Annika Maigaard Mogensen ser i denne artikel nærmere på landet, der er blevet kaldt Østeuropas vidunderbarn. Landet har hurtigere end sine naboer mod syd og øst formået at komme i det gode europæiske selskab. Men har Slovenien mistet sin nationale identitet i forløbet?

Den 25.juni i år befandt jeg mig på Kongresni trg, ‘kongrespladsen’, midt i Ljubljana, kiggende op på en fyrværkerifyldt himmel, der langsomt fyldtes af slovenske nationalsange. Det var dagen, hvor Slovenien tyve år tidligere erklærede deres selvstændighed. Dagen, hvor slovenerne fejrede, at de samme dag 20 år tidligere for første gang ikke længere var en del af Jugoslavien – eller Østrig og Italien, som de havde været det før Jugoslavien. Dagen, hvor det slovenske folk endelig blev en nation. Én samlet identitet.

Efter at have boet i landet i et halvt år står det dog klart for mig, at der bag festligheden på Kongresni trg også gemmer sig en usikkerhed omkring den slovenske identitet. En usikkerhed som ikke har vist sig, når Slovenien gang på gang det seneste årti er blevet fremstillet som et glansbilledligt foregangsland for de andre europæiske post-socialistiske stater. Slovenien fremstår oftest som Østeuropas ‘vidunderbarn’. Landet er med rekordfart og uden større besvær kommet med i det fine selskab i både NATO og EU – og i 2007 blev de endog en del af Euro-zonen. Landet virker generelt som et velfungerende og veltilfredst lille demokrati. Men kigger man nærmere efter, viser der sig en stor utilfredshed og mistro til landets politikere, demokratiets fremtid, landets love og den store arbejdsløshed, som den globale finanskrise har ført med sig.

Arven fra Tito
For tyve år siden var der ellers ikke andet end håb om en bedre hverdag. I 1980’erne, i kølvandet på Titos død, begyndte en stor del af det slovenske samfund blandt andet gennem kunst, musik og kultur at sætte spørgsmålstegn ved det jugoslaviske herredømme (se fx den slovenske film ”The Outsider” fra 1997). Dette medførte, at Slovenien den 25.juni 1991 erklærede selvstændighed, efterfulgt af en ti-dages krig, der kostede 65 mennesker livet, mellem den nyetablerede slovenske hær og den jugoslaviske folkehær. Selv om krigen givetvis var traumatisk for alle dem, der var involveret, så havde den ikke den store betydning på hverken slovensk eller internationalt plan sammenlignet med de krige, der fulgte i nabolandene de efterfølgende år. Mange har siden ment, at krigen ikke udviklede sig videre, fordi slovenerne var en mere samlet og etableret nation end fx kroaterne i nabolandet. Her var det serbiske mindretal betydeligt større, og kæmpede derfor også i længere tid imod den kroatiske selvstændighed – med støtte fra Milosevic.

Den jugoslaviske fortid som en del af Balkanregionen blev let og hurtigt skrevet i glemmebogen af slovenerne, der i stedet havde øjnene solidt plantet på fremtiden i EU. EU og den vækst, der fulgte, levede også op til forventninger – for et stykke tid. Men da Slovenien kom med i Eurozonen fordobledes priserne mange steder i landet, og Slovenien kæmper i dag, som mange andre europæiske lande, en hård kamp for ikke at blive det næste Grækenland. Den nationale gæld er steget hurtigt, og arbejdsløsheden er næsten fordoblet i de seneste tre år. Politikerne lover, at der er styr på økonomien, men befolkningen sætter spørgsmålstegn ved dette. Statsminister Borut Pahor har f.eks. det seneste år forsøgt at få en ny pensionsplan igennem, der vil rykke pensionsalderen op på 65 år, men ved folkeafstemningen for et par måneder siden stemte hele 72 % af befolkningen imod denne reform. En reform, som regeringen ellers havde håbet kunne betyde en reduktion af den nationale gæld og en forbedring af Sloveniens kreditværdighed.

Hvilket EU?
Regeringen er i det hele taget i dag ekstremt upopulær. Ifølge en meningsmåling fra juni 2011 er 80 % af befolkningen for et regeringsskifte. Siden 1990erne har der været flere korruptionssager af forskellig art (på begge politiske fløje), og mange føler, at hverken de nationale politikker eller EU’s dispositioner er transparente. På højrefløjen mener de endvidere, at politiske beslutninger ikke bliver truffet af de folkevalgte repræsentanter, men i stedet i magtcentre udenfor parlamentet. Der trækkes således også paralleller mellem det dysfunktionelle og multietniske Jugoslavien og EU af i dag. På venstrefløjen, der er ved regeringsmagten i dag, prøver de derimod at trække folks meninger den anden vej, ved at påpege at ikke alle politikere er korrupte, og at folket derfor må opbygge en tiltro til dem igen.

Tilbage står det slovenske folk – skal de vælge at tro på deres politikere og føje EU’s beslutninger med åbne arme og lukkede øjne, som de har gjort til dags dato, eller bør de være mere mistroiske overfor deres politikere – og hvor vil det føre dem hen? Er situationen i EU i dag virkelig ikke anderledes end datidens Jugoslavien, som heller ikke formåede at sikre det slovenske folk økonomisk? Taler man med den almene slovener, bliver man hurtigt klar over, at mange ser tilbage på tiderne under Tito i et positivt skær – for dengang var der både jobs og penge nok til at leve godt, mener de. I dag står slovenerne ikke kun med ryggen mod Balkan og front mod Europa.

Hvilket Slovenien?
Det er måske dette identitetsspørgsmål der, i forbindelse med selvstændighedsfejringen i juni, gjorde, at en gruppe unge designstuderende besluttede at lave en udstilling om slovensk identitet. Blandt andet fremstillede de en video, hvor folk svarer på, hvad slovensk identitet er for dem. Videoen er interessant, fordi der er en vis negativ tøven fra alle spurgte, når de skal svare på, hvad det er at være slovener. Mange adspurgte mener, at Sloveniens folk endnu ikke har formået at finde dét, der gør dem til en samlet identitet – på trods af, at mange mener, at Slovenien har 100 – omend ikke 1000 år på bagen. ”Slovenian identity is something, we are still looking for” siger én, mens en anden eftertænksomt mener, at Slovenien er lidt en blanding mellem en masse kulturer og de lande, der omringer dem. To svarer endog på videoen, at slovenerne er kendetegnet ved at være jaloux på deres naboer.

Men sandheden er nok, at Slovenien for første gang i lang tid er egentligt selvstændige. Da de brød væk fra Jugoslavien var valget selvfølgeligt – selvfølgeligt skulle de med i den vesteuropæiske liga, der var græsset jo grønnere og alting lettere. Nu tyve år efter er tingene ikke ligeså rosenrødt, og Europadrømmen er begyndt at vakle. Nu må Slovenien til at stå på egne ben og selv definere hvem de er – og vil være. På denne måde kan de måske blive ved med at være foregangsland for post-socialistiske lande – måske Serbien, der nu står til at blive næste ansøgningsland i EU og Kroatien, der efter al sandsynlighed bliver medlem ved årsskiftet.

Se den omtalte video om slovensk identitet her

Læs også denne artikel på rØST om samarbejdet mellem Slovenien, Serbien og Kroatien

Annika Maigaard Mogensen er kandidatstuderende i statskundskab på Københavns Universitet. Netop hjemvendt efter et halvt års udveksling i Ljubljana i Slovenien.

Af Annika Maigaard Mogensen