtalt, at dommen ”ikke lever op til internationale standarder” og desværre bekræfter, at ”loven bliver udøvet selektivt i politisk motiverede domme imod oppositionsledere og medlemmer af den tidligere regering”. Hermed er der lagt en stor sten på vejen i forhandlingerne om en associeringsaftale imellem EU og Ukraine der ellers skulle underskrives senere på året.
Omvendt forbedrer dommen heller ikke forholdet til Rusland, der er godt tilfredse med at Ukraine betaler dyrt for russisk gas. Putin, der forhandlede aftalen med Timosjenko og bestemt ikke kan beskyldes for at nære varme følelser for hende, har udtalt, at dommen sår tvivl om gasaftalens legitimitet og at sagen har ”antirussiske” undertoner.
Regionernes partis inkompetence
Skal fængslingen af Timosjenko forklares rationelt kan det derfor kun gøres som et forsøg på:
- At så tvivl om gasaftalens legitimitet så den kan genforhandles til en billigere gaspris med russerne eller
- At eliminere Timosjenko som politisk modstander til præsidentvalget i 2015.
Hvis det første er tilfældet er det en ekstremt offentlig og tåbelig måde at bedrive energipolitik på bekostning af en mulig frihandelsaftale med EU, der kunne genoplive den lammede ukrainske økonomi. Rusland står klar på sidelinjen med en russisk domineret økonomisk union, men Ukraine har hidtil værget sig ved tanken. Det minder lidt for meget om en anden union med Rusland for længe siden.
Hvis det andet er tilfældet er sagen et uintelligent forsøg på at sætte en mindre politisk modstander ud af spillet, der ikke for egen kraft ville udgøre et seriøst modkandidatur ved præsidentvalget i 2015. Ukrainerne er trætte af Julia Timosjenko, der har været en politisk figur siden 90erne og ses som mindst lige så korrupt og magtliderlig som resten af eliten.
En tredje og måske mere sandsynlig mulighed er, at den politiske inderkreds omkring Janukovitj i virkeligheden ikke har den fjerneste ide om hvad de har gang i, men har været forblændet af magtbrynde og hævnlyst over Timosjenkos politiske rolle i den orange revolution og kæphøje profil.
Nu ser de sagen for det den er: En udenrigspolitisk fiasko uden lige.
