Den amerikanske ambassadør i Polen, Victor Ashe, skrev i 2006 et skeptisk notat om om den daværende polske regerings udenrigspolitik, som han mente havde ledt til et tab af “effektivitet i europæiske institutioner og generel kvalitet af den polske udenrigspolitik.”
Den fortrolige depeche dateret 2. november noterer at “politiseringen af top- og mellemniveauerne, hyppige personeludskiftninger, indadvendt lederskab og længerevarende handlingslammelse i udenrigsministeriet står som bevis på præsidentens manglende interesse for den udenrigspolitiske politik.”
Særligt belastende for den daværende udenrigsminister
Depechen blev skrevet et år inde i Lech Kaczynskis præsidentperiode (fra det nationalistisk-konservative Ret og Retfærdighed, PiS). Han døde senere i flytragedien i Smolensk april 2010, og depechen fokuserer på Kaczynskis behov for at sætte loyalitet over ekspertise og er særlig kritisk overfor den daværende udenrigsminister, Anna Fotyga.
Hun beskrives som ”medium klodset” og med ”lille udenrigspolitisk erfaring” og hendes ministerium karakteriseres som ”et sort hul”, hvorfra det tager evigheder at føre en beslutning ud i livet.
”Tabet af politisk indflydelse og personlige intriger i udenrigsministeriet har tydeligvis svækket Polens mulighed for at tage regionalt ansvar, et tab, der særligt bemærkes af EU-diplomater,” lyder det videre.
Depechen konkluderer, at selvom “grundlaget for Polens udenrigspolitik forbliver solidt,” så er Polens “gennemslagskraft i EU og andre steder blevet reduceret, og dets evne til at lede vil tage noget tid at reparere.
Ekstra pinefuldt for PiS
Polens nuværende udenrigsminister, Radoslaw Sikorski fra det liberal-konservative Borgerplatformen (PO), udtaler, at ”for PiS, der tillægger USA’s holdning særdeles stor betydning, må denne udmelding ramme ekstra hårdt.”
PiS førte i spidsen for Polen en konfrontatorisk politik overfor både Tyskland, Rusland, EU og snart sagt alle andre end netop USA.
Der er parlamentsvalg i Polen den 9. oktober i år.