POLITIK | Den græske premierminister, Giorgios Papandreou, præsenterede fredag (17/6) en ny græsk regering, som kommer i kølvandet på en række episoder af interne stridigheder i PASOK-regeringen samt indenrigspolitisk uro grundet regeringens seneste sparetiltag.

Alt i alt kan man sige, at regeringsrokaden mest er af symbolsk betydning, da kun 9 ministre eller viceministre har mistet deres job. Således er rokaden også blevet kritiseret af den konservative opposition for at være ”genbrug af samme ansigter”, og at der reelt ikke er noget nyt under solen. Et af de tydeligste karakteristika i rokaden er da også, at de ministre, der er røget ud, har været mindre etablerede skikkelser indenfor PASOK, som så er blevet erstattet af mere veletablerede PASOK-politikere, for at gøre PASOK-loyaliteten større. Dette er bl.a. tilfældet for den tidligere beskæftigelsesminister, Louka Katseli, som gentagne gange har været på kant med Papandreous finansministerium og med EU og IMF’s trojka. Hun er en af regeringsrokadens få ”ofre” og er røget helt ud.

Ellers er den mest omtalte – og sandsynligvis med betydningsfulde – rokering, at Evangelos Venizelos, tidligere forsvarsminister, er blevet udnævnt til finansminister, hvilket vil sige manden, der skal løse den græske krise, som et år efter EU og IMF’s lånepakke ikke er blevet mindre. Venizelos er velkendt som kritiker af Papandreou og har tidligere været Papandreous konkurrent i kapløbet om overtagelsen af lederskabet af PASOK. Således kan dette ses som et forsøg på at dæmpe en eventuel intern konflikt eller fløjdannelse i det græske regeringsparti, som synes at have rigeligt at slås med i forhold til eksterne forhindringer.

Der har ligeledes været udskiftning på udenrigsministerposten, hvor Stavros Lambrinidis, som er græsk Europaparlamentsmedlem og vicepræsident for De Europæiske Socialister i Europaparlamentet, er indtrådt. Således har man valgt en en profil med stor udenrigspolitisk tæft. Lambrinidis erstatter Dimitris Droutsas, som ellers har været en af Papandreous tætte allierede samt en meget aktiv græsk udenrigsminister.

Ellers er der sket interne skift på indenrigsministerposten, ligesom ministeren i hhv. transportministeriet, ministeriet for administrative reformer og justitsministeriet også er blevet skiftet ud. Imens får både ministeriet for regional udvikling, undervisningsministeriet, sundhedsministeriet, kulturministeriet, landbrugsministeriet og ministeriet for borgernes beskyttelse lov at beholde deres tidligere minister.

Af LHA