Montenegro har hurtigere end de fleste Balkanlande bevæget sig i retning mod EU. Men en stor del af befolkningen i landet, føler sig klemt i processen, og modsætter sig Montenegros distancering fra Serbien. Ismar Dedovic giver her et overblik over situationen.
Siden Montenegro blev en selvstændig stat i 2006, har landet, i stil med andre Balkanlande, langsomt, men sikkert bevæget sig mod EU. Det lille land ved Adriaterhavet har dog på mere stabil vis bevæget sig mod Unionen, ikke mindst fordi den politiske ledelse i Podgorica fra starten har arbejdet meget målbevidst på en tilnærmelse til Bruxelles.
Denne proces er blevet støttet af især Italien, men også andre EU-lande, der synes at have opfattet Montenegros fremtidige medlemskab som en mindre udfordring end f.eks. Serbiens eller Bosnien-Hercegovinas, og detforekommer næsten naturligt, at Montenegro skal blive del af Unionen. Således kom der f.eks. ikke andet end svage protester fra EU’s side, da Montenegro indførte euroen som valuta, hvilket kunne være en indikation af, at man dengang helst ikke vil rokke for meget ved båden i forhold til landets EU-sympatier.
Distance til Serbien
I den senere tid har der dog været spekulationer om, at Montenegros stille færd mod EU kunne blive afbrudt af intern splittelse. For landets ”vesterniseringspolitik” og distancering fra Beograd, samt det større fokus på en særegen montenegrinsk identitet har ført til stigende ængstelse hos den tredjedel af befolkningen, der stadigvæk betragter sig som serbere.
Denne gruppe må nemlig se til, hvordan et land, der engang kaldtes ”det serbiske Sparta” langsomt, men sikkert, er ved at forvandle sig til et land, hvor større dele af befolkningen ikke føler den samme tilknytning til Beograd, som indtil for år tilbage blev anset for naturlig.
De to mest illustrative eksempler på denne distancering fra Serbien er formaliseringen af et montenegrinsk sprog og vedtagelsen af dette som Montenegros officielle trods protester fra serbiske partier i landet. Og det andet eksempel er Montenegros anerkendelse af Kosovo som selvstændig stat, hvilket chokerede det officielle Beograd, og bragte sindene i kog hos en del serbere i Montenegro med voldsomme protester til følge.
Dette sidste eksempel er tegn på, at Podgoricas ledelse i højere grad er parat til at modsætte sig Beograds vilje på ømtålige områder, og skulle nok signalere overfor EU og naboerne på Balkan, at Montenegro nu skal tages alvorligt som selvstændig stat og ikke som serbisk satellit.
Balladen om valgloven
Men denne afstandtagning til Beograd udfordres fra flere sider. Den mest højrøstede – og i længden mest alvorlige – udfordring kommer fra en kombination af Montenegros serbiske politiske partier, der ifølge dem selv repræsenterer hele den serbiske befolkning i Montenegro (godt og vel en tredjedel af den samlede befolkning) og deres støtter i Beograd.
Herfra har man i lang tid forsøgt at bremse – eller ligefrem vende – Montenegros bevægelse mod Vesten ved på forskellige måder at lægge hindringer i vejen for den lille republik. Det seneste eksempel på dette har vi også kort nævnt her på siden (se Tadics svære sommer), men det er faktisk værd at kigge nærmere på denne episode, der meget godt kan illustrere forholdet mellem Serbien og Montenegro, men også er sigende i forhold til identitetsændringer efter Jugoslaviens kollaps.
Det drejer sig faktisk om noget så tilsyneladende simpelt som vedtagelsen af en valglov.
Loven er led i en større reformproces i Montenegro og skulle vedtages inden landet kunne fortsætte forhandlinger med EU. Det drejede sig, meget simpelt, om, at Montenegro skulle afstemme en del af sin lovgivning med den forfatning, der trådte i kraft i 2007 som følge af Montenegros uafhængighedserklæring.
Valgloven var en af lovene, der skulle ændres så den passede med den nye forfatning. Regeringens forslag til ny valglov blev dog stærkt kritiseret af de serbiske partier i det montenegrinske parlament, da de følte at de ikke blev repræsenteret ordentligt.
Minoriteter der udgør mindre end 15 % af befolkningen har nemlig ret til positiv diskrimination ved valg, således at deres repræsentanter nemmere kan komme i parlamentet. Dette krævede en del serbiske partier i Montenegro udvidet så det også gjaldt det serbiske mindretal, hvilket regeringen afviste. Herefter fulgte en blokade af forhandlinger og afstemning. Og således gik det i fire år.
Men i løbet af sommeren 2011, har den montenegrinske regering, under pres fra Bruxelles, så genoptaget forhandlinger med oppositionen og formået at skabe et kompromis: De serbiske partier ville støtte den nye lov, hvis man fra regeringens side opfyldte oppositionens krav om, at det sprog som læres i skolerne nu kan kaldes: ”montenegrinsk-serbisk/bosnisk, kroatisk” og ikke blot montenegrinsk. Altså en symbolsk særstatus til den serbiske minoritet i forhold til de andre minoriteter i landet.
