Dermed har Kommissionen tilsyneladende valgt ikke at straffe Serbien for de seneste måneders konflikt på grænsen mellem Serbien og Kosovo. Ifølge en kilde i Bruxelles vil Serbien dog ikke kunne få en dato for påbegyndelsen af optagelsesforhandlingerne, før en aftale mellem Beograd og Pristina er på plads. Det skriver Balkan Insight.
Rapporten, der præsenteres af Udvidelseskommissær Stefan Füle torsdag den 13/10, vil ifølge EU-kilden lægge vægt på Serbiens samarbejde med Den Internationale domstol i Haag, ikke mindst i forbindelse med udleveringerne af Ratko Mladic og Goran Hadzic. Derudover vil rapporten rose Serbien for bekæmpelse af organiseret kriminalitet og korruption, samt for at være en generel konstruktiv spiller i regionen.
Rapporten ventes desuden at godkende Kroatiens optagelse i EU næste år, og anbefaler at optagelsesforhandlingerne med Makedonien begyndes snarest. Makedonien opnåede kandidatstatus i 2005, men Grækenland har siden blokeret for videre forhandlinger, pga. en uenighed om brugen af navnet ”Makedonien”.