1990’ernes krige på Balkan præger vores billede af Serbien. Tine Møller Sørensen trækker nogle linjer tilbage til Titos Jugoslavien for at forklare serbernes apati og mistillid til både deres egne magthavere og resten af verden.
Mens verden afventer retssagen mod Ratko Mladic med forventning om en længe ventet form for retfærdighed for de tusindvis af ofre for den etniske udrensning af Bosniens hovedsaligt muslimske befolkning, er reaktionen hos den brede serbiske befolkning i virkeligheden meget lig de reaktioner, der oftest ses hos denne efterhånden noget prøvede befolkningsgruppe: et let skuldertræk.
Serberne har mere eller mindre lært sig ikke at regne med, at nogen begivenheder – uanset reaktionerne fra omverden – fører nogle reelle forandringer for dem med sig: Den smule håb, der i sin tid blev vakt med premierminister Zoran Djindjic’ mere hårdtslående konsekvenspolitik, blev eftertrykkeligt slået ned med mordet på ham i 2003, og serberne er i det store hele langt mere apolitiske og apatiske end nationalistiske.
Ikke at en sådan tendens egentlig er at foretrække, men den kan dog have sine forklaringer. Disse kan bl.a. registreres ved at se nærmere på de identitets- og kulturpolitikker, der er blevet ført – ikke kun i Serbien, men i hele det tidligere Jugoslavien.
Kommunistisk pres på nationalismen
Da det socialistiske Jugoslavien med general Jozip Broz Tito ved roret umiddelbart efter 2. Verdenskrig tog over efter Kongeriget Jugoslavien – det første forsøg på at lave en jugoslavisk stat, som havde en kort og problematisk historie fra 1918 til 1941 – var det en indbygget del af opbygningen at fremsætte en ekstremt hardcore identitetspolitik, der skulle gøre op med de interne stridigheder, der var blevet særdeles synlige i løbet af krigen. Med fødslen af den nye jugoslaviske ånd skulle alle fortidens sår og gerninger med et strøg udviskes. Tito var i denne henseende en glimrende kampagnemager og sørgede for flittigt at besøge alskens afkroge af den jugoslaviske stat og iscenesatte således sig selv som den altfavnende fader for en ung opblomstrende stat – en opblomstring, der forstærkedes af Titos opgør med og afstandstagen til Stalin allerede i 1948: Jugoslavien var ung, men stærk og selvstændig.
Denne iscenesættelse af det unge og stærke blev yderligere forfinet med de store stafetløb gennem landet Stafeta Mladosti, hvor ungdommen fra alle de forenede (små)stater voksede sammen til en ung, smidig og stærk muskel, der sled for stat og Tito. Kulminationen af denne begivenhed var kæmpeiscenesættelser af Titos endelige modtagelse af stafetten på Den Jugoslaviske Hærs stadium i Beograd hvert år den 25. maj – Ungdommens Dag, der i øvrigt til formålet også blev udråbt til Titos officielle fødselsdag, selvom han reelt var født den 7. maj. På denne måde blev Tito, Jugoslavien og det unge, stærke fremskridt synonymer.
Efter Tito, Tito
Efter Titos død i 1980 troede partitoppen, at man kunne fortsætte linjen stukket ud af Tito: I Posle Tita, Tito – Efter Tito, Tito. En strategi, der relativt hurtigt viste sig ikke at holde vand, selvom man f.eks. opretholdt Stafeta Mladosti-fejringerne helt frem til 1987. Lokale nationalt orienterede grupper voksede sig støt stærkere og kulminerede med Sloveniens og Kroatiens selvstændighedserklæringer i 1991. Den tragiske historie om den videre udvikling af Jugoslaviens undergang er velkendt.
Interessant er det dog, at netop denne iscenesættelse af Titos jugoslaviske faderrolle faktisk var en særdeles medspillende faktor i den identitetspolitiske nedbrydning af samme. I og med at splittelsen af Jugoslavien rent faktisk fandt sted samtidig med Titos forsvinden, kunne den nationalistiske retorik tage denne bold op og postulere, at hele idéen om Jugoslavien var et slags fantom undfanget og født af netop Tito, og at der med hans død blev givet en mulighed for (gen)oprejsning af de stolte nationalstammer.
Tito og Jugoslavien smeltede sammen i denne retorik, og Jugoslavien som et sted for reelt levet liv og som fællesskab forsvandt simpelthen.