Historisk slægtskab eller historisk revision?
Denne kamp for særstatus er i og for sig forståelig, når man tænker på slægtskabet mellem Serbien og Montenegro igennem tiderne. I lang tid betragtede man de to folk som ét (montenegrinerne blev betragtet som serbere) og efter Jugoslaviens opløsning var Montenegro den eneste republik, der forblev i Union med Serbien. Derfor må Montenegros distancering fra Serbien også være en bitter pille at sluge for serberne i og udenfor Montenegro. Det synes dog også at være tydeligt, at de serbiske partier i landet ikke er helt sikre på, hvordan de skal reagere på denne bevægelse: Skal de støtte den og arbejde indenfor systemet eller skal man hellere modarbejde den og søge hjælp hos Beograd?
Netop sagerne om valg- og sproglovene synes at vise ambivalensen: I valgloven ønsker man særbehandling på lige fod med andre (langt mindre) minoriteter. Men i sprogloven ønsker man at sikre det serbiske sprogs særlige status. En kyniker kunne sige, at man blot støtter den politik, hvor man får mest. Og det kan være, at dette er tilfældet for politikernes vedkommende. Men den almindelige borger må føle en vis skepsis overfor de nye tider. Især fordi Balkanlandene jo ikke har behandlet mindretal alt for godt i de seneste årtier. Og selv ”etniske” montenegrinere (hvad det end betyder) er ikke sikre på, at bevægelsen væk fra Serbien kun er af det gode.
Og fra nogle af de andre republikker (f.eks. Kroatien) har man beklaget sig over, at Montenegros nye kurs også bruges bagudrettet: man synes nemlig at ville vælte hele ansvaret for krigene i det tidligere fællesstat over på Serbien (eller lokale forhold) og derved fritage Montenegro for ansvar. For kroaterne, der måtte se montenegrinske soldater og artilleri skyde Dubrovnik i stykker, lugter dette for meget af historierevision.
Tadic, det serbiske folks beskytter
Og for at gøre tingene endnu mere komplicerede, så har det officielle Beograds politik overfor Montenegro (og andre naboer) i de senere år gjort det svært ikke at forsøge at slippe ud af dens favntag. Tadic og co. har nemlig i nogen tid nu brugt montenegrinske stridigheder som en undskyldning for at blande sig i interne montenegrinske forhold, og fremstille sig selv som det serbiske folks beskytter. Og Montenegros serbiske partier kalder gladelig på Beograd, hvis de skal presse regeringen i Podgorica til indrømmelser.
Hvorfor Tadic blander sig i andre staters anliggender kan vi naturligvis ikke vide helt præcis, men to forklaringer trænger sig dog på: For det første, kan Tadic bruge den slags sager indenrigspolitisk. Han kan fremstille sig som serbernes beskytter og derved få point på den nationalistiske konto, hvor han ellers står svagt i forhold til rivalen Nikolic. Svagheden kommer naturligvis af situationen i Kosovo, som der altså skal kompenseres for. Og valget er lige rundt om hjørnet.
Den anden grund er udenrigspolitisk: Tadic skal signalere overfor EU (og andre interesserede), at han stadig har indflydelse på Balkan, og at han skal formildes, hvis der ikke skal rokkes for meget ved båden. Derfor er det vigtigt, at der hele tiden kan opstå situationer (som den i Montenegro eller ved grænserne i Kosovo eller i Bosnien), hvor Tadic først kan skabe ballade og derefter lege fredsmægler. Derved kan EU enten presses eller imponeres til at give Tadic indrømmelser (i form af forhandlingsdato eller lign.) uden at han skal igennem krævende reformer. Men jo mere Montenegro nærmer sig EU, des mindre indflydelse kan Tadic få på den førte politik, hvorfor han er desperat efter at få resultater så hurtigt som muligt.
Serbiske mindretal i intern serbisk valgkamp
Man kunne også hævde, at Tadics intervention skyldes oprigtig bekymring for det serbiske folks stilling i f.eks. Montenegro. Og dette kan der være noget om, men i det tilfælde burde man fra Beograds side gå ind i mere konstruktive forhandlinger med Podgorica og få defineret det serbiske folks fremtid i landet gennem aftaler, der ikke driver Montenegro længere og længere væk fra Beograd og muligvis slår ud i anti-serbisme.
Problemet for Tadic er, at han i et valgår skal fremstå som en hård type, hvilket gør forhandlinger sværere og efterlader serbiske mindretal i en position, hvor man på deres bekostning forsøger at skaffe sig point til en valgkamp i Serbien.
Men for tiden er der dog ro. Valgloven blev vedtaget og børnene i montenegrinske skoler kan glæde sig til et nyt sprog: ”montenegrinsk-serbisk/bosnisk, kroatisk”.
Læs også: Tadics svære sommer
