At forsøge sig som turist i Serbien kan byde på stærkt varierede oplevelser. Spekteret rækker lige fra fattigdom og forfald til renskuret idyl og ungdommelig party-kultur, skriver Tine Møller Sørensen i denne reportage.
I Beograd står luften stille. I flere uger har temperaturen holdt sig omkring de 40, og det generelle aktivitetsniveau er omkring nulpunktet. Det er juli måned, og børnene har sommerferie, men det er svært at foretage sig noget som helst andet end at sidde stille under et aircondition-anlæg.
Vejrforholdene giver dog liv til stranden på flod-øen Ada Ciganlija, hvor man kan finde absolutte karikaturer over fænomenerne strandløver og beach-babes, når olie-indsmurte muskelkroppe kun sparsomt beklædt med minimale speedos kæmper om opmærksomheden med ligeså minimalt påklædte kvindekroppe, der leder tankerne mod Barbie-dukker, ikke mindst i lyset af plasticindholdet.
Scenariet er indkredset af en konstant øredøvende kakofoni pumpende ud fra de mange caféer, der ligger skulder ved skulder langs stranden og tilsyneladende mener, at konkurrencen optimalt vindes ved at spille højere end naboen.
Bevæger man sig lidt længere ned ad stranden, er her dog et væsentligt bredere klientel, med en stor mængde børn og ældre mennesker – man kan endog komme til at forløbe sig og ende i den lille del af stranden, der er reserveret nudister; et spøjst levn fra en faktisk meget kropsligt orienteret socialistisk kultur, der fremstår des mere bemærkelsesværdig i forhold til den måske ligeså løsslupne – men i al væsen anderledes – kropskultur der dyrkes bare 5-600 meter derfra.
Forfærdeligt og underholdende
Et lige så bemærkelsesværdigt strand-setup får man, når man bevæger sig de godt 100 km fra Beograd til Bela Crkva, nær grænsen til Rumænien.
Her finder man et tidligere socialistisk bade- og rekreationsetablissement, der er omdannet efter alle den kapitalistiske markedskunsts regler: igen dette larmende angreb fra omkring 100 caféer på én gang, men her endnu mere fortættet, da Bela Crkva’s badeområde består af en enkelt sø, der er helt omkranset (eller måske forskanset) af caféer og restauranter. De frekventeres af både lokale, men især rumænske turister, der alle kæmper en både meget fysisk kamp om pladsen, men også tager en kamp på volumen op med musikken i forsøgene på at tilkæmpe sig det modsatte køns opmærksomhed.
Umiddelbart bag denne tange af badegæster ligger til gengæld de gamle socialistiske feriekomplekser: en hel del campingpladser med fællesbad og opvaskefaciliteter i samme rum, et mylder af omstrejfende hunde og både telte og små indhegnede pladser til campingvognene. Men også små hytter, der ligger i afgrænsede ”lejre”, og som tydeligvis både har været og stadig er væsentligt mere attraktivt end campingpladserne. Her er små træningsområder, der trods den stadige benyttelse har skiltning, der tydeligt indikerer, at de har en del år på bagen og er blevet rejst med intentionen om, at man (for fællesskabets skyld) bør holde kroppen stærk og sund, selv på ferien.
Imellem alt dette har smarte entreprenører bygget små smalle huse på diminutive stykker land – huse, der for størstedelens vedkommende slet ikke er bygget færdige, men har to-tre værelser færdige nok til, at de kan lejes ud i sommerferieperioden.
Det er på alle måder et ret forfærdeligt sted at opholde sig, men ikke desto mindre underholdende at bevidne frontalsammenstødet mellem de ældre, der holder på deres ret til den årlige sommer-hyttetur og insisterer på at gøre det nøjagtigt som altid, og så de fremadbrusende selviscenesættende teenagere.
100 % kitch
Et noget andet bud på en turistattraktion kan man få, hvis man kører 300 km i den anden retning til Mokra Gora i det vestlige Serbien, lige på grænsen til Bosnien. Det er her, filminstruktøren Emir Kusturica har bygget sin meget omtalte lille landsby i træ, Drvengrad. Når man ankommer, viser det sig dog, at hele området rent faktisk er klassificeret som et hotel – dog et hotel med entré. Her er alt, som den moderne turist kunne ønske sig: restauranter, spa, souvenirbutikker og en kirke – alt sammen omkranset af overnaturligt smukke bjerge og ikke mindst i en ”original” serbisk, men samtidig kulturel korrekt ramme, hvor man har det hele på et sted, således at man ikke behøver overhovedet at bevæge sig væk fra sit pittoreske ”gated community” og konfronteres med et mere reelt Serbien. Det hele er 100 % kitsch, men meget gennemført og særdeles velbesøgt.