Jugoslavisk ånd
Dog fandtes der sider af den jugoslaviske fortid, der ønskedes bevaret, især når det kom til kommunikationen udadtil til det omgivende verdenssamfund. Tanken om det paradisiske samhørighedssamfund, hvor alle levede sammen i gensidig respekt og anerkendelse, blev den modvægt, der blev spillet på, når der skulle svares på de forbavsede spørgsmål om, hvordan disse borgerkrige blandt naboer kunne opstå. Det fikse greb, der blev – og stadig bliver – benyttet, er det at slå på, at den særligt jugoslaviske ånd, det sted, hvor den ægte rummelighed stadig eksisterer, er hér og kun her. Det er alle steder ”de andre”, der ødelagde det for os, der i hvert fald godt kunne finde ud af at bo sammen i fred og fordragelighed. Således blev den jugoslaviske vision om broderskab og sammenhold kørt gennem det national retoriske filter og er blevet til endnu måde at italesætte sin del af den tidligere føderative republik som den ”ægte” og uspolerede.
Begge disse tendenser er f.eks. meget tydelige i den bosniske hovedstad Sarajevo, hvor en bestemt bro udgør et godt eksempel på førstnævnte tendens, nemlig at udviske Jugoslavien ved nærmest at lade, som om det aldrig har været der. I 1914 blev ærkehertug Franz Ferdinand skudt og dræbt ved/på Den Latinske Bro i Sarajevo. Gerningsmanden var den (dengang) jugoslaviske – af bosnisk-serbisk oprindelse – nationalist Gavrilo Princip. Efter Titos magtovertagelse blev selvsamme bro omdøbt til ære for denne gerningsmand, der jo havde opereret for et samlet jugoslavisk folk mod kongemagten, og broen kom til at hedde Princip Broen. Efter Jugoslaviens sammenbrud ændrede ikke kun broen navn, således at den igen hedder Den Latinske Bro, Princip gik også fra at have været jugoslav til at være en serbisk nationalist. Set i lyset af den frygtelige belejring, som de bosnisk-serbiske tropper udsatte Sarajevo for 1992-1995, er det ikke svært at gætte sig til, hvilken betydning dette har for det fortsatte forhold mellem bosniere og serbere: Der er historiske beviser for, at serberne altid har været ude efter Sarajevo…
Samtidig iscenesætter Sarajevo sig selv som den praktisk talt eneste tilbageværende enklave, hvor den jugoslaviske fællesånd stadig regerer. Restauranter og caféer har i stor stil stadig fader Titos portræt stolt hængende fremme, ligesom de allerfleste beboere stolt bryster sig af tilstedeværelsen af så mange forskellige religioner i byen: moskeer, katolske og ortodokse kirker samt jødisk synagoge – ”netop her er der jo plads til os alle”.
Serbisk navneforandring
Noget tilsvarende kan siges om den serbiske hovedstad, hvor historien om gadernes navne og skiltning efterhånden ligner en tragikomedie. Ved den socialistiske stats opståen blev der som led i denne nye gennemgribende identitetspolitik med hård hånd skiftet ud i gadenavnene. Desuden blev al skiltning skrevet med både det latinske alfabet samt det serbisk-kyrilliske. Efter Milosevic’ magtovertagelse blev dette et af de steder, hvor der konkret kunne sættes ind og ryddes op: Alle gader fik nu skilte udelukkende på serbisk-kyrillisk og de revolutionære helte blev udskiftet med heltemodige og kongelige skikkelser fra den nationalserbiske mytologi.
Da Serbien så smed Milosevic på porten og gerne ville signalere, at nye vinde blæste, skiftede de fleste af gaderne igen navn, men denne gang blev et ekstra gadeskilt simpelthen tilføjet, således at Beograds gader nu kan bryste sig med hele to skilte – begge dog udelukkende skrevet med det serbisk-kyrilliske alfabet. Det ligner en joke – særligt når man tager i betragtning, at mange af de bykort, der sælges, stadig er påtrykt med gadenavnene fra den milosevicske æra, og i øvrigt her kun med det latinske alfabet, så man som besøgende i byen mildest talt føler sig på herrens mark…
Det er dog også i Beograd, at man finder det enorme mausoleum for Tito, Blomsternes Hus, der står som en sælsom tidslomme omgivet af sin park, hvor små pile på stierne kan dirigere de tiltænkte mængder af besøgende i ordentlige rækker. Disse mængder lader dog vente på sig i disse dage, selvom køer ind i mellem faktisk opstår, f.eks. på årsdagen for Titos død. Så er der til gengæld også tumult, da alle besøgende kræver at blive anerkendt som – ja netop – de ”ægte” jugoslavere, der bør komme foran i køen og ofte vifter med partikort som en slags beviser derfor. Da det sidste år var 30 år siden Tito døde, var dog også en del yngre mennesker, der deltog i markeringen, hvilket tyder på, at der også er repræsentanter i de yngre generationer, der har en stærk forankring i at se sig selv som eks-jugoslavere. Der har desuden netop været en genopståen af sin tids Stafeta Mladosti, hvor unge mennesker igen løb fra Slovenien gennem hele den tidligere republik og endte ved netop Blomsternes Hus.
