Warszawa stod på den anden ende, da den polske hovedstad den 29.-30. september var vært for topmødet om østpartnerskabet. Toppolitikere fra hele Europa var kommet til Warszawa for at diskutere EU’s østpartnerskab, som er et program, der sigter imod at bringe seks af EU’s østlige naboer – Ukraine, Hviderusland, Moldova, Armenien, Georgien og Aserbajdsjan – tættere på EU.
Ved topmødet deltog blandt andre den polske premierminister Donald Tusk, den tyske bundeskansler Angela Merkel og den ukrainske præsident Janukovitj. Frankrig sendte premierminister Fillon og Storbritannien vicepremierminister Clegg. Hviderusland havde valgt ikke at deltage i mødet, selvom udenrigsminister Martinau var blevet inviteret.
I en fælles deklaration anerkendte topmødedeltagerne efter to dages topmøde partnerlandenes europæiske aspirationer og visse af landenes europæiske valg, ligesom man understregede, at østpartnerskabet bygger på et værdifællesskab.
Man erklærede også, at man fra EU’s side ønsker at bringe partnerlandene tættere på EU i form af associeringsaftaler og frihandelsaftaler – selvfølgelig under forudsætning af, at partnerlandene forinden gennemfører de krævede demokratiske, administrative og økonomiske reformer. For Ukraines vedkommende udtrykte deklarationen sig endda positivt om muligheden for at underskrive en sådan associeringsaftale inden udgangen af 2011.
På visumområdet slog topmødedeltagerne fast, at man stræber imod visumlettelser og på sigt visumfrihed for partnerskabslandenes statsborgere under forudsætning af, at de nødvendige reformer gennemføres.
Europæiske lande eller europæiske aspirationer?
Deklarationen har i månederne inden topmødet været genstand for lange forhandlinger og diskussioner blandt EU-landene. Mange af de gamle EU-lande er mildest talt ikke begejstrede for tanken om yderligere EU-udvidelser, og man ønsker derfor ikke at stille de østeuropæiske partnerskabslande et EU-medlemskab i udsigt. Deraf de lidt vage formuleringer om landenes europæiske aspirationer og europæiske valg – uden decideret at kalde dem europæiske. I EU-traktaten står der nemlig klart og tydeligt, at ethvert europæisk land, der respekterer EU’s værdier, kan ansøge om medlemskab af Unionen.
Fra officiel polsk side mener man, at topmøderesultatet efter omstændighederne er et tåleligt kompromis. Visse gamle EU-lande ønskede helt at fjerne ordet europæisk fra deklarationen, hvilket ikke kom igennem. Polen er en stærk tilhænger af øget samarbejde med EU’s østlige naboer og har derfor haft østpartnerskabet som en af topprioriteterne under EU-formandskabet i andel halvdel af 2011. Generelt har østpartnerskabet været en polsk mærkesag siden Polens og Sveriges fælles lancering af programmet i 2009.
Et polsk hjertebarn med problemer
For Polen handler det om geopolitiske interesser. Polen ønsker for alt i verden, at landets umiddelbare naboer i Østeuropa i valget mellem Rusland og EU vælger EU. Målet til at opnå dette er i polsk optik at stille landene nogle europæiske perspektiver i udsigt i form af associerings- og frihandelsaftaler, visumfrihed, ungdomsudveksling – og på sigt, når alle de nødvendige kriterier er opfyldt, EU-medlemskab. Vejen til at opnå alt dette er dybtgående politiske og økonomiske reformer med støtte fra EU.
Polen ser også østpartnerskabet som et område, hvor man kan bidrage med uvurderlige erfaringer til gavn for hele Europa. Polen har selv været igennem hele processen og føler sig derfor godt klædt på til at hjælpe europæiske lande, der befinder sig i den samme situation, som Polen befandt sig i for 20 år siden.
Det har dog ikke været ubetinget let for polakkerne at smitte deres europæiske kolleger med deres begejstring for østpartnerskabet. Ud over den allerede nævnte modvilje imod yderligere EU-udvidelser har østpartnerskabet på det seneste måttet kæmpe en hård kamp om EU-ledernes opmærksomhed. Gældskrisen har naturligt nok fyldt meget på dagsordenen, og inden for naboskabspolitikken har det arabiske forår for mange EU-lande haft en væsentlig højere prioritet end samarbejdet med EU’s østlige naboer.
Fra polsk side forsøger man dog at bruge udviklingen i den arabiske verden som et argument for at øge samarbejdet indenfor østpartnerskabet. Argumentet lyder, at vi ikke endnu en gang bør lade os overraske af udviklingen, men allerede nu bør gå aktivt ind og støtte op om demokratiske reformprocesser i vores nabolande mod øst.
Partnerskabslande uden fælles fodslag
Partnerskabslandene har dog heller ikke gjort det lettere for EU-landene at fatte sympati for ideen om et tættere samarbejde. Ingen af landene kan siges at være velfungerende demokratier, og i flere af landene er det rent faktisk gået tilbage i de senere år. På det seneste har den politisk motiverede retssag imod Julia Timosjenko truet med at sætte en kæp i hjulet på forhandlingerne med Ukraine.
Internt har partnerskabslandene også svært ved at finde fælles fodslag. For nylig endte den første plenarforsamling i EuroNest – et samarbejde inden for rammerne af østpartnerskabet imellem partnerskabslandenes parlamenter – i fiasko, da interne stridigheder imellem de kaukasiske lande erobrede dagsordenen. Til topmødet kunne de fem tilstedeværende partnerskabslande dog godt blive enige om, at man ikke ville være medunderskrivere på en deklaration, der fordømmer det hviderussiske regimes brud på menneskerettighederne.
Vi skal altså nok ikke regne med at se Ukraine, Moldova, Hviderusland, Georgien, Armenien eller Aserbajdsjan som EU-medlemmer inden for en overskuelig årrække. Men selvom topmødet ikke kom med perspektiver og løfter i det omfang, som tilhængerne og partnerskabslandene selv havde ønsket, blev der trods alt taget små skridt fremad, og topmødet endte ikke i den totale fiasko, som nogle havde frygtet eller forudset. En stor del af den videre udvikling inden for østpartnerskabet afhænger nu af partnerlandene selv.