Det ser faktisk ud til, at Kusturica gør sit for at stille standarden i hele området, i hvert fald støder man på forbløffende mange helt nybyggede træhuse i samme ”oprindelige” stil som på det lille landsbyhotel. Tager man med, at det også er her i området, at man kan fornøje sig med en tur i det unikke historiske lokomotiv, Sargan, hvis lokale station ligeledes er blevet nybygget i samme stil, og at vi befinder os i nogle af de allersmukkeste bjerge i Serbien, med Zlatibor (det gyldne bjerg) som absolut topscorer, kan man se, at denne region (som en af de få) har formået at udnytte turistpotentialet til det yderste.
Der er uden tvivl blevet postet væsentlig flere penge i både udbygning og PR end de fleste andre steder i landet, hvilket nok også hænger sammen med, at egnen allerede gennem årtier har været et foretrukket udflugtsmål for turister fra hele regionen – også i vinterhalvåret, hvor man kan stå på ski.
Skobutikker, Eurocrem og verdensmusik
Fra det vestlige Serbien går turen videre mod det centrale. Kontrasten er så tung, at man næsten kan føle det – fra den væsentlig mere ”polerede” og renskurede idyl ankommer man nu til en region, der i udpræget grad er præget af fattigdom og forfald; det er nærmest på centimeter – midt på bjergvejen støder man på et skilt, der kort orienterer om, at man nu forlader området for det vestlige Serbiens turistforening og – bam – er man midt i faldefærdige huse og skrald i bunkevis langs vejene.
I Cacak, den største by i området med godt 74.000 indbyggere, findes kun et enkelt hotel, der tydeligvis kun er til for forretningsophold; man forventer ingen turister her. Byens sociale liv synes da også udelukkende at bestå af den korte gågade, hvor byens indbyggere spankulerer frem og tilbage aftenen igennem. Kun få slår sig ned på caféerne omkring gaden. Dette kan måske forklare byens usædvanligt mange skobutikker – det er i det hele taget et meget karakteristisk træk ved byerne i den serbiske provins, at skal man dømme
ud fra antallet af forretninger, synes sko at være stort set den eneste reelle handelsvare. Men skal man spendere hver eneste aften med at gå op og ned ad gaderne, er det selvfølgelig også nødvendigt ofte at kunne forny sit fodtøj.
Vi kører mod Gornji Milanovac og bjergbyen Takovo – egnen der har lagt navn til den fabrik, der fremstiller det i Serbien elskede Eurocrem, en slags tykt og cremet smørechokolade. Her hersker en anderledes let stemning – verdensmusik-festivalen er netop gået i gang – en festival, der besøges af bands fra så forskellige steder som Jamaica og Sverige. I modsætning til Cacak fremstår Gornji Milanovac fuldt af glæde og liv. Endnu engang må man konstatere, at der er en meget nøje sammenhæng mellem en bys velstand og den generelle stemning – i Gornji Milanovac findes nemlig en række af de (forholdsvis få) tilbageværende serbiskejede fabrikker, bl.a. Metalac, der nok især er kendt for fremstillingen af de karakteristiske prikkede gryder og potter. Folk er dog ikke mere velstillede, end at der er en del af trafikken, der tager form af hestevogne, men hvor det de kun godt 30 km mod syd i Cacak forstærkede en fornemmelse af forfald, glider det her ind i den mere overordnede opfattelse af hygge og malerisk stemning. Beauty is in the eyes of the beholder…
I Ljig – godt 85 km syd for Beograd – møder vi tilfældigvis en ung pige, der blaffer til arbejde. Stort set alle unge i området arbejder ved hotellerne og bassinerne, der tiltrækker en hel del lokale turister i sommerperioden. Pigen har studeret i Beograd, men er efterfølgende vendt tilbage. Hun er ikke synderligt begejstret for området, som hun siger: ”selv kragerne flyver på ryggen når de passerer for at undgå at se stedet”. Nu er det gråt og vådt, bassinerne er tomme og det hele fyldt med en tristesse, der er til at tage og føle på, så vi kører af sted igen, forbi skiltet der annoncerer at ”Det Nye Første Hotel” snart åbner, og tænker, at pigen måske har ret.
Det serbiske Frederiksberg
Man siger i Beograd, at et millisekund er den tid, der går fra lyssignalet er skiftet til gul, til der bliver dyttet i bilkøen. Man kan i så fald sige, at en millimeter bør måles som den afstand, der konstant er mellem et hvilket som helt sted og den nærmeste bunke skrald. Mængderne af skidt og møg på gaderne i Beograd gør kontrasten til den væsentligt mere velstillede Novi Sad i Vojvodina så meget desto større; gader og parker er pæne og velholdte i en stil, der ikke lader Frederiksberg noget tilbage. Den østrig-ungarske indflydelse på arkitektur og by er ikke til at gå fejl af, hvilket føjer til det hyggelige indtryk; små gader bugter sig, og der er væsentligt længere mellem de store grå socialist-byggerier.