Rejs væk
Men hvad betyder alt dette for den menige befolkning? I det store og hele må man konstatere – i hvert fald i Beograd – at folk er trætte. Det er ikke ret mange, der gider høre mere om de skiftende helte, hvad enten de var revolutionære eller fædrelandskærlige. Det bedste råd, forældre mener at kunne give deres børn, er, at det gælder om at finde en mulighed for at komme væk, rejse bort, skaffe sig selv en reel fremtid. Det er om ikke den første, så måske den største generation af no-future-forældre…
At udleveringen af Mladic til Haag skulle skaffe serberne nemmere adgang til EU, er der ikke mange, der tror på. Den herskende mening om omverdens forhold til Serbien er præget af samme ligegyldighed, som den menige serber har overfor en hvilken som helst siddende regering: Alle er blot ude på at hyppe deres egne kartofler, sandsynligheden for, at nogen beslutninger overhovedet har betydning for mig, er lig nul, med mindre det da drejer sig om forringelser i pensionen, sygehusvæsenet eller stigninger på varmeregningen.
Lige så er det altså et – i det store hele – ubetydeligt mindretal, der reelt er imod denne udlevering; der findes ikke ret mange, der helt ærligt er imod det igangværende retsopgør, kun støder man ofte på den holdning, at serberne føler sig forbigåede som ofre. I det hele taget mener mange, at det internationale samfund ikke bare har svigtet dem, men bevidst og ondskabsfuldt har brugt Serbien som prügelknabe i en svært forståelig og indviklet international konspiration, der hele tiden tilføjes mere brænde, efterhånden som enten omverden og/eller de lokale magthavere øser af løfter om bedre forhold i fremtiden. Løfter, der sjældent eller aldrig indfries.
Med andre ord: Hvem der end sidder på magten, buldrer og brager derudaf, både truer og lover, fører krig mod snart den ene gruppe, snart den anden, alt i mens befolkningen snart følger med, snart protesterer, men i det stor hele igen og igen sidder tilbage med aben: fattigdom, manglende muligheder for selvstyring af eget liv, uden drømme om en bedre fremtid og reelt uden en afklaret historie og fortid, da denne ustandseligt bliver brugt på nye måder, med nye fortolkninger og dermed helt nye (selv)forståelser som resultatet.
Mistillid og opgivenhed
De serbere, der i dag skal udgøre en ny serbisk fremtid – de 18-40-årige – er enten vokset op uden muligheder for at uddanne sig ordentligt, i fattigdom under diktatur og sanktioner eller står nu i et vadested, hvor en komplet diffus og konstant foranderlig fortid dikterer dem, hvem de er.
”Vi kan ikke engang tegne vores landkort”, lyder det frustreret fra yngre serbere – ikke som et udtryk for en nationalromantisk ”Kosovo Er Serbien”-holdning, men som en helt reel identitetsfrustration.
Hvem skal man sige, at man er, når man lægges for had ved simpelthen at stamme fra et bestemt land? Hvordan skal man hvile i en tro på, at fremtiden er et forhåbningsfuldt sted også for ens børn, når man hverken kan stole på lokale magthavere, omverdenen eller overhovedet på ens egen følelse af at høre til – der hvor man er født og vokset op?
Integrationen af Serbien i EU bliver ikke ukompliceret. Kravene om demokratiske reformer og anti-korruptionstiltag er ufravigelige. Men samtidig er en forståelse af vilkårene for et land, som i generationer har lidt af identitetsforvirring, nødvendige for at sikre alle en succesfuld deltagelse i det europæiske fællesskab.
Tine Møller Sørensen er Cand. mag i Moderne Kultur og uafhængig kulturformidler kurator. Hun har stor tilknytning til Serbien, hvor hun bor flere måneder om året.
