I samarbejde med Svenska Dagbladet bringer vi lederskribent Claes Arvidssons interview med tidligere leder af den polske fag- og nationalbevægelse Solidaritet (og tidligere præsident) Lech Walesa.
Sidste år fremviste Nobelmuseet i Stockholm Lech Walesas arbejdsbord – i form af Gregorz Klamans installation Crushing in. Det let søsygegrønne bord var som et projektil banket ind i museumsbygningen med den ene halvdel på indersiden og den anden halvdel på ydersiden. Murens fald er blevet symbolet på kommunismens sammenbrud i Europa, men arbejdsbordet minder én om, at startskuddet for det, som blev frihedens triumf, var strejken ved Leninværftet i Gdansk i 1980 og grundlæggelsen af Solidaritet.
Historisk helt
Forleden mødte jeg manden, som arbejdede ved dette arbejdsbord. Og sandelig er det specielt at træffe en af historiens helte – som oven i købet er fredsprismodtager og det befriede Polens første præsident. Det vrimler ikke med dem.
Lech Walesa har sit kontor i den mest prestigefyldte historiske bygning i Gdansk, som også er et museum. Han tager imod mig i et værelse fyldt med minder og selv fremtræder han også som en værdig gammel herre. Han indleder med ordene, at der ikke findes dårlige spørgsmål, men at jeg og de andre journalister, som møder ham, må være forberedt på mærkelige svar.
De østlige naboer
Jeg spørger ham om Putins Rusland, og får modspørgsmålet: Vil det være godt eller skidt, hvis Rusland går i opløsning? Når det gælder Ukraine konstaterer han, at udviklingen dér er afgørende for Polens sikkerhed. I samme åndedrag siger Walesa, at hvis han var blevet genvalgt som præsident i 1995, var Ukraine og Polen blevet medlemmer af EU på samme tid. Siden hen har de to lande bevæget sig ad forskellige veje. Hmm, tænker jeg.
Det er lettere at nikke bekræftende, når Walesa fortæller, at han ville få en ny fredspris, hvis han kunne præsentere en løsning for Hviderusland. Isolation af diktatoren eller forhandling for at få de politiske fanger løsladt? Han er usikker.
Kommunismen er død men kapitalismen er ikke holdbar
Det er lidt sjovt, når han kommenterer aktuel polsk politik med ord som, at han vil stemme på Borgerplatformen (PO) til dette års parlamentsvalg, men påpeger, at partiet er det mindste onde. Udenrigsminister Sikorski beskriver han som en grønskolling, og kritiserer ham for at forsøge at springe over, hvor gærdet er lavest.
Walesa mener, at Kommunismen er afskaffet for bestandigt, men han er samtidigt kritisk over for kapitalismen, fordi den skaber uholdbar ulighed. Selv håber han på en tredje vej, og advarer om, at kapitalismen ikke vil overleve, hvis lighedsproblematikken ikke løses. Når han ser fremad, handler det ganske meget om harmonisering inden for EU og globalt.
Fra mirakel til orakel
EU får også sine kritiske angreb: Lande involverer sig, men så sjusker de. Ændrer dette sig ikke, er risikoen, at EU vil ophøre med at eksistere. Og som vanligt sluttes ræsonnementet, at Walesa er både for og imod. Han deltog i at skabe et mirakel, men nu er det lidt ligesom at lytte til et orakel.
På spørgsmålet om, hvilke drømme han havde tilbage i de ringe tider, råder dog ingen tvivl. Dengang havde han aldrig kunnet drømme om engang at få lov til at leve i et frit land. Men intet er umuligt, siger han. Og så er det tid til det afsluttende gruppefoto.
Claes Arvidsson er svensk forfatter, journalist og lederskribent på Svenska Dagbladet og har skrevet flere bøger om Østeuropa.
Tak til Svenska Dagbladet. Oversat fra svensk af Kristoffer Hecquet.