Med en befolkning på knap 290.000, er byen nok mindre, men absolut ikke lilleput, og med sit udgangspunkt som hjemsted for den berømte EXIT musikfestival er byen sprudlende af kultur- og natteliv. Her er yndige fiskerestauranter med skøn udsigt over Donau, man kan næsten hver aften finde en hel række gratis udendørs koncerter, og klubberne er hele weekenden fulde af glade dansende unge mennesker. Børn og forældre leger i de veltrimmede parker, og selv det lokale marked virker – efter serbisk målestok – forbløffende organiseret.
Beograd: Tito, turister og tradition
Tilbage i Beograd er sommerregnen begyndt. Når den ankommer, gør den det med bulder, brag og haglstorme, og den forlader ikke gerne byen igen sådan lige med det samme. Gågaden Knez Mihajlova fyldes af et hav af paraplyer, og parasollerne slås op over de små gadevogne, hvor der grilles majskolber.
De sidste par år har ført til en hidsig stigning i antallet af turister, overalt ses der smågrupper med bykort og kameraer. Pludselig er der fyldt med mennesker omkring det gamle fort Kalemegdan, ved Avala-tårnet lidt uden for byen skal man nu stå i kø, og den zoologiske have – hvis bemærkelsesværdige mængde af albinodyr vistnok skyldes den lettere excentriske ejers forkærlighed for samme – er fyldt med gæster.
Man kan på gågaden nu ikke længere købe postkort med billeder af Beograds eksploderende skyline og påskriften ”greetings from NATO, Belgrade 1999”, men derimod med de pittoreske serbiske bjerge med fåreflok og en hyggelig gammel hyrde eller det allestedsnærværende portræt af Tito og Jovanka fra Jugoslaviens velmagtsdage.
Selv 25. Maj Museet – museet rejst til og af Tito, der desuden indeholder parken med Blomsternes Hus, Tito’s mausoleum – viser fuldstændig ukritiske og politisk ukommenterede udstillinger af det føromtalte tidligere præsidentpars garderobe til brug ved officielle lejligheder med præcis samme stolthed, som man i Danmark ville vise Margrethe og Henriks.
Samtidig skæres der lystigt i byens kulturelle budgetter med det resultat, at en række internationalt anerkendte gallerier har måttet dreje nøglen om og overlade lokalerne til mere politisk ”spiselige” initiativer, såsom salonarrangementer med gamle serbiske sange o. lign.
Lukkelov giver fyldte parker
I det såkaldte ”boheme-kvarter”, Skadarlija, bliver brostenene spejlblanke i regnen, og man må tage sig i agt for ikke at falde, når der kæmpes om pladserne på de ”autentiske” restauranter, der udover traditionelle retter som muskalica og panerede schnitzler fyldt med kajmak, byder på optræden med sange fulde af længsel og grædende violiner. Senere på aftenen skiftes klientellet ud, og pladsen viges for Beograds legendariske natteliv.
På det seneste er en nyere trend dog dukket op, blandt især de yngre nattelivsgæster. Pga. en ny lov, der har gjort det ulovligt for kiosker og butikker at sælge alkohol efter kl. 22, er det nu blevet populært at mødes i de mindre parker og hænge ud i timevis. Øl – og det der er stærkere – kan her erhverves til en helt fornuftig pris fra de lyssky sælgere, der som narkogangstere gemmer sig i statuernes skygge, mens teenagerne holder bunkefest og danser til den medbragte musik. Det hele forekommer på en gang hyggeligt og en anelse komisk, men politiet lader dem tilsyneladende i fred.
Life is rich
Uden for bymidten, i Bezanijska Kosa, ligger en restaurant, der præsenterer et godt billede på de mange sammenstød i tid og kultur, man uundgåeligt støder på i Beograd: interiøret er holdt intakt fra tidligere tider, med mørkebrunt møblement omgivet af utallige buster, malerier, citater osv. af Tito. I gårdhaven sidder man derimod omkranset af enorme billboards, der ikke er egentlige reklamer for noget særligt, men blot viser forskellige nærbilleder af dyre ure, fyldte champagneglas og fancy biler og ganske enkelt er påtrykt ordene: ”LIFE IS RICH”.
Således opleves livet, ikke bare i Beograd, men i det meste af Serbien, et sted mellem nostalgi for noget ”autentisk”, ”det rigtige liv”, der fandtes i en renere udgave engang – i en mytologisk fortid af serbisk storhed og heltegerninger eller i Titos vidunderlige paradis – og så i ønsket om at bebo et mere standardiseret vestligt kapitalistisk utopi-univers, hvor champagnen flyder i lind strøm, mens man kører rundt dyre biler.
Dette er naturligvis ikke den hele sandhed; livet leves – her, som alle andre steder – på bedste måde det lader sig gøre under de givne omstændigheder. Serberne selv er så absolut ikke blinde for de ind imellem komiske eller sågar absurde scenarier de er midt i – og undervejs er der jo ingen grund til ikke at undres, frydes og more sig over omgivelserne, hvori det udfoldes.
Tine Møller Sørensen er Cand. mag i Moderne Kultur og uafhængig kulturformidler kurator. Hun har stor tilknytning til Serbien, hvor hun bor flere måneder om året.
