For Det dobbelte land har Birgithe Kosović netop fået DR Romanprisen og det er velfortjent, for hendes nye roman er hård kost. Den fortæller på eminent vis, hvordan familiebåndene både er vores vigtigste livliner og farligste relationer. Og hvordan krig, mord og sex kan ødelægge hvert et medlem, men hvorfor familier stadig kan elske hinanden, kan heller ikke denne bog give klare svar på.
Birgithe Kosović har brugt 11 år på at dykke ned i sin egen og hele det tidligere Jugoslaviens historie. Hun husker selv, hvordan familien stod til sammenkomster og fortalte historierne om vold og mord, hvordan de slog én af deres egne ihjel og begravede hende i haven, om sex, utroskab og fædreland. Kosović ville fortælle denne familiehistorie og satte sig ind i hele regionens historie for at kunne føle sig fri til at fortælle familiens, og i særdeleshed onklen Milovans, historie. Og det er der ikke kommet nogen mild fortælling ud af.
Skånselsløsheden klemmer sig ind mellem ordene
I bjergene omkring den billedskønne by Dubrovnik står Milovan og tænker tilbage på et liv, han vist aldrig rigtig helt forstod. Hvordan han endte her i bjergene med en besked om at hans kone, Frane, er død, uden at han kan komme til begravelsen.
Krigen er brudt ud i lys lue, Dubrovnik er sønderbombet og Milovan er serbisk partisekretær i den by, der er på vej til at blive Kroatiens sydlige samlingspunkt under Jugoslaviens opbrud. Han kan ikke gøre så meget andet end at vente, mens han tænker tilbage på sin barndom, ungdom og selv den nærmeste fortid, som nu også er uigenkaldeligt tabt.
Milovan forstår, at han nok ikke er kommet så højt på strå i partiet og lokalsamfundet pga. hans talenter, men mere fordi hans far var berømt partisanhelt under Anden Verdenskrig. Det konkluderer han også ved at se på sin bedste ven Nebojša, som er ham intellektuelt overlegen og har mere held ved kvinderne, men er italiensk født, og derfor udelukket fra nogensinde at avancere i det etniske magthierarki. Måske er det oven i købet grunden til at de er blevet venner, spørger Milovan sig selv i et glimt af konstruktiv selvrefleksion. Den blinde hjælper den døve og vice versa.
Her har vi allerede et gennemgående træk ved Det dobbelte land. Skånselsløsheden, der klemmer sig ind mellem ordene, vidner om, at alle mennesker her har en praktisk-egoistisk tilgang til hinanden. ”Hvordan kan du hjælpe mig med at overleve?”, er et grundvilkår i et samfund, hvor døden kun er et glas rakija væk.
Ingen går mod familien
Første gang Milovan mærker det, er da hans far, Radovan, i en afskyelig scene dræber sin egen datter, fordi hun er halt. Et handikap, der fra starten har sat hende uden for samfundet og særligt uden for familien. Ingen vil gifte sig med hende, hendes adfærd bliver derefter og hun er kun en byrde for familien. En byrde hans far skiller sig af med, da han mistænker hende for at være blevet gravid. Hele familien er samlet, da det sker, og mordet bliver en af de hemmeligheder, der gør alle medskyldige. Alle ved det og ingen går mod familien.
Milovan tager ikke faderens vold med i sit eget liv. Tværtimod har han en kone så fin og skrøbelig som kunstglas, en ung, men ikke på nogen måde problematisk søn, (hans karaktertegning har Kosović valgt ikke at bruge meget plads på,) og en stålsathed og frygtløshed, der gør, at han ikke kan bede nogen som helst om tjenester. Endda tør han høre en tom pistol klikke mod sit hoved, da to kroatiske funktionærfortropper vil have ham til at skrive under på en erklæring om udråbelsen af en selvstændig kroatisk nation.
Rystende familieskildring
Milovans problem har noget at gøre med kvinder og synes umiddelbart menneskeligt, men i takt med at begivenhederne udvikler sig, uden den dramatik, der ellers er krigens særkende, træffer han nogle valg, som i deres udførelse, lag på lag, afslører den følelseskolde, uinteresserede indstilling til omgivelserne, der også er en del af krigenes følgeskader.
Det er en rystende familieskildring Birgithe Kosović har skrevet. Baseret på hendes egen historie dykker hun ned i psykologien på en mand, der hverken er klog eller dum, god eller ond, en partisansøn, der har eget potentiale til at blive en helt, men også en mand uden mål og med. Kosović interesserer sig særligt for detaljerne i det afstumpede kvindesyn, her er bogen allerbedst, men spørgsmålet om, hvorvidt det er bogens egentlige formål nager også.
En afstumpet mand, der genoplever sin fortid kan altid være interessant, men i forhold til oprulningen af flere generationer og krige er det kun få skelsættende begivenhederne indenfor den nære familie, som historien spinder sig om. Som familiedrama efterlader den med krigens logik alle som ofre. Noget kan forklares, andet kan ikke, og det kan heller ikke Det dobbelte land ændre på.
