Russerne skal vælge ny Duma i december 2011 og ny præsident i marts 2012. Alt taler for, at den nuværende premierminister Vladimir Putin overtager præsidentposten, der indtil nu har været til “låns” hos partifælle Dimitrij Medvedev. For danskere kan det undre, hvorfor russerne ikke udfordrer Putins enevælde. Ønsker russerne da ikke demokrati? Hvad ville du gøre, hvis du var russer?

Starte et nyt parti…

D. 22. juni afviste Justitsministeriet at lade oppositionspartiet “Folkets Frihedsparti” opstille til Dumavalget i december. Partiet med Kasyanov og Ryzhkov i spidsen stod ellers til 10 procent af stemmerne. Kun Kreml-godkendte partier har fået grønt lys.

Demonstrere…
”Kære medborgere, I forstyrrer freden for jeres medborgere. Flyt jer!,” lyder det fra oprørspolitiets speakerfon til de 42 tætsiddende demonstranter på hjørnet af Trimfalnaja-pladsen. ”Det er vores by – Rusland uden Putin,” råber demonstranterne som svar. Demonstrationen – Strategi 31 – afholdes hver anden måned, d. 31. Den er opkaldt efter den russiske grundlovs paragraf 31, som beskriver retten til at forsamle sig. 25 busser fyldt med mindst 500 politi – og oprørsbetjente – afspærrer dele af det centrale Moskva d. 31. juli. De forventede anholdelser kommer aldrig. Demonstranterne bryder frivilligt op en time senere. I Skt. Petersborg er demonstranterne ikke lige så heldige. Her opløser politiet Strategi 31 og anholder flere demonstranter, rapporterer AP og The Moscow Times.

Skrive et debatindlæg…

Ikke kun journalister som Anna Politkovskaja kommer på Kremls radar. Efter de første par artikler til en mindre russisk avis blev min veninde beordret til at dæmpe Kreml-kritikken. En højt anset, udenlandsk tænketank afviste hendes artikler med samme opfordring. Også de mest velrenomerede russiske eksperter møder denne uvilje hos både russiske og udenlandske medier. Publicér tilpas meget kritik betyder velkommen på Kremls “sorte liste”.

Blive sofavælger…
Meningsmålinger og valgdeltagelse er sværere at styre for Kreml. Hvordan viser den almindelige russer sin utilfredshed med systemet? Enten stemmer han slet ikke, eller også sætter han kryds ved “mistillid til alle kandidater”. Paradoksalt nok udgør sofavælgere og “mistillids-stemmerne” den største trussel mod Putins genvalg.

Logge på facebook…
Når russerne alligevel sidder på sofaen kan de åbne deres PC og logge på “Kontakte” – det russiske facebook. I Vesten hører vi om Putins ungdomsparti “Nasji” – i Rusland taler man mere om ungdomsgruppen “Anti-Nasji”, som har 2.091 medlemmer på Kontakte.

Den eneste effektive opposition udgøres dermed af de unges internet-oprør og resten af russernes sofa-oprør. I Vesten er der ikke den store hjælp at hente. Bevares – vestlige politikere og medier har gode grunde til at holde deres Putin-kritik på et moderat niveau. Men behøver vi konkurrere om Kremls gunst? Danmark fører måske endda denne popularitets-konkurrence. En dansk statsminister bør som EU-formand skærpe kritikken af Putins oppositions-undertrykkelse.  Måske er det endda på tide, at Lars Løkke nævner ordet “ytringsfrihed” – også overfor Putin?

Sofie Dam Kofoed* er statskundskaber fra Københavns Universitet og for tiden i praktik på en tænketank i Moskva.

*Sofie Dam Kofoed er et pseudonym. Skribentens rigtige navn er kendt af redaktionen.

Af Sofie Dam Kofoed