I samarbejde med Magasinet Notat bringer vi første del af en reportage fra Letland af Emil Fibiger Petersen. Et land, hvor man kan mærke konsekvenserne af den økonomiske krise.
Væk fra Rigas byliv og ude på landet er det visse steder, som at blive kastet 20 år tilbage i tiden.
Herude er folk i høj grad selvforsynende. Små klatter af huse bryder med de lange skovstykker.
Et par timers kørsel væk fra Riga i en af de større byer med omkring 800 indbyggere, Limbazi, er der udstilling af nogle borgeres malerier i kulturhuset.
Det er med stolthed, malerierne vises frem til lokal-tv. I kulturhusets anden sal skal der senere fejres en række af byens sølvbryllupspar. Her er allerede dækket op til gæster og gjort klar til, at parrene kan komme op til et podie og forny deres ægteskabspagt. Det er også i kulturhuset, at byens borgeres samles til folkedans og sang.
Kulturhuset er det eneste samlingspunkt i Limbazi, der ligesom mange andre landsbyer har problemer med arbejdsløshed og menneskeflugt efter krisen.
Uddannede uden arbejde
34-årige Jolanta er med til at arrangere tiltagene i kulturhuset. Hun mistede sit job under krisen, og nu får hun lidt penge for at hjælpe til her. Hendes bachelor i økonomi har ikke været nok til at finde nyt arbejde.
Hendes lejlighed ligger i en boligblok lige ved siden af et marked, hvor folk handler æg, grøntsager og tøj. Selvom det er billigere end det litauiske supermarked, der har taget over efter det konkursramte lettiske, så køber hun ikke noget. Hun har 10 lats eller 100 kroner til sig selv og sit barn om måneden.
Hendes kæreste arbejder syv dage om ugen for at sørge for huslejen. Han mistede også sit job under krisen, og siden har han lavet forskelligt tømrerarbejde. Før arbejdede de begge for Aula. Et norsk byggefirma, der lukkede sin afdeling i Limbazi under krisen.
Efter finanskrisen voksede arbejdsløsheden fra fem til 20 procent på to år. I enkelte landområder var 40 procent uden arbejde. Som arbejdsløs kan lettere normalt få støtte af staten i otte måneder, men taksten nedtrappes hver måned. Efter de otte måneder kan man få 400 kroner i støtte om måneden.
Letlands kommuner er begyndt at udbyde arbejde til 1000 kroner om måneden for at komme noget af arbejdsløsheden til livs. Nu er arbejdsløsheden dalet lidt, men den er stadig på 16,4 procent i Limbazis region Vidzeme.
På vej til Tyskland
Siden det norske byggefirma lukkede er en del af medarbejderne flyttet til Lillehammer for at arbejde for dem, som havde firmaet i Limbazi, men ikke Jolanta og hendes kæreste.
”Vi kender mange, der er flyttet til udlandet, og jeg vil også meget gerne flytte, men min kæreste vil blive hos sin familie og opdrage vores søn her,” siger Jolanta.
Det er dog ikke meget, kæresten selv kommer til at se barnet det næste stykke tid. Han har fået kontakt til et tysk byggefirma, som han skal arbejde for i Tyskland i perioder af en måneds varighed.
Lige nu kan familien kun beholde lejligheden, fordi den ikke skal bruge penge på mad. Et par gange om ugen tager Jolanta ud til sine forældre på deres gård og henter forsyninger.
Ude på gården kan hun få kød og grøntsager.
”Jeg sulter ikke, men jeg er ved at være desperat. Før krisen tjente jeg 4000 kroner om måneden og kunne købe tøj og mad, nu har vi ingen penge til forbrug. Det er ikke rart ikke at kunne give sit barn noget som helst,” siger Jolanta.
En by i Rusland
På en grusvej et par minutters gang fra banegården i Limbazi stavrer 76-årige Arija Dika hjem fra købmanden.
Hun har boet i Limbazi hele sit liv. Hun har været besat af tyskere. Besat af russere. Hun har været gennem 90ernes fattigdom efter løsrivelsen, og nu også 00ernes nedtur.
Hjemme ved hendes toetagers hus, som er gået i arv fra hendes forældre, bor hun sammen med sin mand, sin arbejdsløse datter og sit barnebarn, der går i skole.
Datterens mand arbejder i Norge hos det byggefirma, som mange andre i byen også gør. Og Arijas andet barnebarn, en 17-årig dreng, er rejst til England for at lave fabriksarbejde. Den ældre generation i Letland er ikke meget for at snakke med journalister.
Sådan noget gjorde man ikke i Sovjet tiden, siger Arija. Dengang arbejdede hun som afdelingsleder på en russisk fabrik, der lavede maskindele til landbruget. Lauteknika blev det kaldt.
Hendes mand arbejdede der også. Nu ligger den store industrigrund død, men de gamle nedlagte Sovjet fabrikker ses rundt omkring i byen. Limbazi var en vigtig by dengang.
Lauteknikafabrikken havde 700 arbejdspladser. Filtfabrikken havde 500 ansatte og leverede filtstøvler og filthatte til hele Sovjet. Byen havde også en af Sovjets største mælkeproduktioner.
De russiske fabrikker blev lukket med uafhængigheden. Nu falder indbyggertallet hvert år.
De ældre kæmper
Under Sovjet var der arbejde til alle og adgang til læger for alle. Sådan er det ikke længere. Selv har 76-årige Arija og hendes mand ikke penge til at gå til læge.
Hendes mand halter rundt på et dårligt ben i haven, mens hun sidder på havebænken og fortæller om, hvordan det er, at være pensionist i Letland.
”I dag siger regeringen, vi skal betale alt selv, men hvordan skal vi kunne det med de 1600 kroner, vi får i pension. Sovjet sørgede bedre for folket,” siger Arija.
Besparelserne fortsætter de næste par år. Indtil videre har regeringen kun fjernet de tilsagn, der var om højere pension. De prøvede også at skære i pensionen, men det lykkedes de gamle at få omgjort dommen, fordi det var et brud på menneskerettighederne. Der kan dog meget vel blive endnu et forsøg på en reel nedskæring i næste sparerunde, mener Arija.
Hun kæmper de ældres sag i Limbazi. Hun læner sig frem og kigger op over brillerne og slår i bordet med lukket hånd, når hun snakker om tilstanden i Letland.
”Jeg overlever, men der er andre, som har det rigtig svært. De får 780 kroner om måneden og kan kun klare sig, hvis de har familie til at hjælpe,” siger hun.
I Limbazi er hun lykkedes med et par tiltag. Hun har skaffet en brugt bus, som kan fragte ældre fra land til by efter mad. Og hun har arrangeret gratis suppekøkken og rabatkuponer til en bager for pensionister.
Manden og hun griner lidt sarkastisk, når snakken falder på før og efter Sovjet. Arija er taknemmelig for friheden i dag, men opsummerer sit syn på sagen som følgende:
”Engang tog jeg hele vejen til Riga for at købe to kilo bananer og måtte vente fire timer på at få dem. Dengang havde vi penge og arbejde, men intet at købe. Nu kan vi købe alt, men ingen har penge til det.”
Emil Fibiger Petersen er nyuddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Denne artikel er baseret på en 12 dages researchrejse i Letland.
Magasinet rØST bringer fra tid til anden EU-relaterede artikler i samarbejde med Magasinet NOTAT. Læs mere på www.notat.dk