Premierminister Iveta Radicova havde valgt at knytte afstemningen om krisefonden sammen med en tillidserklæring til regeringen, og hun tabte, da kun 55 i det 150-sæders store slovakiske parlament stemte for forslaget.
Selvom regeringen går fra hinanden, bliver forsvaret bragt op igen torsdag 13/10 eller fredag 14/10, hvor det vil blive godkendt via en politisk aftale med de nuværende oppositionspartier.
Oppositionen for redningspakke
Oppositionspartiet SMER-SD med tidligere premierminister Robert Fico i spidsen støtter nemlig officielt op om en redningsplan, der kan hjælpe Grækenland ud af krisen, men de ønsker et tidligt valg.
”Vi har flere gange understreget, at det er regeringen, som er ansvarlige for at regere – altid. Denne regering har ikke levet op til ansvaret, og siden det ikke er lykkedes koalitionen at få redningsplanen igennem, har det ført til en international krise,” sagde Robert Fico tirsdag aften efter afgørelsen.
Han tilføjede, at det nu er op til alle partierne at sørge for, at EFSF bliver godkendt af parlamentet.
Ifølge den slovakiske konstitution skal premierminister Iveta Radicova gå af, men hun vil i praksis blive i stolen, indtil en ny administration er på plads. Valget er efter en aftale med oppositionen fastsat til 10. marts.
Nej til krisepakke redder skatteborgere
Friheds- og Solidaritetspartiet argument for at stemme imod redningspakken er, at et af de fattigste medlemmer af euroklubben ikke skal være med til at betale for den store gæld, rige lande som Grækenland eller Italien har opbygget.
Partiet er direkte imod at hjælpe Grækenland ud af krisen på nuværende tidspunkt og har opfordret til, at regeringen i Athen vælger at erklære sig bankerot ved at misligholde sine gældsposter. Det ser partiet som den eneste fornuftige løsning på euroområdets krise.
“Vi har formået at redde europæiske skatteborgere fra at betale mere end 300 milliarder euro ved at stemme imod denne redningspakke,” sagde Friheds- og Solidaritetspartiets Richard Sulik tirsdag.
Han synes, ideen om at kombinere EFSF-afstemningen med en tillidserklæring var upassende.
”Vi er kede af, at vi er blevet afpresset over vores principielle holdninger ved at kombinere disse to afstemninger,” siger Richard Sulik.
Slovakiet er det sidste af de 17 eurozonelande, der skal godkende krisefonden EFSF.