Den nuværende politiske krise mellem Serbien og Kosovo skader regeringerne i begge lande. Men det internationale samfund har også et del af ansvaret, og må være en del af løsningen, skriver Jais Thomas Møller i denne kommentar.
Efter nogle intense dage i Kosovo er det nu afgørende at klarlægge, hvad der fik krisen til at bryde ud, og hvilke implikationer krisen fik. For forståelsen af hvorfor krisen brød ud, tegner der sig især to skelsættende begivenheder.
Den første af de begivenheder, der har haft en væsentlig indflydelse på krisen i Kosovo skal findes under den EU-sponserede dialog mellem Serbien og Kosovo i Bruxelles. Efter at den første aftale mellem de to regeringer banede vejen for en øget bevægelse af frihed i forhold til at rejse med ID kort, nummerplader og andre tekniske spørgsmål, stødte man på et langt større problem da samtalerne skulle handle om handel med varer.
Under de eksisterende regler kan varer fra Kosovo få adgang til og igennem Serbien med UNMIK varetegn og dokumenter. Men under forhandlingerne krævede Pristina imidlertid at få lov til at bruge dets egne ’Republic of Kosovo’ tegn. Dette træk fra Pristinas side var af naturlige grunde uacceptabelt for Serbien, da de ikke anerkender Kosovo som en selvstændig stat, og Pristinas krav kan derfor kun ses som en ren politisk manøvre for at få Serbien til at de facto anerkende Kosovo. Sagen endte med en udsættelse af dialogen til september og med at Pristina bandlyste al serbisk import til Kosovo.
NATO-styrker måtte skabe ro
Den anden begivenhed, der fik en direkte indflydelse på Kosovokrisen er tæt forbundet med den første. Hvis et sådant forbud mod serbiske varer skulle have nogen effekt var Pristina nødt til at sikre sig kontrol over de to checkpoints i Jarinje og Brnjak i det nordlige Kosovo ved den administrative linje, der adskiller Serbien og Kosovo. Problemet har imidlertid været, at regeringen i Pristina aldrig har haft kontrol over de områder i Kosovo siden erklæringen om uafhængighed i 2008 og de 60.000 Kosovo serbere, der bor der, ser Beograd som deres hovedstad og ikke anerkender et uafhængigt Kosovo.
På trods af dette besluttede Kosovos premierminister Hashim Thaci mandag den 25. juli at sende den specielle politienhed Rosu til det nordlige Kosovo. Rosu nåede det ene checkpoint, men blev stoppet af serbere, der havde opstillet barrikader ved den anden. Hashim Thacis tilgang blev af naturlige årsager set som en provokation af kosovo-serberne, og en måde hvorpå regeringen i Pristina forsøgte at tvinge dem til at anerkende Kosovo som en stat. I processen blev en kosovo-albansk politimand dræbt og et par dage efter satte serbiske hooligans ild til et checkpoint i Jarinje. Efter de krigslignende tilstande overtog NATO’s KFOR styrker imidlertid hurtigt kontrollen over både Jarinje og Brnjak og de formåede at skabe ro i en tilspidset situation.
Krisen skader alle parter
Der er ingen tvivl om, at ansvaret for krisen i Kosovo ligger hos det politiske lederskab i Pristina under Hashim Thaci. Med sin politik om at forsøge at få Serbien indirekte til at anerkende Kosovo under dialogen i Bruxelles, og gennem en voldelig tilgang til situationen i det nordlige Kosovo, må han bære det primære ansvar for krisen.
Selvom politioperationen fejlede, har han bibeholdt sin kompromisløse stil, og hævder, at der ikke vil være nogen tilbagevenden til en den status quo man kendte før operationen. Han har der udover truet med at arrestere den serbiske minister for Kosovo, Goran Bogdanovic, og forhandleren for Serbien i Bruxelles, Borka Stefanovic, hvis de kom ind i Kosovo. Imidlertid synes regeringen under Thaci at være svækket. Dels på grund at Kosovo autoriteterne er blevet mere uforudsigelige ved, at de nu er villige til at bruge magt for at ændre situationen til egen fordel i det nordlige Kosovo. Og dels ved, at det er højst tvivlsomt om regeringen i Pristina har fået særligt mange internationale sympatisører på sin side efter operationen, og dermed er det også tvivlsomt om nye lande vil anerkende Kosovo som en selvstændig stat i den nærmere fremtid.
Imidlertid er regeringen under Boris Tadic i Serbien også blevet svækket af krisen. Ikke bare står landet til at miste millioner på grund af Kosovos forbud mod serbiske produkter i provinsen, men nationalisterne synes også at stå stærkere efter krisen forud for det serbiske valg, der skal afholdes senest i marts 2012. Sidst, men ikke mindst, har problemerne i Kosovo også givet et voldsomt tilbageslag for regeringens politik om et EU medlemskab efter at Serbien ellers kort forinden urolighederne arresterede den sidste tilbageværende serbiske krigsforbryder Goran Hadzic. Når regeringen har lidt et tilbageslag skyldes det at EU ligger vægt på et godt serbisk forhold til Kosovo.
Det internationale samfunds rolle i krisen
Tilbage står spørgsmålet om, hvilken rolle det internationale samfund har spillet under krisen i Kosovo. Både EU og USA har taget afstand fra Pristinas voldelige tilgang til situationen i det nordlige Kosovo og dets forsøg på at ændre realiteterne ved brug af militær magt. Imidlertid er det et faktum at Pristinas aktioner altid er koordineret med USA og andre nøgleallierede og det må derfor anses som tvivlsomt om Pristinas allierede ikke har haft kendskab til politi operationen.
Selvom det internationale samfunds rolle lige nu står hen i det uvisse, melder der sig en række spørgsmål, der belaster Kosovos allierede og som fandt sted under krisen. Som for eksempel hvorfor NATO gav en helikopter til rådighed for Kosovo-regeringens politi under krisen? Og hvorfor erklærede General Bühler fra NATO de to checkpoint ved den administrative linje for en ’militær zone’? Og sidst, men ikke mindst, hvorfor truede tre unavngivne lande med at nedlægge veto, da Serbien anmodede om et møde i FN’s sikkerhedsråd om Kosovo under krisen? Samt hvorfor fik Serbiens udenrigsminister Vuk Jeremic ikke lov til at gå på talerstolen, og hvorfor skulle mødet i sikkerhedsrådet afholdes for lukkede døre?
Uanset hvad, så har Kosovo krisen vist, at det ikke er muligt gennem vold at ændre billedet og tvinge hverken Serbien eller kosovo-serberne til at anerkende Kosovo. Krisen har været skadelig for alle involverede parter, og den EU-sponserede dialog mellem Serbien og Kosovo er i dyb krise.
Krisen har endnu engang vist at Kosovos status langtfra er løst. Det internationale samfund må derfor vise sig opgaven voksen og finde en holdbar løsning på Kosovo spørgsmålet, der er acceptabel for begge parter. Derfor må det internationale samfund fravige sin kompromisløse støtte til kosovo-albanerne, hvis der skal sikres fred og stabilitet i provinsen.
