Søndagens parlamentsvalg i Polen blev historisk. Ikke på grund af ekstraordinært store vælgervandringer eller en gennemgribende omstrukturering af det politiske landskab. Faktisk tværtimod.
For første gang siden kommunismens fald lykkedes det en siddende regering at blive genvalgt, hvilket er endnu et tegn på, at det polske demokrati efterhånden er trådt ind i klassen af stabile og veletablerede demokratier. Valgdeltagelsen forblev dog – som den plejer – på det jævne med kun knap 49 % af vælgerne, der valgte af afgive deres stemme.
Da det endelige resultat forelå tirsdag eftermiddag, kunne det konstateres, at det liberal-konservative regeringsparti Borgerplatformen (PO) – med premierminister Donald Tusk i spidsen – blev valgets helt store vinder med 39,18 % af stemmerne. Det er kun en nedgang på et par procentpoint i forhold til valgresultatet i 2007. Næststørst blev Jaroslaw Kaczynskis national-konservative Lov og Retfærdighed (PiS) med 29,89 % af stemmerne.
Støtte til Palikot og smæk til venstrefløjen
Valgets helt store overraskelse var et nyt parti med navnet Bevægelsen til Støtte for Palikot, som fik 10,02 % af stemmerne. Partiet er centreret omkring forretningsmand og tidligere PO-medlem Janusz Palikot, som med en økonomisk og værdimæssigt liberal politik med paroler som “fri abort”, “flad skat” og “fri hash” – akkompagneret af en meget farverig og til tider temmelig provokerende optræden – har virket tillokkende på mange især yngre vælgere. Palikot trækker bl.a. en åben bøsse og en transseksuel med sig i parlamentet, hvilket har tiltrukket sig en del opmærksomhed i det relativt konservative Polen.
Bondepartiet PSL – PO’s mindre regeringspartner – fik lidt over 8,36 % af stemmerne, mens venstrefløjspartiet SLD fik et historisk dårligt valg med opbakning fra knap 8,24 % af vælgerne. Omregnet til mandater betyder det, at den PO-PSL-koalition, der har regeret siden 2007, kan fortsætte, idet disse to partier tilsammen kan mønstre et flertal i parlamentet (mandatfordelingen er ikke helt proportional med stemmefordelingen pga. valgsystemet, som favoriserer store partier). I teorien kan PO vælge og vrage blandt de andre partier som koalitionspartnere, men alt tyder på, at premierminister Tusk vælger den sikre løsning og fortsætter regeringssamarbejdet med PSL.
Valggyseren, der udeblev
PO har ellers ikke ført nogen prangende valgkamp. Indtil for få måneder siden lå PO langt foran PiS i meningsmålingerne, og sejren syntes uundgåelig. Måske derfor valgte partiet en lidt afdæmpet valgkampsstrategi uden for megen pralen og alt for prangende optræden, der kunne skræmme vælgere væk. I modsætning hertil satsede PiS benhårdt på at være synlige på billboards, i bøger og på film.
Efterhånden som valgkampen skred frem, syntes PO’s forspring foran PiS at mindskes. Da PiS samtidig har en tendens til at opnå et bedre resultat, end meningsmålingerne forudsiger, fordi en del ikke vil indrømme, at de stemmer på partiet (en effekt, der også kendes fra Dansk Folkeparti herhjemme), begyndte en del kommentatorer at forudsige en ægte valggyser.
Det er en stående joke blandt politiske kommentatorer, at et vigtigt element i PiS’ valgkampagner handler om at skjule Kaczynskis sande ansigt, da han har for vane at komme med temmelig rabiate udtalelser, som risikerer at skræmme vælgerne væk. Et langt stykke ind i valgkampen syntes strategien at lykkes, og flere og flere vælgere – som måske ikke har været superbegejstrede for PO-PSL-regeringen – syntes at falde for PiS’ slogan “Polakkerne fortjener mere”.
Få dage før valget kunne Kaczynski dog ikke dy sig, da han i et interview antydede, at Angela Merkel kom til magten i Tyskland ved hjælp af en form for konspiration. Dette var utvivlsomt en af grundene til, at PO endte med at komme stærkt igen i valgkampens sidste fase. Nok deler mange polakker PiS’ konservative og nationalistiske holdninger, men de husker kun alt for godt tiden under Kaczynskis regering, hvor de udenrigspolitiske pinligheder stod i kø for at blive sendt af sted mod Berlin, Moskva og Bruxelles.
En stilfærdig revolution
Der var derfor utvivlsomt mange rundt omkring i de europæiske hovedstæder, der åndede lettet op over det polske valgresultat. Det havde været særdeles ubekvemt at få Kaczynski og hans hårde udenrigspolitiske retorik til magten midt under det polske EU-formandskab og kort før de vigtige EU-budgetforhandlinger, som for alvor starter til næste år.
Den 9. oktober valgte polakkerne således til fordel for kontinuitet, stabilitet og pragmatisme. I et relativt ungt demokrati, hvor det politiske liv siden demokratiets indførelse i 1989 har været præget af markante vælgervandringer og voldsomme udsving fra valg til valg, kan dette i sig selv lidt paradoksalt opfattes som en form for stilfærdig revolution.
